På vores opdagelsesrejse har vi efterhånden i tekst og kommentarer mødt en hel zoologisk have af fascismearter. Den originale italienske fascisme, der med sine voldsparate arditi, antikapitalistiske og antikommunistiske krigsveteraner, IKKE i sin oprindelse var kapitalens forlængede arm mod arbejderklassen. Den radikalt ideologiske og folkemorderiske zionistiske fascisme i Israel, der i ord og gerning nemt henviser en misundelig Mussolini til andenpladsen. General Francos kristne, konservative og antikommunistiske diktatorfascisme, der ikke brød sig om sine egne sortskjortetyper.
Georgi Dimitrovs og John Heartfields – Millionen stehen hinter mir – Hitlerfascisme, der BLEV kapitalens forlængede arm mod arbejderklassen. De græske obersters autoritære og stærkt undertrykkende NATO-fascisme vendt mod kommunister, socialister og andre ordentlige mennesker. General Pinochets stærkt voldelige og eksperimentelle, neoliberale Milton Friedman-fascisme vendt mod fagforeninger, kommunister, socialister og andre USA-kritiske typer.
En slags omnibusfascisme, der genkender fascismen i alle Donald Trumps og hans Tech- og Maga-hirds gerninger og balancerer lige på kanten af Trump Deraignment Syndrome. Eric Weinsteins fascisme, der kalder den tiltagende bureaukratisering, kontrol og censur i EU for soft fascisme.
Alle disse har et genkendeligt fascismetræk og en vis familielighed, men har også så mange indbyrdes forskelle, at det er svært at uddrage en fælles definition, der kan sammenfatte alle fascismehavens dyr. Vi er ikke i Karl Linnés velordnede og objektive klassifikationsverden, men i Ludwig Wittgensteins flydende og subjektive spilverden, hvor definitioner er netværk og sprogspil, og alle og enhver har en uanfægtelig ret til deres egen opfattelse. Hvilket selvfølgelig ikke gør det nemmere.
Og nemmere bliver det heller ikke, når vi nu - måske - også skal rumme en enhjørning som techmilliardærernes og Silicon Valleys teknofascisme.
Min AI kalder begrebet teknofascisme for ”en emergent neologisme, der optræder i takt med digitaliseringens fremmarch”, hvilket skal dække over, at maskinen ikke ved, hvor begrebet først optrådte. Derimod kan den fortælle, at den nu afdøde amerikanske pædagogikprofessor og miljøaktivist Chet Bowers er en af de tidlige, der har brugt begrebet. Også en af de vigtigste.
Og ganske rigtigt, jeg kendte ikke Bowers, men han er værd at kende, og måske vil vi mødes igen. Man får således et ganske godt indtryk af, hvad brugerne mener med begrebet teknofascisme, hvis man som jeg her høster og sanker lidt fra Bowers’ vigtige tekst ’Is the Digital Revolution Sowing the Seeds of a Techno-Fascist Future? https://cabowers.net/pdf/Techno-Fascism.pdf
- Teknofascisme er kendetegnet ved, at flere og flere aspekter af dagligdagen bliver afhængige af digitale teknologier, der i stigende grad underordner menneskelige tanker og adfærd til maskinernes diktater, hvilket på grund af maskinernes grad af effektivitet let fører til undertrykkende systemer, der ikke tolerer uenighed.
[*list]Teknofascismens mytiske dimension har rod i både gamle religiøse myter og i den moderne fremskridtsmyte, inklusive forestillingen om, at menneskelivet af natur er mekanistisk og styret af naturens lov om naturlig udvælgelse. - Mens teknofascismens moralske grundlag stemmer overens med markedskapitalismens værdier og videnskabens fremskridtsorienterede ideologi, der let glider over i scientismen, kan dens effektivitetsniveau og totalitære potentiale let føre til undertrykkende systemer, der ikke tolererer uenighed, og slet ikke fra dem, der kritiserer teknofascismen for dens fremme af forbrugerisme og ødelæggelse af natur, kultur og kulturelle fællesgoder.
- Den øgede afhængighed af computermedieret læring på alle uddannelsesniveauer bidrager til den konformitet i tænkningen, der er nødvendig i den teknofascistiske stat.
- Tabt er de fortællinger, ofte mellem forskellige generationer, der videregives gennem ansigt-til-ansigt og mentorrelationer, hvilket efterlader de studerende tilbage med de digitalt medierede myter, der tjener interesserne hos den kontrollerende elite af videnskabsmænd, dataloger og ingeniører, virksomhedsledere og det militære etablissement.
- Det primære kendetegn ved alle fascistiske moderniseringsbevægelser er konformitet i tænkning og adfærd, som styres og kontrolleres af totale overvågningssystemer, der sporer folks tanker, adfærd og relationer.
Jo, selvfølgelig er det det. Men kun indtil, vi kommer i tanke om vores Facebookejer Mark Zuckerbergs motto: ”Move fast and break things”. Skulle man have valgt et motto for den oprindelige Ur-Fascisme - de italienske arditiers og futuristers fascisme - kunne man ikke have valgt bedre.
Men hvis vi i Zuckerbergs motto finder fascismens essentielle og revolutionære etos, og hvis mottoet også kan bruges som en slags fascismens prøvesten, der kan skille den ægte vare fra tosseguldet, så ender Silicon Valley-ikonerne op i den første bunke. Hvad det end måtte koste, hylder de alle en hurtig og radikal omvæltning af den eksisterende orden til fordel for Silicon Valleys fagre nye verden.
Hvis, endvidere, teknofascismens nemmest konstaterbare bidrag er digitaliseret overvågning, kunstig intelligens og automatisering med det formål at kontrollere, undertrykke og ensrette befolkninger på en totalitær måde, så må Peter Thiel med hans overvågningsimperium Palantir selvfølgelig blive den første enhjørning i vores zoologiske have.

(Fortsættes)



