Magtfuld amerikansk milliardær advarer Europa om jordens undergang
Milliardæren Peter Thiel udøver magt i skyggen bag Trump. Han står bag kravet på Grønland og bekæmper demokrati, mens Danmark bruger hans software.
Manden på talerstolen gik lige til sagen.
Antikrist kommer til magten ved konstant at tale om dommedag
Peter Thiel, milliardær
Han stod i øjenhøjde med publikum i den lille sal, hvor mørke træpaneler smykkede loft og vægge, mens hvide marmorbuster og portrætter af videnskabsfolk kiggede ned på tilhørerne mellem tre tunge lysekroner.
- Jeg er bekymret for Antikrist, lød det fra talerstolen.
Manden kiggede ud på publikum og mente det tydeligvis alvorligt.
At forudsige dommedag
Han havde taget en Powerpoint-præsentation med, og på salens skærm kunne gæsterne se et vers fra Bibelen.
- Men om den dag og time ved ingen, end ikke himmelens engle, heller ikke Sønnen, men kun Faderen alene, stod der.
Så fortalte manden publikum, at dommedag kan være nært forestående, og at han har set spor i Bibelen, der spår om, hvornår den vil indfinde sig.
- Jeg tror, at disse mærkelige og usædvanlige passager i Bibelen kan lære os, hvad fremtiden vil bringe, sagde han.
Når der kun står "dag" og "time" i bibelverset, betyder det jo, at man godt kan kende året, måneden eller ugen for, hvornår dommedag vil indfinde sig, forklarede han.
Så skiftede han billede på projektoren, så tilskuerne nu kunne se William Blakes maleri "Den store røde drage og dyret fra havet" fra 1805.
På gaden uden for bygningen havde kampklædt politi slået ring om den fire meter høje dør, som ledte ind til salen, hvor manden holdt forelæsning.
Betjentene forsøgte at holde en flok på cirka 100 demonstranter væk fra dommedagsprædikanten.
Prædikanten
Scenen herover kunne næsten lyde som noget fra spændingsromaner som 'Da Vinci Mysteriet' eller 'Engle og Dæmoner', men den fandt faktisk sted på Det Franske Akademi i Paris 26. januar i år.
Detaljerne ovenfra stammer fra det franske medie Le Grand Continent, som tog referat.
Jeg tror ikke længere på, at demokrati og frihed er forenelige
Peter Thiel, milliardær
Nu tænker du måske, hvorfor en dommedagsprædikant, der læser højt fra Bibelen i Paris, er relevant for dig i Danmark.
Det er det, fordi manden på talerstolen hedder Peter Thiel.
Du har måske aldrig hørt om ham.
Han er en 58 år gammel milliardær, og han regnes af mange som en af de mest indflydelsesrige personer i Donald Trumps USA.
Og så har han en politisk, filosofisk og religiøs vision om en verden uden demokrati.
- Jeg tror ikke længere på, at demokrati og frihed er forenelige, skrev han for eksempel i et essay i 2009.
Pengemanden
Peter Thiel mener, at den vestlige verden er i åndeligt forfald og har en vision for samfundet, hvor magten kredser om store teknologiske monopoler.
Han sagde, uden nogen form for mimik, at apartheid var et solidt økonomisk system, der fungerede effektivt
Julie Lythcott-Haim, tidligere medstuderende
I modsætning til rigmanden Elon Musk, der mener stort set det samme, opererer Peter Thiel bag kulissen og gør sin indflydelse gældende gennem sine penge og et stort netværk af kontakter i og omkring Det Hvide Hus.
Nu er han så begyndt at sprede sine visioner i Europa.
Her forsøger EU og en række lande at begrænse tech-giganternes høst af persondata, føre kontrol med indholdet på sociale medier og bekæmpe monopoldannelse i de digitale markeder.
Det står i skarp kontrast til Peter Thiels vision, og selvom hans foredrag om dommedag virker rablende på mange af dem, som har hørt det, er det nok alligevel værd at forsøge at forstå manden.
Peter Thiel er nemlig pengemanden bag USA's vicepræsident J.D. Vance, og det var ham, som kickstartede J.D. Vances politiske karriere med en rekordstor donation på 15 millioner dollar i 2016.
Han var den første tech-milliardær, der bakkede op om Donald Trump som præsidentkandidat i 2016, og ifølge en opgørelse fra mediet Bloomberg har han mindst 16 af sine tidligere nærtstående medarbejdere placeret på magtfulde poster i den amerikanske administration.
Den trojanske hest
Peter Thiel grundlagde sin formue sammen med Elon Musk i virksomheden PayPal, og siden har Peter Thiel tjent store penge ved tidlige investeringer i firmaer som Facebook og OpenAI.
I øjeblikket ligger han som nummer 40 på Forbes' liste over verdens rigeste mænd, og når han ikke rejser rundt med sit foredrag om Antikrist, bruger Peter Thiel tiden som investor, mens han samtidig er bestyrelsesformand i sit firma Palantir.
Palantir sælger overvågningssoftware, og virksomhedens programmer benyttes for eksempel af USA's kontroversielle immigrationspoliti ICE.
Det er også solgt til myndigheder i en lang række vestlige lande, heriblandt Danmark, hvor politiet blandt andet benytter systemet.
Men hvordan endte en så succesfuld forretningsmand som Peter Thiel med at stå på en talerstol i et videnskabsakademi i Paris og komme med forudsigelser om dommedag?
Det er det, denne artikel handler om.
Peter Thiel har nemlig ikke altid været en rig og mægtig mand.
Sydafrikansk uran
Engang var han en helt almindelig, hvid dreng i en temmelig ualmindelig by i Afrika.
Byen hedder Swakopmund og ligger i dag i Namibia, men da Peter Thiel boede der i 1970'erne, var den besat af Sydafrika.
Thiel-familien kom egentlig fra Frankfurt i Tyskland, men i 1971 fik Peter Thiels far job ved mineselskabet Rio Tinto, der hjalp styret i Sydafrika med at udvinde uran fra en gigantisk åben mine ved Swakopmund.
Så som allerede fireårig oplevede Peter Thiel, hvordan Sydafrikas racistiske Apartheid-system fungerede i praksis.
Sydafrika var på det tidspunkt i færd med at udvikle sine egne atomvåben, og det skete blandt andet med uran fra Rössing-minen i Namibia, hvor Peter Thiels far, Klaus, arbejdede.
Familien, der ud over Peter Thiel bestod af far Klaus, mor Susanne og lillebror Patrick, boede ikke ved selve minen, men i havnebyen Swakopmund, der blev grundlagt af tyske kolonister i 1892.
Længe efter de to verdenskrige hyldede byen sin tyske arv på både godt og ondt.
I 1976 kunne en journalist fra avisen The New York Times for eksempel berette, at det stadig var normalt at hilse med strakt arm og sige "Heil Hitler" i Swakopmund.
Det var her Peter Thiel begyndte i skole.
Ringenes Herre
Ifølge forfatteren George Packers bog The Unwinding blev eleverne i Peter Thiels klasse slået over fingrene med en lineal, når de stavede forkert, og drengen hadede ifølge bogen at blive tvunget til at gå i uniform.
Han begyndte at spille skak og klarede sig godt i skolen.
I 1977 besluttede Klaus Thiel så at tage familien med til USA, hvor de efter flere stop bosatte sig i Foster City, lidt syd for San Fransisco.
Her var Peter Thiel en outsider fra begyndelsen.
Han spillede eliteskak og Dungeons and Dragons, var fan af science fiction, og han har senere hævdet, at han lærte hele J.R.R. Tolkiens trilogi Ringenes Herre udenad.
Hvorfor kan vi ikke være elverfolk?
Peter Thiel, milliardær
Ifølge forfatteren Max Chafkin, der har skrevet biografien 'The Contrarian' om Peter Thiel, blev han mobbet.
En af hans mobbere plantede for eksempel skilte med teksten "til salg" på græsplænen foran familien Thiels hjem, så man kunne spørge Peter Thiel, hvornår han skulle flytte.
Den magtfulde præst
Den unge mand klarede sig dog stadig fremragende i skolen og var den person i klassen, som fik højest karakterer, da han afsluttede High School i 1985.
Han kom på eliteuniversitetet Stanford, hvor han heller ikke følte, at han passede ind.
Ifølge Max Chafkin væmmedes Peter Thiel over sine medstuderendes festlige udskejelser, hvor der blev drukket alkohol og røget pot på kollegiet.
Så når bofællerne lå med tømmermænd om morgenen udførte Peter Thiel et morgenritual, hvor han spiste flere vitaminpiller én for én, meget langsomt med en lille slurk vand til hver.
I stedet for at gå til fest brugte Peter Thiel tid med en katolsk præst.
Peter Thiel var godt nok opdraget som protestant, men han blev venner med præsten Arne Panula, som var medlem af den magtfulde katolske organisation Opus Dei og drev organisationens repræsentation på Stanford.
De to var enige om, at den vestlige civilisation var under angreb, og Arne Panula ønskede at placere Opus Dei i centrum af en åndelig opvågnen, så politik kun blev udformet af mennesker, der var fortrolige med Kirkens universelle sandheder.
Filosoffen
Præstens indflydelse blev dog overskygget af en anden figur på universitetet.
I de første år læste Peter Thiel filosofi, og her mødte han den franske filosof René Girard, som skulle komme til at påvirke ham for resten af livet.
- Han er den forfatter, der har haft mest indflydelse på mig, sagde Peter Thiel i et interview i 2016.
Så her er det måske værd at tage et kort kig på, hvad René Girards teorier går ud på.
Kort fortalt handler teorierne om konflikter mellem mennesker.
Ifølge René Girard opstår konflikterne, fordi vi alle sammen ønsker det samme som de andre.
Når spændingerne vokser, finder gruppen så en fælles fjende – en syndebuk.
Ved at give syndebukken skylden for alt det onde og jage vedkommende væk, skabes der igen fred og sammenhold i gruppen.
Og på universitetet begyndte Peter Thiel nu at finde mulige syndebukke.
Modstanderne
Da han havde afsluttet det indledende filosofistudium begyndte han at læse jura, og ved siden af studiet startede Peter Thiel det satiriske skoleblad The Stanford Review.
Skolebladet gjorde grin med – og kritiserede – universitetets ledelse og lærere, der efter Peter Thiels mening ødelagde uddannelsen ved at promovere diversitet, "regnbueradikalisme" og andre progressive sager.
Han angreb universitetet for at udbyde fag som "sort hår som kultur og historie" om afroamerikaneres hår, og sorte medstuderende har efterfølgende beskyldt ham for at have rost apartheidstyret i Sydafrika foran dem.
- Han sagde, uden nogen form for mimik, at apartheid var et solidt økonomisk system, der fungerede effektivt, og at moralske spørgsmål var irrelevante. Han anstrengte sig overhovedet ikke for at anerkende den smerte, selve idéen om apartheid kunne vække i mig, en sort kvinde, skrev en af de medstuderende, Julie Lythcott-Haims, om episoden i 2016.
Peter Thiel benægtede efterfølgende, at han havde sagt sådan, men en anden medstuderende, Megan Maxwell, bekræfter, at hun havde en lignede oplevelse med ham.
Den store skuffelse
Da Peter Thiel blev færdig på Stanford Law School i 1992 var det hans store drøm at få job som personlig juridisk assistent for en dommer i USA's højesteret.
Han kom også til samtale ved de to dommere Anthony Kennedy og Antonin Scalia, men blev vraget.
- Dengang var jeg knust, skrev Peter Thiel om episoden i sin bog 'Zero to None'.
I stedet forsøgte han sig nu som taleskriver og politisk influencer på højrefløjen i amerikansk politik.
Det var ikke specielt indbringende, og efter en periode som børsmægler i New York fik han i 1998 en lys idé sammen med en gruppe tidligere medstuderende.
Jackpot
Idéen var at skabe et rum for finansielle transaktioner, der ikke kunne reguleres af regeringen. Med andre ord en anonym udenlandsk bankkonto, som Thiel ønskede at gøre tilgængelig for alle.
Projektet hed Fieldlink, men havde ikke rigtig succes.
I marts 2000 fusionerede firmaet så med virksomheden X.com, der også formidlede digitale finansielle transaktioner.
En af medstifterne var Elon Musk, og ifølge forfatteren Max Chafkin kunne Peter Thiel og Elon Musk ikke døje hinanden.
- Musk synes, at Peter er en sociopat, og Peter synes, at Musk er en bedrager og en pralhals, citerer Max Chafkin en bekendt af de to for at sige.
Elon Musk overtog posten som direktør i firmaet fra Peter Thiel, det skiftede navn til PayPal, og i 2002 blev selskabet solgt til Ebay for 1,5 milliarder dollar.
Peter Thiel var nu styrtende rig.
Han forlod selskabet med det samme, men han tog vigtig viden med sig fra PayPal.
Gaven fra Igor
Dengang som nu var svindel på nettet et stort problem, så Peter Thiel havde været med til at udvikle det system, der i dag kendes som Captcha.
Du har sikkert mødt det, når du har forsøgt at komme ind på hjemmesider, hvor du er blevet bedt om at læse skæve bogstaver, fotos af biler eller tal for at komme videre.
Men det vigtigste, Peter Thiel tog med, var nok viden om programmet Igor.
Det kom nemlig til at danne baggrund for hans næste store forretningseventyr.
Igor var egentlig øgenavnet på en særligt irriterende russisk hacker, som forsøgte at narre penge fra PayPal.
Så PayPals programmører udviklede en algoritme til at opdage Igors svindelnumre.
Man kan tænke på det som en slags digital detektiv, der gennemsøger transaktioner for at opdage mistænkelige mønstre, der kunne stamme fra Igor.
Programmet blev opkaldt efter russeren.
Sådan et program kunne bruges til meget andet end at finde russiske svindlere, hvis det blev modificeret lidt.
Terrorister kan nemlig også afsløres på særlige betalings-, opkalds- eller rejsemønstre.
Og i perioden efter terrorangrebene mod New York og Washington i 2001 kom den slags tiltag i høj kurs hos de amerikanske myndigheder.
Krystalkuglen
Faktisk havde USA's forsvarsministerium forsøgt selv og skabt initiativet Total Information Awareness, som gennemtrawlede telefonregninger og kreditkorttransaktioner ud fra de samme principper som Igor, men de amerikanske myndigheder måtte lukke initiativet efter protester fra en række borgerrettighedsorganisationer.
Chefen for Total Information Awareness, John Poindexter, havde mødt Peter Thiel og PayPal-kollegaen Alex Karp allerede i 2001.
- Jeg fortalte dem, at de havde en interessant idé, fortalte John Poindexter til magasinet Wired i 2012.
Og efter salget af PayPal hjalp John Poindexter Peter Thiel og Alex Karp med at skabe firmaet Palantir.
Navnet stammer fra J.R.R. Tolkiens trilogi Ringenes Herre, hvor en palantir er en særlig krystalkugle, der egentlig er skabt af de gode og uskyldsrene elverfolk, men som Mørkets Herre Sauron har erobret og bruger til at overvåge og korrumpere de gode kræfter, der er tilbage i verden.
Alex Karp blev direktør, Peter Thiel blev bestyrelsesformand, og Palantir begyndte hurtigt at levere programmer de amerikanske efterretningstjenester.
Tech-mogulen
Milliardæren Peter Thiel brugte dog også tid på mange andre ting.
For eksempel investerede han i nye lovende firmaer i Silicon Valley, hvor han i 2004 købte 10,2 procent af virksomheden Facebook for 500.000 dollars.
Peter Thiel er totalt homo, folkens.
Overskrift på mediet Gawker
Efter købet hjalp Peter Thiel Facebooks medstifter Marc Zuckerberg til at blive den ubestridte leder af firmaet.
Det skete ved at rådgive Mark Zuckerberg om, hvordan han skulle tvinge en af Facebooks andre stiftere Eduardo Saverin ud af firmaet.
I en lækket sms-korrespondance, som mediet Business Insider bragte i 2010, kan man læse, hvordan Mark Zuckerberg diskuterer Peter Thiels "beskidte tricks" med sin kollega Sean Parker.
- Tja, nu har jeg lært det af ham, og jeg gør det ved Eduardo, skrev Mark Zuckerberg.
Med de mange penge og velplacerede investeringer gjorde Peter Thiel til en berømthed i Silicon Valley.
Og med berømmelsen fulgte sladderen.
For der gik et rygte om, at Peter Thiel var homoseksuel.
Terrorangrebet mod Thiel
Rygtet blev taget op af den populære blog Gawker.com, der 19. december 2007 udkom med overskriften:
- Peter Thiel er totalt homo, folkens.
Rygtet talte sandt, men historien gjorde Peter Thiel aldeles rasende.
- Jeg mener, at de bør sammenlignes med terrorister, ikke skribenter eller journalister, sagde han til mediet PE Hub og tilføjede:
- Jeg forstår ikke psykologien hos mennesker, der vil slå sig selv ihjel og sprænge bygninger i luften, og jeg forstår ikke mennesker, der vil bruge deres liv på at være vrede, sagde han.
Og så hyrede han advokater, der kunne hjælpe med at få Gawker lukket.
Det lykkedes ikke lige med det samme, men da mediet offentliggjorde en video med den berømte Wrestler Hulk Hogan som dyrkede sex med en af sine venners hustru, fik Peter Thiel, hvad han skulle bruge.
Sagen kørte i årevis, og 13. december 2016 ophørte Gawker med at eksistere.
Aftner med Epstein
Da var det ikke længere nogen hemmelighed, at Peter Thiel dannede par med den tidligere vicedirektør i investeringsfirmaet BlackRock Matt Danzeisen.
Han mødtes også jævnligt med seksualforbryderen Jeffrey Epstein, og emails mellem de to mænd, der er offentliggjort af USA's justitsministerium, viser, at der var mindst seks møder i New York i perioden fra 2014 til 2016, og at de så hinanden på Peter Thiels kontor i San Francisco samt i hans private hjem.
I august 2015 deltog de i en middag i Palo Alto i Californien sammen med andre prominente tech-figurer, som for eksempel Elon Musk, Mark Zuckerberg og stifteren af LinkedIn, Reid Hoffmann, som Peter Thiel har været venner med, siden de to gik på universitetet.
Epstein beskrev efterfølgende aftenen som "wild" og sendte et billede af gæsterne til sig selv.
Peter Thiel og Jeffrey Epstein ser også ud til at have diskuteret politik.
Umiddelbart efter briterne havde stemt for at forlade EU 23. juni 2016, sendte Jeffrey Epstein en besked til Peter Thiel.
- Brexit er kun begyndelsen, stod der.
- På hvad, spurgte Peter Thiel.
- Tilbage til stammekulturen. En modsætning til globalisering. Fantastiske nye alliancer, skrev Epstein.
En ny verden
På det tidspunkt var det offentligt kendt, at Peter Thiel nok var den mest ideologiske amerikanske tech-milliardær, og at han er modstander af statslig indblanding og demokrati.
I 2011 havde Peter Thiel for eksempel investeret i bloggeren Curtis Yarvin, og hjalp ham med at blive en slags tech-filosof for den yderste højrefløj i USA.
Curtis Yarvin er kontroversiel, fordi han var blandt dem, som ærgrede sig over, at massemorderen Anders Behring Breivik ikke havde slået flere venstreorienterede mennesker ihjel under angrebet på en socialdemokratisk ungdomslejr på den norske ø Utøya.
Curtis Yarvins ideologi, der er kendt som "den mørke oplysning", afviser demokrati og lighed. I stedet foreslår Curtis Yarvin at erstatte staten med en slags virksomhedsledelse, hvor en enevældig direktør styrer samfundet effektivt gennem et centraliseret, autoritært hierarki.
Peter Thiel har ladet sig inspirere af Curtis Yarvin, men han mangler stadig et sted, hvor filosofien kan føres ud i livet.
Hvor på kloden kan man skabe sådan et rum?
Det filosoferede Peter Thiel over allerede i 2009, hvor han kunne se tre muligheder: Nemlig det ydre rum, cyberspace og kunstigt skabte øer på jordens oceaner.
Han gik så langt som til at investere et større beløb i firmaet Seasteading Institute, som vil udvikle flydende mikronationer på verdenshavene.
Men så dukkede endnu et alternativ op.
Grønland.
De seneste år har Peter Thiel nemlig investeret massivt i firmaet Praxis, der med 525 millioner dollars i ryggen arbejder for at overtage Grønland og bygge et højteknologisk samfund på øen.
Evigt liv
Så sent som 16. februar 2026 skrev firmaets direktør, Dryden Brown, et indlæg i magasinet The Spectator, hvor han beskriver medlemmerne af det samfund, han drømmer om skal befolke Grønland.
Hvorfor kan vi ikke være elverfolk?
Peter Thiel, milliardær
Ifølge ham er det mennesker, som er modstandere af "woke-kultur", og som går op i græsk litteratur, kryptovaluta og kunstscenen i New York.
Hvor stor indflydelse Peter Thiel har på selskabet, og hvor meget han er indblandet i striden om Grønland, er ikke offentligt kendt, men Donald Trump har udnævnt Kenneth Howery, der er en af Peter Thiels gamle venner fra skolebladet Stanford Review og PayPal, til USA's ambassadør i Danmark.
Og rigmanden er ikke bange for at forfølge idéer, som på mange nok vil lyde som utopier.
For eksempel ønsker Peter Thiel at leve evigt, nøjagtigt som elverfolket i Ringenes Herre.
- Hvorfor kan vi ikke være elverfolk, sagde han til magasinet The Atlantic i 2023.
Han har selv planer om at blive frosset ned, hvis han skulle dø, og han har foretaget flere investeringer i selskaber, der arbejder for at forlænge menneskers levetid.
Antikrist
Men i øjeblikket føler han sig altså truet af Antikrist og frygter, at dommens dag er nær.
Det har han faktisk gjort i nogle år nu.
I 2008 var Peter Thiel for eksempel en af de forretningsfolk, der forudså finanskrisen og advarede mod den i et langt essay.
- Hele den menneskelige orden kan falde sammen i en ubønhørlig eskalation af vold – hungersnød, sygdom, krig og død, skrev han.
Dengang gik det ikke helt så galt.
Men for en sikkerheds skyld har Peter Thiel købt et stort landområde i New Zealand, hvor han forsøger at bygge et sted, han kan overleve, hvis hans frygt bliver til virkelighed.
Forelæsningen på Det Franske Akademi i Paris er bare én i en lang række, hvor Peter Thiel igen forsøger at overbevise sine tilhørere om, at dommedag er nær.
Frygt ikke
Og det er ikke en løbsk kunstig intelligens eller klimaforandringer, han advarer mod.
Tværtimod.
- Antikrist kommer til magten ved konstant at tale om dommedag, sprede rygter om krig og ved at skræmme jer til at give ham kontrol over videnskab og teknologi i hele verden, fortalte Peter Thiel sine tilhørere fra talerstolen.
Og så gav han sig til at udpege mulige inkarnationer af Antikrist.
Ved tidligere foredrag har han udpeget klimaaktivisten Greta Thunberg.
Men i Paris var de første, han nævnte, den svenske filosof og professor Nick Bostrom og den amerikanske ekspert i maskinlæring Eliezer Yudkowsky.
Begge er kendt for deres skepsis over for kunstig intelligens og deres advarsler om, at en jagten på en kunstig superintelligens udgør en eksistentiel risiko for menneskeheden.
- Jeg har kendt disse mennesker i årtier. Jeg gav dem penge for tyve år siden. Hvilken fejl jeg begik, sagde Peter Thiel og tilføjede:
- Vi talte om at bygge "venlig" kunstig intelligens, men i dag er alt blevet så apokalyptisk. Det er, som om de har taget den sorte pille.