RETROGRAD FINLANDISERING

[admin]

For en lille uge siden — 17. juni — vedtog det finske parlament at ophæve deres nationale forbud mod import og opbevaring af atomvåben på finsk jord, som havde været indskrevet i finsk lov siden 1980’erne, så nu kan langtrækkende amerikanske — franske eller britiske — atommissiler opstilles langs den længste grænse i Europa mod Rusland.

Det er noget af en kolbøtte. Igennem størsteparten af mit liv var Finland kendt som Fredens Værtsnation. Det var i Helsinki, at Nixon og Brezhnev tog de første skridt mod afspænding, her Reagan og Gorbatjov fandt et fælles sprog, og her Bush og Gorbatjov i praksis afsluttede den kolde krig. Selv i det 21. århundrede fortsatte traditionen, da både Clinton og Jeltsin, og senere Trump og Putin, valgte Helsinki som mødested. Men Finlands største bidrag kom med Helsinki processen i 1975, da landet var vært for CSCE konferencen, der samlede øst og vest om fælles principper for sikkerhed, menneskerettigheder og samarbejde. En aftale, der blev et vendepunkt i den kolde krig og et af de mest varige diplomatiske projekter i Europas nyere historie.

Men altså ikke varig nok, for Finland er nu blevet et lavpunkt i den nye kolde krig. Så hvad skete? Jo, en kolbøtte af den størrelse kan kun skyldes dybe indre spændinger, og Finland har måttet holde sammen på dybe social-tektoniske kræfter siden hedenold. Det er en spændende og lærerig historie, hvis man er interesseret i politisk psykologi og ikke kender den. Jo, jo, den er selvfølgelig alt for lang for de fleste, men nu havde jeg lige brug for at fortælle den.

Vildmarken med de store skove og mange søer, beboet af myg og hedenske stammer, der ikke engang talte indoeuropæisk som os andre, men et svært og kasusinficeret ursprog fra Ural, måtte selvfølgelig til sidst lokke naboerne med sine naturværdier og sin arbejdskraft — russerne fra Novgorod mod øst og svenskerne fra Svealand mod vest.

Svenskerne var hurtigst ude og tog langt den største del. Så efter, at svenske korsriddere i 1200-tallet havde kristnet de finske stammer, blev Østerland en svensk provins med en jordejende svensk adel, svenske præster og finske bønder og skovarbejdere. Og sådan gik der 600 gode år. Jo, jo. Alt i alt, selv om der selvfølgelig også var et finsk bondeoprør mod den svenske adel i ny og næ som det store i Österbotten/ Pohjanmaa. Men den slags hører til.

Så blev det russernes tur, besejrede Sverige i Napoleonskrigene i 1809 og gjorde Finland til et autonomt storfyrstedømme under den russiske Tsar. Stadig med en jordejende svensktalende adel og en finsktalende almue. Men også med egne love og egen administration, og da der også var frihed til en sproglig, kulturel og national vækkelse i tidens ånd, blev kimen her lagt til den senere selvstændige finske nation.

Selvstændigheden blev udråbt 7. december 1917 efter at Tsarriget var brudt sammen under vægten af 1. verdenskrig, og det russiske imperium efter to folkelige revolutioner samme år var gået i mere eller mindre opløsning. Da national selvstændighed — ved siden af kravet om fred og brød — var et vigtigt programpunkt for Lenin og bolsjevikkerne, anerkendte den røde revolutionsregering i Petrograd som de første i verden 31. december den finske selvstændighed.

Men bag idyllen har en og anden i den røde lejr måske tænkt – fanden tage de russiske advokat-ledere og deres principrytteri! — for under den lykkelige begivenhed rasede et historisk drama af dimensioner.

Den borgerkrig, som den russiske revolution i 1917 udløste mellem de røde og de hvide, mellem den bonde- og arbejderklasse, der ønskede socialisme, og den gamle elite, der ønskede det gamle klassesamfund opretholdt, udspillede sig også i Tsarrigets tidligere provinser. I Finland, hvor striden stod mellem en svensktalende elite i spidsen for de hvide og en finsktalende arbejder- og husmandsbefolkning i spidsen for de røde, blev uafhængighedserklæringen i december i praksis borgerkrigens første slag.

Om de røde havde sovet i timen eller haft travlt med at holde rådsmøder efter sovjetisk forbillede, vides ikke. I hvert fald tog senatets svensktalende formand, Pehr Evind Svinhufvud, socialdemokraterne på sengen, udnyttede et snævert flertal i rigsdagen og udråbte republikken i et borgerligt forsøg på at definere statens fremtid, før socialisterne gjorde det.

Socialdemokraterne mødte det borgerlige kup med en opstand i Helsinki og Tampere, hvorefter borgerkrigen var i gang. Den varede knap fire måneder og blev i forhold til landets størrelse en af de blodigste i det tyvende århundredes Europa. Tusindvis døde i kamp, og tusindvis blev summarisk henrettet, langt hovedparten af de hvide.

Anført af Carl Gustaf Emil Mannerheim, svensktalende godsejer og tidligere general i Tsarens hær, vandt de hvide. Men kun lige. I landdistrikterne i vest og mod nord havde Mannerheim haft god fremgang, men i de industrialiserede sydlige byer med deres store arbejderbefolkninger — Helsinki, Tampere og Turku — gik det rigtigt dårligt. Ja, de rødes fremgang ville have været ustoppelig, hvis ikke den tyske general von der Goltz var gået i land med den tyske Østersødivision på 10.000 mand og havde ordnet sagerne. Mod de veltrænede, veludrustede og krigserfarne tyske tropper havde de røde arbejdere selvfølgelig ingen chance, og da tyskerne havde taget Helsinki og ryddet grundigt op i Sydfinland, var krigen slut, hvorefter Mannerheim kunne fejres som den store nationalhelt.

Efter de rødes nederlag fulgte de hvides hævn. 80.000 blev interneret i fangelejre, hvoraf 11.000 døde, primært af sult, sygdom og forsømmelse. 75.000 blev stillet for en krigsret, 55.000 blev dømt, og en fjerdedel fik lange fængselsstraffe. 6.000 blev dømt til døden, hvoraf knap en tredjedel af dommene blev eksekveret.

Hvilke frygtelige sår må dette ikke have efterladt sig i mange finske familier, så for ikke at risikere noget, fortsatte Mannerheims stat med dens hvide administration, dens hvide domstole, dens hvide politi og dens hvide officerskorps og hær sin repression op gennem 1920’erne og 30’erne. De røde blev stramt overvåget. Militæret var klar til at knuse ethvert oprør. Kommunisterne blev forbudt. Venstreorienterede aviser blev lukket. Fagforeningsledere blev arresteret. Og samtidig tillod man, at en fascistisk massebevægelse fra landdistrikterne i vest og syd marcherede bevæbnet rundt, angreb venstreorienterede møder og kidnappede og truede med at dræbe socialdemokratiske ledere.

Hvad en god, rød socialdemokrat egentlig skulle have gjort i denne situation, er ikke lige til at sige. Men i et forsøg på igen at blive accepteret som ’rigtige finner’ og komme med i samfundet igen, og ikke længere blive opfattet som landsforrædere og femte kolonne, valgte socialdemokraternes flertal at slå en kolbøtte.

Indadtil fortrængte de hele den sørgelige historie — glem alt, det var i går, nu er i dag og det gælder om at se fremad. Udadtil blev de de mest systembevarende og mest antikommunistiske af alle.

Formentlig har de overbevist sig selv, men hvis andre forblev mistroiske, rakte Stalin de nødstedte socialdemokrater en hjælpende hånd til at bevise deres patriotisme.

Med henvisning til forsvaret af Leningrad bad Stalin Finland om nogle grænseændringer i Karelen og leje af nogle øer i Den finske Bugt. Den finsktalende chefforhandler Juho Paasikivi mente, at man for at undgå krig skulle acceptere, men Mannerheim sagde som hærens øverstkommanderende nej i tillid til, at udlandet ville komme Finland til hjælp, og så brød krigen ud.

Den startede godt for de blå-hvide farver og de finske skitropper og snigskytter påførte de inkompetente russiske styrker katastrofalt store tab. Men da Stalin havde fyret overkommandoen og skruet bissen på, og udlandets hjælp udeblev, måtte finnerne selvfølgelig til sidst tabe til overmagten.
Vinterkrigen havde trods alt flere heldige konsekvenser. Finnerne opnåede en heltestatus, som de ikke siden har mistet. Hitler blev overbevist om, at den røde hær var en papirtiger, og kastede sig derfor to år efter uforsigtigt ind i et felttog mod øst, som han i bagklogskabens lys var dømt til at tabe. Og socialdemokraterne blev taget til nåde igen på grund af deres heltemodige deltagelse i den fælles kamp mod det kommunistiske monster.
Men selvfølgelig skulle nogen overgøre det. Blandt de konservative nationalromantikere og højrefløjen, hos fascisterne og i hæren havde der i mange år været en drøm om et Storfinland, hvis grænser strakte sig langt ind i den russiske del af Karelen, ja, helt frem til Arkhangelsk og Onega.
Og sørme om der ikke efter Vinterkrigen bød sig en chance. ikke kun for revanche, men også for drømmens opfyldelse. Hvis man altså bare kunne komme med på den sejrrige tyske krigsmaskine. Mannerheim og den finske regering indgik derfor en hemmelig aftale med Hitler, den tyske og finske generalstab koordinerede deres planer, Værnemagtens tropper fik i al stilhed fri transit gennem Finland til Nordnorge, og Luftwaffe oprettede luftbaser i både Lapland og mod syd. Da de tyske fly fra de finske baser så angreb Sovjetunionen den 22. juni 1941 om morgenen, var det selvfølgelig ikke så hemmeligt længere, og Finland var kommet i krig igen.

Fortsættelseskrigen, som den kaldes, gik rigtigt godt til at begynde med, men til sidst selvfølgelig ikke. Så da det i 1944 var tydeligt, at Tyskland ville tabe, skiftede Mannerheim side, indgik en formel våbenhvile med Sovjetunionen og lovede at afvæbne og udvise de tyske tropper i landet, hvilket disse naturligvis ikke tog særligt pænt. Under deres tilbagetrækning mod nord til Nordnorge brændte forbitrede tyske tropper hele Nordkalotten af med katastrofale følger for både den finske og norske civilbefolkning.

Tiden var nu kommet til, at chefforhandler Paasikivi igen kom på banen. I forhandlingerne blev han forkæmper for den fredslinje med Sovjetunionen, som den unge finsktalende embedsmand Urho Kekkonen længe havde argumenteret for. Og da Sovjet ikke forlangte meget andet af finnerne end, at man skulle være gode venner, og at Finland skulle forblive neutralt — udover selvfølgelig krigsskadeserstatning og nogle territoriale afståelser — blev man hurtigt enige.

Fredslinjens sejr i Finland blev bekræftet, da Paasikivi blev valgt til præsident i 1946, og genbekræftet, da Kekkonen efterfulgte ham i 1956 og forblev på posten til 1981 som den længst siddende præsident i finsk historie.

Hvem skulle have vidst, men perioden med ’Finlandisering’, som neutraliteten blev kaldt, blev for Finland de gode år. Det mere eller mindre påtvungne venskab med russerne gav Finland en platform som fredsmægler mellem øst og vest og gjorde landet til Fredens Værtsnation. Med Helsinkiaftalerne fra 1975 som højdepunkt — anerkendelse af Europas grænser, ikke-indblanding i andre staters indre anliggender, menneskerettigheder, øget handel mellem Øst og Vest, kontakt mellem borgere på tværs af blokke — voksede landets internationale anseelse til enorme højder. Men det var ikke kun diplomatiet, der bragte landet international prestige.

Krigsskadeserstatningerne tvang det lille skovbrugsland til massivt at industrialisere og pludselig — ohøj! — stod man med et økonomisk mirakel drevet af stærk eksportvækst og samhandel med både øst og vest. En tung industrisektor med både skibe, maskiner og papir blev opbygget. Med støtte til telekommunikation og elektronik blev landet pludselig en højteknologisk pioner, og i mange år skulle alle i Vesten have en mobil fra Nokia. Med globale brands som Marimekko og Alvar Aalto i spidsen blev finnerne førende inden for tekstiler, kunsthåndværk, glas, keramik og møbeldesign.
Og for at sikre sig uddannet arbejdskraft til det økonomiske mirakel, gennemførte man også en stor skole- og uddannelsesreform, der lige siden har kastet resultater af sig, der til verdens misundelse har anbragt den finske skole øverst på alle parametre (PISA-miraklet).

Men hvor længe var Jeppe i Paradis? Da gassen begyndte at gå af Sovjetunionen, begyndte den også at gå af det finske mirakel, og efter Sovjetunionens dybe fald var det slut med den finske guldalder, og man måtte begynde at orientere sig til anden side.

Der var ikke meget at vælge imellem, så i 1995 var Finland blevet medlem af EU og måtte som led i det indre marked drosle ned for udenrigshandelen med Rusland, der tidligere havde været landets største handelspartner. Og da man nu havde taget skridtet, fulgte man hurtigt op som et af de første lande, der gik med i euroen, og blev et almindeligt EU-land blandt mange. Og som produkt af en særlig historisk epoke måtte selvfølgelig også det finske uddannelsesmirakel mærke forandringerne med markante fald igennem de sidste 10-15 år i læsning og matematik – men vist stadig klart bedre end det danske.

For den historie, som vi her prøver at fortælle, kommer her imidlertid det interessante. Afskeden med Rusland betød, at de historiske spændinger blev dæmpet, og mange finner endelig kunne begynde at slappe lidt af. Trods alle sine goder og dyder havde Finlandiseringen med dens venskab med de røde russere dårligt været til at bære for de svensktalende hvides efterfølgere. Trods et halvt århundredes voksende rigdom måtte de bide tænderne sammen for at holde et så unaturlige forhold ud. Men paradoksalt nok var det næsten værre for de finsktalende rødes efterfølgere. De burde, men kunne ikke kunne glæde sig over Finlandiseringens mange goder og stigende velfærd af lutter angst for igen at blive slået i hartkorn med de kommunister, som deres forfædre havde måtte afsværge efter borgerkrigen for at blive accepteret tilbage i det finske folk. Ikke sådan at forstå, at folk var fuldt bevidst om disse sagsforhold, de mærkede for det meste kun spændingerne, eller måske kun den lettelse, de følte, da spændingerne blevet lettet.

I så fald var det et kæmpe terapeutisk skridt fremad, da den socialdemokratiske statsminister Sanna Marin — også kendt som the dancing queen — i 2023 kunne melde Finland ind i NATO. Og det måtte nødvendigvis være en socialdemokrat, der tog det delikate skridt, så man kunne se, at alle var enige, og ingen ubehagelige vibes fra borgerkrigstiden blev genaktiveret.

Pyha, nu var alt og alle ligesom kommet på plads, og med Cai Göran Stubb som præsident gik det hele op i en højere enhed. Ikke alene var Stubb en ægte sportsmand, der som professionel golfspiller vandt Donald Trumps venskab og øre, han havde også taget hele turen fra sin families røde, finsktalende område op gennem storbyens mellemklasse til en toppost i Den europæiske Investeringsbank for til sidst at blive Finlands første folkevalgte svensktalende præsident. Snart var han også Europas uformelle talsmand i internationale spørgsmål om NATO og krigen i Ukraine, og havde EU haft en folkevalgt præsident og ikke en udpeget, havde den høje og flotte Stubb formentlig været en sikker vinder.

Og selv om de gode tider fra fredsstaten med Helsinkiaftaler, Nokia, Marimekko og Alvar Aalto var forbi, så forsikrer ChatGPT, at det er ”en ny type storhed”, som Stubb præsiderer over. AI’en skriver: ”Hvor Finlandiseringen gav Finland økonomisk vækst, industri, prestige og neutralitet, er Finland i dag et højteknologisk sikkerheds- og kompetencesamfund, der spiller en nøglerolle i NATO’s nordlige struktur og fungerer som Europas mest troværdige frontlinjestat mod Rusland.”

Om man så kan lære andet af den historie end, at det hele er svenskernes skyld, må man afgøre med sig selv.