af Karsten Kølliker - link virker kun, hvis du er logget ind på FB
Hvor tæt er USA på en statsbankerot? 9. del
- eller Collusion, den systematiserede korruption, 4. del
Det er vist mere end et halvt år siden, at jeg har kommenteret på de økonomiske/ finansielle udviklingslinjer/ omstændigheder. Årsagen er den enkle, at vi efter min opfattelse er trådt ind i en tilstand af totalt bedrag. At de vestlige finanssystemer og økonomier hænger frit svævende i luften, og er ikke opretholdt af andet en folks loyalitet overfor de vanemæssige forestillinger. Selv når disse vanemæssige forestillinger viser tydelige tegn på at være fundamentalt usammenhængende.
Således føler jeg mig heller ikke kaldet til nu at kommentere på, hvordan ubalancerne bare fortsætter deres eksponentielle trends, og hvordan nationaløkonomierne er trådt ind i stadigt stærkere sammentrækninger samtidig med, at inflationen er brudt ud af de vanemæssige forestillingers fangenskab, og nu er ved at blive en kæmpe udfordring for praktisk talt alle klodens centralbanker og finansministerier.
Dette opslag er i stedet en gennemgang af en højst bemærkelsesværdig artikel i Financial Times ”NatWest pleads guilty to US charges over spoofing Treasury markets”, som i mine øjne tjener til at understøtte min dybt alternative forståelse af de globale økonomiske omstændigheder generelt og specielt USA’s økonomiske omstændigheder. Denne dybt alternative forståelse går som følger:
Sejren i den kolde krig tilbage i slut firserne/ start halvfemserne steg amerikanerne så meget til hovedet, at de troede at de fra nu af og mindst et århundrede frem ville være den eneste supermagt på kloden. Således begyndte amerikanerne at operere ud fra, at den amerikanske økonomi var fuldkommen integreret med den globale økonomi. Dette var selvfølgelig stærkt understøttet af dollarens status som valutaen for international handel samt Washington Consensus-kriterierne, som pålagde alle lande at acceptere kapitalens frie bevægelighed.
Således var scenen sat til den massive udflytning af amerikanske arbejdspladser til Kina og andre udviklingslande, for de amerikanske industri- og finansmagnater kunne altid sikre sig, at merværdien/ profitterne altid landede hos dem. Med USA’s suveræne kontrol over international handel og finans var der samtidig intet, der forhindrede USA i at bruge deres valuta som et kreditkort overfor resten af verden. Så oveni alle de arbejdsfri gevinster, der flød ind fra alle egne af kloden, var der en evigt voksende arbejdsfri pengeskabelse i det amerikanske samfund, og således oplevede stort set hele det amerikanske samfund velstandsstigninger, dog således at velstandsstigningerne i de allerøverste samfundssegmenter var uforholdsmæssigt meget større end i middelklassen og de lavere socialklasser.
Med finanskrisen i 2007-2008 sker der så et sammenbrud i det finansielle maskineri, hvor den arbejdsfri pengeskabelse pludselig bliver alvorligt svækket. Samtidig er der over det forudgående tiår sket to meget markante geopolitiske skred, hvor dels Kina er vokset til et økonomisk powerhouse, dels har Rusland rejst sig af asken, og er igen en politisk og geostrategisk magtfaktor. Så bare 10-15 år efter at den amerikanske elite så frem mod et århundrede under global amerikansk dominans, er der pludselig opstået to magter, som allerede har opnået en pondus, så de ikke længere lader sig tryne. Og dette afslører så USA’s enorme og enormt skødesløse fejlkalkulationer. Hvis ikke USA suverænt kan præsidere over den globale økonomi, så er der ikke længere nogen garantier for, at USA kan trække alle de arbejdsfri gevinster hjem til sig, og fordi så store dele af den amerikanske produktionsbase allerede var udflyttet, fremstod USA pludselig meget svækket.
Således så vi der i efterspillet på finanskrisen i 2008 et politisk radikalt forandret USA. Man var lige med ét blevet klar over, hvor ryggesløs og uigennemtænkt den forudgående politik havde været, og nu forsøgte man så med alle midler, altså ALLE midler, at hævde sin førerstilling. Det er her at USA skifter fra at være ’the boss’ til at være ’the bully’. Nu begyndte de aggressive attituder overfor kineserne og forsøgene på at holde Kina nede samt forsøgene på at holde Kina i en underordnet position gennem asymmetriske handelsaftaler og aggressive valutapolitikker. Og sideløbende hermed startede de aggressive attituder overfor Rusland, og forsøgene på at holde Rusland nede og i en underordnet position gennem smædekampagner, økonomiske sanktioner samt Nato’s aggressive ekspansion mod øst.
Men uanset USA’s poseren som overhunden, så var USA’s økonomiske fundament allerede så svækket, at nationen i realiteten var bankerot. Og alle de fuldkommen uforholdsmæssige omkostninger til militæret og efterretningstjenesterne og alle underhåndsoperationer lagde jo bare yderligere belastninger på det amerikanske statsbudget, så hvordan fik man overhovedet alt dette til at hænge sammen? Ja, det er her at min dybt alternative forståelse kommer ind, for min påstand er, at det var gennem finansiel svindel i en imperial skala, at man fik tingene til at hænge sammen.
I hvert fald på overfladen, så man kunne få folks vanemæssige forestillinger til at understøtte forestillingerne om USA’s førerstilling. Min påstand er, at USA siden Finanskrisen (og formentlig også før bare i meget mindre omfang) har snydt med dollarforsyningen fra den amerikanske centralbank, og at der således er blevet trykt mange flere dollars end de officielle nationalregnskabstal viser. Og alle disse sorte dollars er blevet brugt til alle de mange underhåndsoperationer.
Men bare på officielt nationalregnskabsniveau var man voldsomt udfordrede på at få tingene til at se nogenlunde tilforladelige ud. Med USA’s store ubalancer i handlen med omverdenen, og USA’s militærudgifter og alle mulige ambitiøse planer samt alle deres sociale udgifter, har der i alle årene været massive underskud på statsbudgettet, hvilket selvfølgelig har tvunget det amerikanske finansministerium til konstant at udbyde store mængder af statsobligationer til at finansiere disse underskud. Og som det efterhånden begyndte at dæmre for verdenssamfundet, at USA i virkeligheden var en meget svækket nation, ikke bare økonomisk, men også moralsk og socialt, så begyndte en ulyst til at købe amerikanske statsobligationer at brede sig i verdenssamfundet. Hvis disse obligationsmarkeder så havde fået lov til bare at følge markedsvilkår, ville renterne på amerikanske statsobligationer været steget markant, og med de uforholdsmæssigt store mængder af eksisterende udlandsgæld og de uforholdsmæssigt store fortsatte finansieringsbehov, så havde USA’s statsbankerot allerede for længst indfundet sig.
Så hvad skete der i stedet? Ja, her går min påstand videre og hævder, at det amerikanske finansministerium påbegyndte omfattende programmer til manipulation af deres obligations- og aktiemarkeder. Og redskabet her til var de finansielle derivater i form af futures, options og swaps, der, som jeg holder af at minde om, meget påfaldende er undtagede nogen former for myndighedsmæssigt opsyn. Min påstand er, at enorme mængder sorte dollars er flydt til private storbanker i andre lande som Japan, Storbritannien/ City of London, Belgien, Irland, Cayman Islands, og er der blevet spillet ind som en ”organisk” interesse for at købe amerikanske statsobligationer.
Og videre, at disse udsalg af amerikanske statsobligationer er blevet nøje overvågede, og så snart de resulterende renter begyndte at stige til en bestemt lav men ikke desto mindre kritisk rentesats, så blev omfattende operationer sat i værk for at forhindre, at denne rentesats blev overskredet. Og ved hjælp af disse markedsmanipulationer af et svimlende omfang, er det altså lykkedes at opretholde et billede af USA’s relative økonomiske styrke og robusthed, hvilket igen har understøttet forestillingerne om USA’s fortsatte førerstilling i verden.
Det er på denne baggrund, at ovennævnte Financial Times artikel fremstår så bemærkelsesværdig (links i kommentartråden). Tager vi titlen først “NatWest pleads guilty to US charges over spoofing Treasury markets”, hvad betyder ’spoofing’? Ja, ’spoofing’ er en af de hyppigst anvendte metoder til markedsmanipulationer. Måden man spoof’er er ved at lægge en meget stor ordre ind på nogle givne værdipapirer, her statsobligationer, på et meget kritisk tidspunkt i forhold til markedets daglige rytme, hvorved denne store ordre presser prisen på det pågældende værdipapir op (ved købsordre) eller ned (ved salgsordre), og dette prisudsving sætter pludselig en trend, som andre børshandlere bider på, og således får man skabt den ønskede manipulation af trendsene i markedet.
Havde man så i virkeligheden den enorme formue, der skulle til for at lægge den meget store ordre ind og viljen til at gennemføre handlen, så var der intet ulovligt eller manipulerende ved det. Men tricket med ’spoofing’ er så, at man tilbagekalder sin store ordre umiddelbart inden den bliver effektueret, men kender man markedsadfærden tilstrækkelig godt, så kan man have held til at iværksætte en så stærk trend, at selv det at man selv tilbagekalder sin store ordre, ikke vil få trenden til at tabe momentum. Mulighederne for at iværksætte sådanne trends skal samtidig ses i sammenhæng med den store udbredelse af robothandler på børserne, som er vundet stærkt frem over de seneste 15 år, og som i dag udgør langt hovedparten af handlerne. Når vi taler om at kende markedsadfærden tilstrækkelig godt, så taler vi i virkeligheden om at kende børsrobotternes adfærd tilstrækkelig godt, og her er der jo nogen der kender denne adfærd rigtig godt, for det er dem der har programmeret den.
Markedsmanipulationer vha. ’spoofing’ er ulovlige (og det er her at Saxo Bank har været under efterforskning for ’spoofing’ af sølvmarkederne), og det er selvfølgelig også derfor at NatWest-banken blev idømt at betale en bøde. Af en komplet latterlig lille størrelsesorden. Og hvad var det lige børshandlerne hos NatWest spoof’ede? Ja, det var søreme amerikanske statsobligationer, og det er altså vildt.
Artiklen siger intet om omfanget af de pågældende spoof-handler, og således kan vi kun gætte om, hvilke størrelser vi taler om. Det amerikanske obligationsmarked er det ubetinget største værdipapirmarked overhovedet, og der omsættes dagligt for i størrelsesordenen 600 mia. dollars. Hvis man således vil spoof’e det amerikanske obligationsmarked, hvor stor er så en ”meget stor ordre”? Jeg kan ikke se det anderledes end, at vi må tale om en ordre på i hvert fald et tocifret milliardbeløb.
Artiklen siger heller ikke noget om i hvilken retning spoof’en gik, men indenfor rammerne af min dybt alternative forståelse af den amerikanske økonomi, så taler vi ikke bare om nogle få brodne kar på NatWest’s ’trading floor’, vi taler om en kæmpemæssig koordineret indsats for at understøtte den amerikanske dollar og de vestlige finansinstitutioner. Min påstand er, at NatWest gennemførte disse ’spoof-trades’ på vegne af det amerikanske finansministerium. Og min påstand er, at omfanget i realiteten er enormt meget større end artiklen giver indtryk af. Og det er ikke bare NatWest, men et sted mellem 20 og 50 storbanker fordelt ud over hele kloden, som indgår i denne koordinerede operation.
Men hvis alt dette vitterlig skulle være koordineret på de allerhøjeste niveauer, hvorfor kommer det så overhovedet til retssager og domme? Hvorfor bliver der ikke bare effektivt lagt låg på? Ja, der vil jeg hævde, at det er nøjagtig hvad der gør, altså bliver lagt låg på. Som det fremgår af artiklen, er der i den konkrete sag tale om ”a market participant lamenting trading activity”, som altså havde held til at rejse sigtelse mod NatWest og vinde sagen. Som i alle sager mod storbankerne i kølvandet på Finanskrisen, taler vi her om et civilt søgsmål, hvorved alle navne i sagen kan holdes hemmelige, og der kan indgås vilkårlige aftale om kompensation af de skadeforvoldte, og således kan sagens reelle substans holdes skjult for offentligheden.
Og er det ikke et fuldkommen komisk sprog, der bliver anvendt her? ”A market participant lamenting trading activity”, for helvede, vi taler om en eller anden forholdsvis stor finansiel spiller, der formentlig har tabt millioner af dollars som følge af NatWest’s ’spoof-trades’, og hvor pågældende forholdsvis store finansielle spiller havde den fornødne viden og snarrådighed til at indsamle beviser mens spoofing’en blev udført, og således har en så stærk sag mod NatWest, at de var nødt til at falde til patten og indrømme skyld og formentlig yde en særdeles lukrativ erstatning.
Men hvad med alle de andre, der også mistede millioner af dollars på deres handler over de samme dage? Bliver de også kompenserede? Og er det ikke påfaldende, at ulovlighederne daterer sig så langt tilbage som til perioden mellem 2008 og 2014. Hvad jeg tænker om dette er, at det er et vidnesbyrd om, hvor langt man skal være parat til at kæmpe, når man er oppe imod de finansielle giganter. Siger vi at sigtelsen er fremsat i 2014, har det formentlig været 7 års langt sejt træk at komme hertil, og at netop udmattelse er et af de midler storbankerne (og storkoncernerne) benytter for at vinde over deres modparter. Ved ikke at gennemføre regulære retssager mod storbankerne i kølvandet på Finanskrisen, er der i en vis forstand sket det værst tænkelige: I stedet for at retskaffenheden trænger ind og rydder op i bankernes tvivlsomme operationer, er det modsatte sket, og korruptionen indenfor bankverdenen brudt ud og har korrumperet vores retshævdelse.
Igen, med udgangspunkt i min dybt alternative forståelse af den amerikanske økonomi, hvor altså der består en konspiration imellem det amerikanske finansministerium og en række af de allerstørste multinationale banker med henblik på at understøtte det angloamerikanske finansimperium, så fremstår denne Financial Times-artikel i særklasse hyklerisk. Udover at lægge den sædvanlige vinkling om at det var nogle få brodne kar indenfor NatWest’s medarbejderstab, der handlede helt på egen hånd, så skal man også læse, at det amerikanske justitsministerium “[is] living up to [its] commitments to hold corporations accountable”. Og hvor mange bankfolk var det lige, der kom i fængsel i kølvandet på Finanskrisen? 20? Eller var det 30?
Udover en afsluttende stikpille til Deutsche Bank afrunder artiklen med konstateringen, at NatWest (som i virkeligheden bare er et nyt navn for den skandaleombruste RBS eller Royal Bank of Scotland) i realiteten siden Finanskrisen har været ejet af den britiske stat. Er det så et knusende argument imod min hypotese om en kæmpemæssig koordineret indsats for at understøtte den amerikanske dollar og de vestlige finansinstitutioner? Slet ikke. Snarere tværtimod. Efter min opfattelse.
https://www.ft.com/content/29b25a13-da4 ... b1a17707bd
Eller artiklen i pdf-udgave, såfremt Financial Times kun har den oppe i kort tid.. https://app.box.com/s/ekoxbd4v6zgrhenep0ab4jtveilbw90y