af Karsten Kølliker - link virker kun, hvis du er logget ind på FB
Hvor tæt er USA på en statsbankerot? – 3. del
Hver dag bliver der på de globale valutamarkeder handlet for i størrelsesordenen 5 billioner dollars. Okay, det er et stort tal, faktisk er tallet så stort at det er svært at begribe, men så tænker vi lægfolk velsagtens, at der må også være behov for store mængder af valutaudvekslinger til at understøtte handlen i den globaliserede verden vi lever i. Det mærkelige er bare, at værdien af den globale årlige handel med varer og ydelser er i størrelsesordenen 20 billioner dollars. Altså bliver der hver eneste dag købt og solgt valutaer svarende til en fjerdedel af værdien af den samlede årlige globale handel. Vi er helt åbenlyst milevidt forbi spørgsmålet om bare at facilitere den konkrete globale handel med varer og ydelser.
Hver dag bliver der på det amerikanske interbank-lånemarked handlet værdipapirer for i størrelsesordenen 1 billion dollars, dvs. at banker og kapitalfonde, som i deres daglige operationer står og mangler kontantreserver, sælger værdipapirer svarende til samlet omtrent 1 billion dollars for så at købe de samme værdipapirer tilbage igen den næste dag.
Lyder rimeligt gakket, men hvad forstår vi lægfolk os på, hvordan moderne banker drives. Vi ved at der passere nogle astronomiske pengebeløb igennem bankerne, så hvorfor skulle det amerikanske interbank-lånemarked ikke omsætte for 1 billion dollars dagligt? Det mærkelige er bare, at årsregnskaberne for de amerikanske banker viser en samlet balance på i størrelsesordenen 15 billioner dollars.
Altså bliver der hver eneste dag købt og solgt værdipapirer svarende til en femtendedel af den amerikanske banksektors samlede aktiver, hvilket bliver desto mere mærkeligt når man tænker på, at disse værdipapirer har løbetider på 1, 2, 5, 10 år. Man tror en obligation handler om et lån der ydes, som så giver en form for afkast over lånets løbetid, men samme obligation kan altså samtidig blive handlet på børserne hundredevis måske tusindvis af gange indenfor lånets løbetid.
Så hvad fanden er det der foregår? Det vil jeg godt prøve at give et bud på, og det handler om den globale dollar-finansiering af både stater og multinationale selskaber. Stater med en lav kreditværdighed har meget vanskeligt ved få finansieret underskud på deres statsbudgetter, og her er lån optagede i dollars ofte den sidste mulighed, så der er en stor efterspørgsel efter dollar-lån fra den kant. Og som bekendt kører den amerikanske stat også med massive underskud på sit statsbudget, så også fra den kant er der en stor efterspørgsel efter dollar-lån.
Derudover er der mængder af koncerner af internationalt format, herunder mange kinesiske, som har finansieret og fortsat løbende finansierer deres operationer gennem lån optagede i dollars, så også fra denne kant er der en massiv efterspørgsel efter dollar-lån, og det gode spørgsmål er, hvem eller hvad leverer al denne dollar-finansiering.
Siden ophævelsen af den amerikanske dollars forankring i værdien af guld har den amerikanske stat været i stand til at køre med store underskud på statsbudgettet gennem at føre en meget ekspansiv pengepolitik, dvs. store mængder af nye dollars blev konstant pumpet ud i det amerikanske samfund og dermed i verdenssamfundet, og derved bliver en del af den efterspurgte dollar-finansiering tilvejebragt. Men denne officielle dollar-finansiering er bare en brøkdel af den samlede dollar-finansiering. Med ophævelsen af dollarens forankring i guld blev de globale storbanker samtidig sat fri til at skabe dollars ud af ingenting ved simpelthen bare at dele dollar-lån ud til højre og til venstre. Og så længe dette voldsomt ekspansive globale pengesystem fortsat ekspanderede, fremstod systemet som forholdsvist stabilt og konsistent, men hvad finanskrisen i 2008 afslørede var, at systemet var alt andet end stabilt og konsistent.
Hvad vi havde i årene efter finanskrisen var altså en global finanssektor og en global erhvervssektor og finansministerier kloden rundt, som alle havde vænnet sig til en nærmest endeløs adgang til kredit. Så hvad sker der, når de hidtidige mekanismer til at tilvejebringe kredit mere eller mindre bryder sammen? Ja, enten bryder økonomierne sammen i forlængelse af sammenbruddet af kreditmekanismerne, eller også må der opfindes nye måder at tilvejebringe den flod af dollar-finansiering, som de hidtidige mekanismer tilvejebragte.
Efter min opfattelse er det i det lys vi skal forstå de ekstremt store omsætninger på hhv. valutamarkederne og interbank-lånemarkederne. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forstå de nærmest afsindige størrelsesordener af disse markeder, hvis ikke de drejer sig om, hvordan handlerne på disse markeder på højst finurlige eller suspekte måder er blevet omskabt til kilder for dollar-finansiering.
Hvordan et marked, som angiveligt drejer sig om handel med en begrænset mængde af papirer eller varer/ydelser, kan omformes til at blive et led i den globale pengeforsyning, tager formentlig sit afsæt i de særligt avancerede og abstrakte typer finansielle papirer kaldet de finansielle derivater. Disse papirer har i sig selv ikke pant i noget der er funderet i realøkonomien, men er kun bundet til forhold i realøkonomien ved at referere til respektive specifikke forhold i realøkonomien. Man kan således med en futures-kontrakt lave en aftale om at gennemføre en bestemt handel til en bestemt pris på et bestemt tidspunkt ude i fremtiden.
Med en option-kontrakt kan man tilkøbe sig muligheden for gennemføre en bestemt handel til en bestemt pris på et bestemt tidspunkt ude i fremtiden. Og med en swap-kontrakt kan man lave en gardering imod eller en satsning på, hvordan forskellige rentesatser eller valutaer udvikler sig i forhold til hinanden og dermed være heldig at nedbringe fx sine omkostninger på et givet lån, men ved den samme satsning kan man selvfølgelig også være uheldig at komme til at skulle betale meget mere i omkostninger på samme lån. Det er her at et spørgsmål om asymmetrien i adgangen til informationer kommer ind, for i praksis har det vist sig, at det altid er storbankerne der trækker det lange strå i disse swap-kontrakter.
Disse finansielle derivater er særdeles problematiske i mange henseender, blandt andet ved det at de (utroligt nok) er undtagede nogen former for myndighedsmæssigt opsyn, og derfor er der ingen officielle statistikker for omfanget af disse derivathandler, men det kan med stor sikkerhed siges, at omfanget er vokset til astronomiske størrelser. Men de er også problematiske ved at de nuværende markeder ikke er i stand til at skelne, om et givet udbud eller en given efterspørgsel efter en valuta eller en vare hidrører fra realøkonomien eller om den hidrører fra de helt anderledes abstrakte derivatkontrakter.
Således kan f.eks. store mængder guld eller sølv blive sat til salg på markederne, hvorved priserne på guld eller sølv falder, men i realiteten er der ingen der har haft noget fysisk guld eller sølv at sælge for udbuddet kom alene fra salgene af en stor mængde guld- eller sølvderivatkontrakter. Og på samme måde kan der være en stor efterspørgsel efter f.eks. tyrkiske lira, hvorved værdien af liraen stiger, men i realiteten er der ingen der står med et konkret behov for at købe lira for efterspørgslen kom nærmest udelukkende fra købene af store mængder lira-swaps.
På disse måder har de globale markeder udviklet til at være noget helt andet end de var førhen, og i denne abstrakte finansielle halvverden forekommer der kun at være et lille skridt til, at disse markeder kan vendes rundt og benyttes til at skabe ny pengeforsyning. Altså at abstraktionen ikke er til at skelne fra realiteterne, og en abstrakt ny pengeforsyning er derfor heller ikke til at skelne fra en reel ny pengeforsyning. Jeg ved ikke hvordan de i givet fald gør det, storbankerne eller centralbankerne eller begge i ledtog, men det er en afgjort sag, at de hidtidige meget ekspansive globale kreditmekanismer brød sammen i 2007-2008, og siden vi endnu ikke har oplevet et afledt sammenbrud af de globale økonomier, så må der være andre kreditmekanismer der er trådt i stedet.
Og bare på basis af de afsindige størrelsesordener af hhv. valutamarkederne og interbank-lånemarkederne, så er der gode grunde til at søge efter de nye aktive kreditmekanismer på disse områder. Og med sine enorme finansieringsbehov er der gode grunde til at antage, at den amerikanske administration har været den drivende kraft i udviklingen af disse nye kreditmekanismer.
Men disse nye kreditmekanismer har givetvis en stor svaghed ved deres ekstremt høje abstraktionsniveauer. Tingene kan blive så abstrakte, at de mister deres forbindelse til realiteterne, og i samme øjeblik det sker, forvandles abstraktionen til en regulær illusion. Og her forekommer de amerikanske statsobligationer at have udfyldt en helt central rolle, som selve forankringen til realiteterne for alle de enorme mængder abstrakte svindelnumre.
Så da den reelt fallerede karakter af den amerikanske stat gradvist er gået op for verdenssamfundet over de forløbne 10 år, er selv de amerikanske statsobligationer kommet til at fremstå som abstraktioner, og mange landes centralbanker og andre store aktører har derfor valgt at skille sig af med hovedparten af disse papirer.
Og her var mange af disse aktører formentlig indstillede på at tage nogle pænt store kurstab på måske 10-20 pct. mod således at få inddrevet 80-90 pct. af lånet overfor at se frem til en amerikanske statsbankerot og acceptere at se sine fordringer nedskrevet til ingenting eller 10-20-30 pct. af deres oprindelige værdi. Men her bliver den amerikanske centralbank så fanget i nødvendigheden af at skulle opretholde tilliden til disse statsobligationer, og var derfor nødt til at finde købere til disse papirer til de gældende priser, uanset hvor mange der end blev og bliver solgt, hvilket har lagt (et enormt) yderligere pres på finansieringsbehovene.
I 3. kvartal af 2018 forekommer dollar-forsyningen via operationerne på valutamarkederne at undergå en form for skred for efterfølgende at blive stærkt beskårede, og den amerikanske administrations dollar-finansiering forekommer at skifte til et større fokus på at få afsat statsobligationerne internt formentlig kombineret med maksimal gearing lagt ovenpå disse statsobligationer samt til diverse stråmands-udenlandske opkøbere i form af Irland, Belgien, City of London samt Cayman Islands.
Disse gearinger forekommer samtidig at være blevet så risikobehæftede, at det ikke længere er storbankerne selv der tegner sig for dem, men i stedet har udliciteret disse operationer til nogle associerede kapitalfonde. Og det er disse kreditmekanismer, der forekommer at have nået et niveau af overbelastning ved den nu på tredje måned aktuelle likviditetskrise på det amerikanske interbank-lånemarked. Den amerikanske centralbank annoncerede i torsdags, at den vil stille en rekordstor mængde på 500 mia. dollars til rådighed for den amerikanske finanssektor, så den (forhåbentligt) kan klare sig igennem det særlige pres på likviditeten, der erfaringsmæssigt er henover årsskiftet.
Men det er jo ikke bare den amerikanske finanssektor, der er under pres. Som sagt er det en global finanssektor og en global erhvervssektor og finansministerier kloden rundt, som alle igennem årtier har vænnet sig til let adgang til kreditter, og hvis ikke den amerikanske administration (som hidtil) understøtter den globale finanssektor, hvilke institutioner gør så? Nok ikke nogen. I hvert fald ikke i første omgang. Så efter al sandsynlighed er vi på vej ind i en særdeles stormfuld periode på de finansielle markeder.
I virkeligheden spiller alt dette ind i fortællingen om USA’s implosion som imperium, og den (smertelige) genfindelse af sig selv som en nation blandt mange andre nationer. Trump’s slogan om ”America First” er jo, når det kommer til stykket, ikke et up-beat og sejrrigt slogan men snarere et defaitistisk og realistisk slogan. Når nu USA i årtierne efter 2. Verdenskrig var supermagten, der overså indstiftelsen af globale politiske institutioner og aftaler, og på mange indgav stabilitet til de disse globale systemer, så har de seneste 25 år som unipolær supermagt ført til så radikale grader af hovmod og korruption, både indenrigs- og udenrigspolitisk, at vi nærmest taler om en stjerne, der gennemlever en supernova-blow-out, og derpå synker sammen til en sort eller en hvid dværg.
USA har på ingen måder længere overskuddet til at sætte dagsordenen i verden, og ”America First” er udtryk for at tingene halter så meget både hjemme og ude, at den unipolære epoke helt åbenlyst er forbi. Et lignende ræsonnement kan føres for Brexit-forløbet i Storbritannien. Og således er det angloamerikanske finansielle overherredømme formentlig ved at træde ind i sin dødskamp, og her vil Danmarks tætte forbrødring med det angloamerikanske overherredømme betyde, at denne dødskamp vil ramme os omtrent lige så hårdt. Det gode spørgsmål er, om vi vil have åndsnærværelsen til at bringe vores samfund og vores kultur igennem denne meget dybe krise.