af Karsten Kølliker - link virker kun, hvis du er logget ind på FB
Deutsche Bank-affæren
Det har i årevis undret mig, at Deutsche Bank, som er udvundet af et de lande der siden 2. verdenskrig har haft den største konservatisme i bankforhold og pengesager, at denne bank skulle udvikle sig til en af de mest aggressive og risikovillige investeringsbanker. Således slog det mig som et afgørende clue, da jeg i slutningen af 2015 hørte et interview med Rob Kirby (Kirby Analytics), som talte om hvordan Deutsche Bank modvilligt og under pres fra amerikanske banker overtog Wall Street-banken Bankers Trust i september 1998. Sidstnævnte bank var på daværende tidspunkt kendt som en af de mere aggressive og risikovillige, hvilket udmøntedes i at denne bank på daværende tidspunkt havde en af de største beholdninger af finansielle derivater. Med overtagelsen Bankers Trust blev Deutsche Bank dermed en de banker med de største beholdninger af finansielle derivater, og det er denne store beholdning af derivater som nu truer med at lægge banken totalt i ruiner.
Hvor stor er denne beholdning af derivater? Ja i slutningen af 2013 opgjorde DB selv balancen af disse beholdninger til knap 73 billioner dollars, dvs. værdier/forpligtelser i en størrelsesorden svarende til 19 gange de tyske bruttonationalprodukt. Jeg mener ikke man behøver at have nogen særlig økonomisk forstand for at kunne indse, at det vi her taler om er en form for bankvirksomhed som er vokset helt ud af proportioner. Som i: Forrykt ude af proportioner. Så hvor Deutsche Bank efter erhvervelsen af Bankers Trust muligvis er gået linen ud, og har taget handlen med finansielle derivater til nye ekstremer, så blev kursen formentlig sat ved denne erhvervelse.
Grunden til at Deutsche Bank muligvis blev presset af en række amerikanske storbanker til at overtage Bankers Trust var formentlig en heftig form for økonomisk og ikke mindst politisk ’damage control’ i kølvandet på det højst bemærkelsesværdige kollaps af mega-kapitalfonden Long-term Capital Management også i september 1998. Long-term Capital Management var supernovaen blandt kapitalfondene. Det var kapitalfonden med to Nobelpristagere i matematik i fondens bestyrelse, det var de smarteste af de smarte, og grundlaget for kapitalfondens investeringsstrategier var nogle matematiske formler som syntes at bekræfte, at risiko kunne elimineres. Instrumenterne til at gennemføre disse investeringsstrategier var de finansielle derivater og tricket var helt principielt, at foretog man en investering i en retning kunne man eliminere risikoen ved at foretage en kontrainvestering (en gardering), således at skulle den første investering gå ned kunne man være sikker på at kontrainvesteringen ville gå op.
Og spekulanter ud over hele kloden var fuldkommen betagede af disse fantastiske nye muligheder, LTCM var en superstjerne, der var nu en stensikker vej til at blive rig. Styrtende rig. Selvom mange af disse investeringsstrategier var blevet udviklet og benyttet allerede i 80’erne og allerede var udbredte, så tog LTCM strategierne til et nyt matematisk og absolut niveau, hvor konklusionen vitterlig var, at risiko kunne elimineres. Det var derfor at kollapset af LTCM var så bemærkelsesværdigt. Fordi tankegangene viste sig alligevel at være fundamentalt fejlbehæftede, burde kollapset af LTCM have ført til en politisk ransagelse af alle den finansielle sektors narrestreger, det burde have ført til et paradigmeskifte, og en nærliggende konklusion ville have været, at finansielle derivater simpelthen blev vurderede til at være alt for farlige finansielle instrumenter og at de derfor burde forbydes.
Der i midten af 90’erne havde den finansielle sektors voldsomme vækst og voldsomme udbredelse af dens aktiviteter allerede stået på i ca. 20 år, en vækst som også blev muliggjort af en helt bevidst underprioritering af myndighedernes opsyn med sektoren, og således havde den voldsomme vækst af de finansielle derivater også fået lov at flyve under radaren. Der i midten af 90’erne var der ganske enkelt ikke noget officielt opsyn med omfanget af derivathandler/-beholdninger. Kollapset af LTCM burde have været en brat opvågnen blandt politikerne, at der her var noget i gang som skulle afdækkes. Desværre er sagen langt mere spejet end som så, for mange højtstående politikere var allerede dybt involverede i disse tvivlsomme metoder.
F.eks. var der jo det med den italienske stats investeringer i LTCM og hvis ikke den græske stat var investeret i LTCM så var den investeret i en lignende kapitalfond, og for begge landes vedkommende var disse finansielle narrestreger afgørende for landenes overholdelse af adgangskriterierne for optagelse i euroen. Engagementet i disse swap-lån og andre derivatkontrakter var en måde at smykke landenes statsfinanser. Og der var givetvis en stor mængde kommuner og pensionsselskaber og andre forventeligt konservative investorer som også faldt for fristelserne ved de høje afkast og de tilsyneladende små risici, som disse store kapitalfonde tilbød.
Det er svært at sige hvor stor den politiske delagtighed var, men det er åbenlyst at alle problemerne med de finansielle derivater og den manglende kontrol med samme eksploderede med kollapset af LTCM, og derfor var de store spillere nødt til at handle hurtigt og resolut. Og et af de afgørende momenter var her som sagt formentlig Deutsche Banks overtagelse af Bankers Trust. Samtidig var der en række andre europæiske storbanker involverede i LTCM-udredningen, Credit Agricole, Credit Suisse, BNP Paribas, Societe Generale og UBS. Det er således ikke svært at se for sig, at et afgørende led i denne ’damage control’ bestod i at overføre en stor mængde af de tvivlsomme papirer til europæiske banker, hvorved den betændte sag muligvis kunne dysses ned, både i pressen, overfor politikerne og overfor myndighederne.
Og det forekommer at feberredningen lykkedes, og derpå satte storbankerne fuld skrue på at få legaliseret handlen med derivater, et ønske som Bill Clinton så efterkom på en af sine sidste dage i det ovale kontor. Og USA’s legalisering og erklærede frasigelse af myndighedsmæssigt opsyn med hele dette felt af finansielle derivater blev så adopteret af de fleste andre finanstilsyn kloden over.
Når LTCM og alle de andre kapitalfonde kunne drive deres virksomhed i den tro at de var lykkedes med at eliminere risiko i forbindelse med investeringer, så skyldtes det ikke så meget deres store kløgtighed men snarere, at den manglende politiske interesse og det manglende opsyn fra myndighedernes side tillod at endeløse garderinger blev lagt ovenpå allerede foretagne garderinger. Risiko kunne elimineres så længe der ikke var nogen overgrænse for hvad man kunne forsikre sig for, og det fungerede altså fint indtil det så slet ikke fungerede alligevel. Der i 1998. Og så igen i 2008. Og nu altså igen med Deutsche Banks krise her i 2016. Og uanset politikernes spin så er der stadig ikke foretaget nogen væsentlige reguleringer af dette marked.
På nuværende tidspunkt er dette forløb en plausibel hypotese, og det vil kræve noget seriøs journalistik at få afdækket hvem der gjorde hvad og hvorfor. Men der kommer til stadighed oplysninger, som forekommer at underbygge hypotesen. Deutsche Bank har været i en dyb krise i omtrent et år nu (hvis vi lige ser bort fra at Grækenlands gældskrise også handlede om de forhold der her skitseres), og som led i bankens forsøg på at komme ud af krisen, har banken befriet sig for en pænt stor del af sine beholdninger af derivatkontrakter.
Mere præcist er det lykkedes Deutsche Bank af nedtrappe beholdningerne fra knap 73 billioner dollars til godt 54 billioner dollars, men dette tal er jo stadig forrykt ude af proportioner. Og det gode spørgsmål er også, hvordan pokker er det lykkedes for banken at komme af med disse papirer i vores nuværende økonomiske og finansielle omstændigheder. Det er altså meget svært at se for sig at der skulle være nogen investorer der skulle synes at disse højst risikable papirer skulle være en god måde at anbringe sine penge.
I denne uges ”Off the Cuff” henviser Chris Martenson (PeakProsperity.com) til en lillebitte notits han læste i en artikel på Bloomberg i starten af, at Citibank havde købt en del af Deutsche Banks derivatkontrakter til en værdi af 1,5 billioner dollars og JP Morgan havde købt en henved lige så stor del. Fordi disse papirer på dette stadium må anses for at være så tvivlsomme, så ’rådne’, stiller Chris Martenson spørgsmålet om ikke disse ’køb’ i realiteten var en slags ’stealth-bail-out’. Og fordi storbankerne kan låne penge gratis fra centralbankerne, kan Citibank og JP Morgan sågar tænkes at handle på vegne af The Federal Reserve. Lidt senere i samme podcast konstarere han følgende:
”If you read The Big Short in stead of [watching] the movie, they cover in greater detail the idea that, when Goldman Sachs really needed to get rid of a lot of toxic stuff, the guys at Deutsche Bank were like the ultimate patsies, cause they believed everything and they thought that the rules made sense..”
Og det kan jeg altså godt se for mig, at der er noget om. At Deutsche Bank kom til at spille rollen som nyttige idioter for de durkdrevne og korrupte amerikanske kolleger. Ligesom vi velsagtens kom til at spille rollen som nyttige idioter i forbindelse med amerikanernes aktivistiske udenrigspolitik.
I det lys kan eventuelle ’stealth-bail-outs’ fra amerikansk side overfor Deutsche Bank opfattes som, at DB inkasserer noget goodwill, som de mere eller mindre bevidst har ydet tidligere. En slags gæld der indfries. Men uanset hvor bemærkelsesværdigt dette end måtte forekomme, så er det efter min opfattelse ikke det interessante perspektiv på denne affære. Det er langt mere interessant at Angela Merkel og nu senest i går også den tyske økonomiminister blankt har afvist at redde Deutsche Bank med penge fra den tyske stat.
Udover at en eventuel bail-out af Deutsche Bank vil være åbenlyst dobbeltmoralsk på baggrund af de tyske politiske lederes strenge holdning overfor sydeuropæernes finansielle problemer, så er spørgsmålet igen større end som så. Hvad vi taler om er muligheden af at nogle politikere omsider siger fra overfor det finansielle cirkus, der har kørt siden 80’erne. Alle fiduserne, alle måderne hvorpå bankerne og de øvrige finansielle spillere har sluppet afsted med skabe penge og gæld helt ud af det blå for at berige sig selv, og som nu har ført til at Deutsche Bank har sadlet sig selv op med en gæld der adskillige gange større end det tyske bruttonationalprodukt.
Skulle de tyske skatteydere betale for den gæld disse svindlere har ophobet? Nogen må sige fra overfor denne galskab. Og skulle de tyske politikere vælge at stå fast og dermed lade Deutsche Bank gå konkurs, så vil den politiske krise mellem USA og Tyskland bryde ud i fuld offentlighed og det er her slet ikke utænkeligt at Tyskland skifter side, melder sig ud af Nato og indskriver sig i BRICS-samarbejdet. Et kollaps af Deutsche Bank vil samtidig føre til et kollaps af først det europæiske og siden det amerikanske bankvæsen og så vil USA’s finansielle overherredømme være slut. På den baggrund er der intet mærkeligt ved, hvis det skulle gå hen og blive den amerikanske centralbank der træder til med en bail-out af Deutsche Bank, selvfølgelig hvor alle midler tages i anvendelse for at holde det faktum skjult for den amerikanske offentlighed og formentlig også for den europæiske.