Sport, særligt fodbold, har udviklet sig til en global industri, der ikke blot handler om selve spillet, men i høj grad også om den følelsesmæssige og ideologiske kontrol, den udøver over masserne.
Sport tilbyder en struktureret form for følelsesmæssig investering. Individet engagerer sig ikke blot i selve spillet, men også i et større narrativ om sejr, nederlag, identitet og tilhørsforhold. Følgende psykologiske mekanismer er centrale:
Katarsis-effekten: Sport fungerer som en ventil for opsamlet frustration og aggression. Ved at projicere følelser ind i spillet opnår tilskueren en følelse af forløsning, men uden at det nødvendigvis fører til reel forandring i hans eller hendes liv.
Identifikation og gruppetilhør: Mennesker har en naturlig tendens til at søge fællesskaber. Holdsport skaber stærke "os-mod-dem"-strukturer, der giver tilhængere en identitet og mening i en ellers kompleks verden.
Illusionen om deltagelse: Selvom tilskueren reelt ikke har nogen indflydelse på spillets udfald, skaber sportens dramatiske opbygning en følelse af medleven, som om man selv er en del af begivenheden.
Sport bliver ikke kun oplevet som underholdning, men også som en social mekanisme, der kan bruges til at opretholde en bestemt samfundsorden. Dette sker gennem:
Afledning fra samfundsmæssige problemer: Ved at kanalisere befolkningens energi ind i sport undgår man, at denne energi bruges på kritisk refleksion over politiske og økonomiske strukturer.
Fremme af konkurrencementalitet: Sportens vægt på konkurrence, præstation og hierarki forstærker bredere samfundsmæssige værdier og understøtter en accept af ulighed som noget "naturligt".
Nationalisme og kollektiv stolthed: Store sportsbegivenheder som VM og OL bliver iscenesat som nationale triumfer, der skaber en følelse af samhørighed, men ofte også forstærker nationalistiske følelser.
Det er den 22. juni 2021. Jeg har lige set DR's aftenshow dagen efter den store fodboldfest, hvor der synes vildnaderne skal snakkes fodbold og tenderer til følelsesporno.
På grund af selvfølgelig det, der skete med Christian Eriksen i den første kamp, hvor han døde et kort øjeblik, fik hjernestop og blev heldigvis genoplevet ved hjælp af en hjertestarter. Og hele fodboldlandet har været igennem alle mulige tumulter og det, der så kom meget ud af. Jeg er gammel fodboldspiller og har været rigtig påvirket og været glad for at spille fodbold i min ungdom.
Stoppet på grund af nogle anbefalinger fra nogle idrætslæger, da jeg havde noget med ryggen, da jeg var 21. Jeg har spillet rigtig meget fodbold, siden jeg blev kritisk og læste psykologi og sociologi på danske og tyske universiteter. Men det, jeg egentlig vil snakke om, det er sport og specielt fodbold som ideologi.
Lad mig nævne, at jeg som ung boede og studerede i både Frankfurt og Bremen og læste på Oldenburg Universitet. Min første afhandling i sociologi skrev jeg, jeg kan ikke huske, hvor mange sider, om sport under kapitalismen. Og jeg havde købt 20 bøger på både engelsk og tysk, som jeg donerede til Sociologisk Institut.
Men jeg vil bare sige, at jeg har noget ganske gammel erfaring med at have læst og tænkt over sport som ideologi. Hvis jeg nu skal prøve at gøre det kort. Kan du huske for nogle få uger siden, hvor ca.
10.000 brøndbyfans i gule trøjer demonstrerede lovligt? Og de ville simpelthen have lov til at komme til fodbold, fordi forsamlingsforbuddet og restriktionerne var ikke til, at der kunne komme særlig mange, hvis overhovedet nogen, til fodbold. Og skete nok, så blev det lavet om meget hurtigt, så de kunne komme til fodbold. Og EM-slutrummen var stået lige for døren.
Danmark havde tre kampe på en uge i Københavns Idrætspark, så der blev limpet. Og lige pludselig, fra den ene dag til den anden næsten, hvor man højt skulle samles af meget få mennesker, og skulle holde afstand og skide meget, så kunne der lige pludselig være 25.000 mennesker i idrætsparken, der drak af de samme ølglas og stod og råbte tæt på hinanden og svedte og åndede hinanden ind i næsen og hovedet og øjnene. Og det var helt okay.
Jeg har så senere læst, at det er meget begrænset, hvor mange der har testet positivt på en eller anden åndssvag PCR-test eller et eller andet lyntest, hvor der er rigtig mange falske positive. Men skide med, hvad det er. Det, der er interessant, det er, hvorfor er magthaver og har magthaverne historisk været så glade for sport? Og det vil jeg prøve at give et hurtigt bud på.
Det, som vi har hørt meget siden Darwin, survival of the fittest, altså at det gælder om at overleve og alle bekæmper alle, er selvfølgelig noget fuldstændig løgn, fordi vi er menneskelige sociale væsener, og vi har mulighed for at have empati, hjælpe hinanden og kærlighed og sådan noget. Men Darwin har jeg hørt, han var medlem af eliten. Så han blev bedt om at lave det der, så man kunne indoktrinere folk med, at det var alle mod alle.
Og man skulle kæmpe for at overleve, ligesom rovdyrene. Jeg ved ikke præcis, hvem der har opfundet diverse sportsgrene. Uanset om det er en sinkelkamp i badminton eller tennis, hvor det er en mod en eller en dobbelt, hvor det er to mod to, eller holdsport, så kæmper sportsfolk mod hinanden.
Ofte med meget voldelige midler, som er tilladt, og det er blevet mere og mere voldeligt gennem årene, hvor jeg har kigget fodbold de sidste 30-40 år, så har magthaverne lempet på reglerne, så det er næsten tilladt at høvle en mand ned, så han virkelig kommer alvorligt til skade. Man får måske et rødt kort og to dages karantæn. Hvis man havde gjort det ude på gaden, så var man kommet tre måneder i spjældet.
Men sporten har deres egne love, deres egne domstole, og tilsyneladende lever de lidt i et parallelt samfund, reden juridisk i forhold til resten af samfundet. Det, der er interessant ideologi i vores kultur, er, at vi skal være ops på andre. Andre mennesker er vores konkurrenter, og vi skal kæmpe og være egoistiske selv.
Vi skal eventuelt snyde lidt i business for eksempel, for at klare os bedre end andre. Vores samfund er opbygget med nogle magthaverer, som har bestemt nogle love, det vil sige nogle spilleregler om, hvad man må og hvad man ikke må. Og det er nøjagtigt det samme, som der er i sportens verden.
Der er dommer. Nogle gange er der ekstra-dommer. Men helt principielt er der en dommer.
Jeg kan huske i gamle dage, da jeg spillede fodbold i rigtig mange år, betegnende var dommeren selvfølgelig klædt i sort. Magtens, dødens farve, autoriteternes farve, som man skulle være bange for. Den hårdeste straf i en fodboldkamp, det er ikke at sparke en anden over benene eller i hovedet, så han får hjernerystelse, eller brækker benene, eller det der har været.
Nej, det er at være rebelsk, oprørsk mod autoriteten, mod dommeren. Hvis man siger, at dommeren er imod eller et eller andet, så får man lynhurtigt et gul-kort og lynhurtigt et rød-kort. Eventuelt karantæne.
Og hvis man overhovedet tænker på, at rørvedommeren måske skubler til ham, så går det helt galt. Så derfor kan magthaverne rigtig godt lide specielt fodbold, fordi det cementerer hele ideologien, hele systemets funktionsmåde, virkemåde. Autoriteter, der laver regler, myndigheder, dvs.
dommeren i fodboldkampen, det er domstolene, men han agerer også politi, fordi han deler gul- og rød-kortet ud, dvs. han deler også bødder ud. Han straffer.
UEFA og FIFA har også deres domstole. Så det er derfor, at magthaverne rigtig godt kan lide sport og specielt åbenbart fodbold. Kort efter den borgerlige revolution med den industrielle revolution i England med kul og damplokomotiver og dampmaskiner og alt sådan noget, der var en arbejderklasse, som voksede op med fodbold.
Specielt Liverpool og Manchester har store traditioner med, at en fodboldklub så har en fanskare, og det lever i bedste velgående endnu. Altså Manchester United, Manchester City, Liverpool er store klubber, verdensomspændende fanskare og sælger en hel masse. Og det er dermed, at man identificerer sig med sin klub.
Det svarer til i gamle dage, at man identificerede med sin stamme, eller stammerne var i krig med hinanden. Senere lande har været i krig med hinanden. Vi kan jo se, at der er så mange symbolske værdier og handlinger mellem en fodboldlandskamp og krig.
Når det danske herrelandshold spiller fodbold, så varmes der jo op i 148 timer, mens i alle mulige medier, som om at hele landet skal i krig. Og hvis vi vinder, altså folk overhovedet fuldstændig er agurk og er mok. Og de billeder, jeg har set her fra tilskuerne, det er jo det vigtigste i deres liv.
Det er forbindelsen mellem overbevisningen Survival of the fittest med fodboldkampen som krig, som en duel mellem to nationer, mellem to stammer. Og det går meget, meget dybt, specielt hvis vi trækker på en tro på, at vi lever mange gange, eller vi har forbindelse til tidligere liv. Og så ligger det meget, meget dybt i generne, at vi simpelthen har været i slodskamp rigtig mange gange.
Og nu gør vi det på en rimelig forfinet måde i forhold til romerne, hvor slaverne eller nogle andre blev kastet for løverne. Men det er jo ikke så lang tid siden, at vi har haft tyrefækning i Spanien, hvor man har misbrugt dyr og tyre til at ophylde og gejle menneskets dyriske, primitive løster, energier, instinkter. Heldigvis er det nok blevet forbudt, men det lever jo i bedste velgående i mange forskellige sportsgrene.
Jeg troede da jeg startede, at det skulle blive en kort video, og det blev det vist ikke. Men jeg håber, at du har fanget pointen, og fodbold er på mange måder fint og godt, kan samle nationen på mange måder, men det har altså nogle dybere både historiske, instinktive og ideologiske lag, som magthaverne er yderst glade for, og derfor sørger de altid for, hvis du lægger mærke til det, statsoverhoveder, de sørger altid lige at blive fotograferet, under en eller anden EM eller VM eller OL, og den var også rigtig i går, jeg så lige, jeg vil ikke sige navnet, men altså den regenten, hun havde lige snedet sig ind, og havde sikkert bedt DR, om at nu skulle hun lige interviewes, og lige have lidt point der på, at hun kunne sige et eller andet. Jeg tror ikke engang, at jeg kunne holde ud og lytte til, hvad hun sagde, men det er også lige meget.
Der er en meget kraftig, skal vi sige, energiforbindelse, energetisk relation, mellem alle de energier, der foregår i sportsverdenen, specielt fodboldverdenen, og så de undertrykkende myndighedsautoriteter, der hersker over for folket, for pøblen. Der er jo mange, der siger, at giver man pøblen brød og underholdning, så finder de sig i hvad som helst. Fortsættes her i del 2