The New Society

skrevet af Niels Engelsted 15. april 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

På vores opdagelsesrejse har vi efterhånden i tekst og kommentarer mødt en hel zoologisk have af fascismearter. Den originale italienske fascisme, der med sine voldsparate arditi, antikapitalistiske og antikommunistiske krigsveteraner, IKKE i sin oprindelse var kapitalens forlængede arm mod arbejderklassen. Den radikalt ideologiske og folkemorderiske zionistiske fascisme i Israel, der i ord og gerning nemt henviser en misundelig Mussolini til andenpladsen. General Francos kristne, konservative og antikommunistiske diktatorfascisme, der ikke brød sig om sine egne sortskjortetyper.

Georgi Dimitrovs og John Heartfields – Millionen stehen hinter mir – Hitlerfascisme, der BLEV kapitalens forlængede arm mod arbejderklassen. De græske obersters autoritære og stærkt undertrykkende NATO-fascisme vendt mod kommunister, socialister og andre ordentlige mennesker. General Pinochets stærkt voldelige og eksperimentelle, neoliberale Milton Friedman-fascisme vendt mod fagforeninger, kommunister, socialister og andre USA-kritiske typer.

En slags omnibusfascisme, der genkender fascismen i alle Donald Trumps og hans Tech- og Maga-hirds gerninger og balancerer lige på kanten af Trump Deraignment Syndrome. Eric Weinsteins fascisme, der kalder den tiltagende bureaukratisering, kontrol og censur i EU for soft fascisme.

Alle disse har et genkendeligt fascismetræk og en vis familielighed, men har også så mange indbyrdes forskelle, at det er svært at uddrage en fælles definition, der kan sammenfatte alle fascismehavens dyr. Vi er ikke i Karl Linnés velordnede og objektive klassifikationsverden, men i Ludwig Wittgensteins flydende og subjektive spilverden, hvor definitioner er netværk og sprogspil, og alle og enhver har en uanfægtelig ret til deres egen opfattelse. Hvilket selvfølgelig ikke gør det nemmere.

Og nemmere bliver det heller ikke, når vi nu - måske - også skal rumme en enhjørning som techmilliardærernes og Silicon Valleys teknofascisme.

Min AI kalder begrebet teknofascisme for ”en emergent neologisme, der optræder i takt med digitaliseringens fremmarch”, hvilket skal dække over, at maskinen ikke ved, hvor begrebet først optrådte. Derimod kan den fortælle, at den nu afdøde amerikanske pædagogikprofessor og miljøaktivist Chet Bowers er en af de tidlige, der har brugt begrebet. Også en af de vigtigste.

Og ganske rigtigt, jeg kendte ikke Bowers, men han er værd at kende, og måske vil vi mødes igen. Man får således et ganske godt indtryk af, hvad brugerne mener med begrebet teknofascisme, hvis man som jeg her høster og sanker lidt fra Bowers’ vigtige tekst ’Is the Digital Revolution Sowing the Seeds of a Techno-Fascist Future? https://cabowers.net/pdf/Techno-Fascism.pdf

• Teknofascisme er kendetegnet ved, at flere og flere aspekter af dagligdagen bliver afhængige af digitale teknologier, der i stigende grad underordner menneskelige tanker og adfærd til maskinernes diktater, hvilket på grund af maskinernes grad af effektivitet let fører til undertrykkende systemer, der ikke tolerer uenighed.
  [*list]Teknofascismens mytiske dimension har rod i både gamle religiøse myter og i den moderne fremskridtsmyte, inklusive forestillingen om, at menneskelivet af natur er mekanistisk og styret af naturens lov om naturlig udvælgelse.
• Mens teknofascismens moralske grundlag stemmer overens med markedskapitalismens værdier og videnskabens fremskridtsorienterede ideologi, der let glider over i scientismen, kan dens effektivitetsniveau og totalitære potentiale let føre til undertrykkende systemer, der ikke tolererer uenighed, og slet ikke fra dem, der kritiserer teknofascismen for dens fremme af forbrugerisme og ødelæggelse af natur, kultur og kulturelle fællesgoder.
• Den øgede afhængighed af computermedieret læring på alle uddannelsesniveauer bidrager til den konformitet i tænkningen, der er nødvendig i den teknofascistiske stat.
• Tabt er de fortællinger, ofte mellem forskellige generationer, der videregives gennem ansigt-til-ansigt og mentorrelationer, hvilket efterlader de studerende tilbage med de digitalt medierede myter, der tjener interesserne hos den kontrollerende elite af videnskabsmænd, dataloger og ingeniører, virksomhedsledere og det militære etablissement.
• Det primære kendetegn ved alle fascistiske moderniseringsbevægelser er konformitet i tænkning og adfærd, som styres og kontrolleres af totale overvågningssystemer, der sporer folks tanker, adfærd og relationer.

Javist, jo, jo, men er det alligevel ikke langt ude overhovedet at forbinde techmilliardærerne med fascisme?

Jo, selvfølgelig er det det. Men kun indtil, vi kommer i tanke om vores Facebookejer Mark Zuckerbergs motto: ”Move fast and break things”. Skulle man have valgt et motto for den oprindelige Ur-Fascisme - de italienske arditiers og futuristers fascisme - kunne man ikke have valgt bedre.

Men hvis vi i Zuckerbergs motto finder fascismens essentielle og revolutionære etos, og hvis mottoet også kan bruges som en slags fascismens prøvesten, der kan skille den ægte vare fra tosseguldet, så ender Silicon Valley-ikonerne op i den første bunke. Hvad det end måtte koste, hylder de alle en hurtig og radikal omvæltning af den eksisterende orden til fordel for Silicon Valleys fagre nye verden.

Hvis, endvidere, teknofascismens nemmest konstaterbare bidrag er digitaliseret overvågning, kunstig intelligens og automatisering med det formål at kontrollere, undertrykke og ensrette befolkninger på en totalitær måde, så må Peter Thiel med hans overvågningsimperium Palantir selvfølgelig blive den første enhjørning i vores zoologiske have.


(Fortsættes)

skrevet af Niels Engelsted 16. april 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Skal vi lede efter en person til en hovedrolle som teknofascist, må det næsten nødvendigvis blive vores gamle ven, Peter Thiel, den tynde, arrogante, ensomme og mobbede dreng fra uranminebyen, der overlevede på basic-programmering, skak, Dungeons and Dragons og Tolkiens bøger, spandt guld med sit program PayPal, men også brugte penge til at finansiere sin makker Elon Musk, som han lige havde fyret, (dem fra Sydafrika må jo holde sammen), partnerede op med Marc Andreessen i frihedsbyprojekterne (sidst på Grønland), og meget, meget mere, og til sidst ejede og styrede så meget som tech-investor, at han som PayPal-mafiaens boss kunne fortælle Donald Trump, at han som sin vicepræsident skulle vælge JD Vance, som Thiel selv havde fundet, uddannet og finansieret.

Men det er ikke kun fordi, at han er edderkoppen i centret af det spindelvæv, som PayPal har spundet over Silicon Valley, at Thiel kandiderer til en hovedrolle. Det er også, fordi han er grundlægger og ejer af firmaet Palantir, der må opfattes som selve legemliggørelsen af teknofascismens ånd.
Palantir Technologies er navngivet efter de magiske "seer-sten", Palantíri, fra Ringenes Herre, der gør det muligt for deres ejere at se og iagttage fjerne begivenheder, men det er ikke så uskyldigt, som det lyder.

Palantir, der med en markedsværdi på 185 milliarder dollars er blandt de førende i sit marked, leverer avancerede løsninger til sikkerhedshåndtering, terroristbekæmpelse og kriminalitetsforebyggelse til sine kunder, der tæller både private virksomheder, politimyndigheder, militærvæsener og efterretningstjenester verden over.

Man tilbyder ikke kun specialværktøjer til overvågning, informationsindsamling, datasammenkøring og efterretningsanalyse, men også operationelle løsninger, herunder AI-baserede systemer, der hjælper med beslutningstagning og militære operationer.

Palantir har således udviklet systemer, der ved hjælp af droner, satellitter og andre efterretningskilder og brug af kunstig intelligens kan finde og analysere fjendtlige mål og – ”based on Al driven rules or manual inputs for human-in-the-loop control” – vælge de helt rigtige angreb. Palantir har på den måde hjulpet både den israelske og den ukrainske hær med at forbedre præcisionen og effektiviteten af deres militære operationer.

Men Palantir kan tilbyde mere end det, man har også udviklet teknologi, der kan række helt ind i fremtiden og tilbyde ”predictive policing”. Det vil sige forebyggende politiarbejde, der ved hjælp af analyse af big data og kunstig intelligens kan forudsige forbrydelser og udpege forbryderne, inden de begår deres ugerninger; og at man kan det, er jo er helt fantastisk!

Med de klogeste hoveder og de smarteste løsninger, der tilmed er grundigt afprøvet i praksis på krigsskuepladserne i Mellemøsten og Ukraine, er det klart, at man nu kan finde Palantirs kontorer ikke kun i Kiev, Tel Aviv og Denver, hvor hovedkontoret ligger, men også i München, London og Paris.

Ja, selv på Philip Heymans Allé i Hellerup, Danmark, kan man finde et kontor, hvorfra Palantir løser opgaver for det danske politi med systemet POL-INTEL, der kan analysere store datamængder og hjælpe med til at identificere kriminalitetsmønstre, og for den danske droneproducent og defense contractor, Sky-Watch, som man hjælper med AI-teknologi, der kan forbedre militære realtidsoperationer og skabe stærkere situationsforståelse af slagmarken.

Som verden har udviklet sig på det sidste, siger det sig selv, at behovet for Sky-Watchs produkter har udviklet sig voldsomt, siden det lille danske dronefirma for femten år siden startede i Støvring med udvikling af små droner til overvågning af landbrugsafgrøder, høstbrande og inspektion af højtspændingsledninger.

Det samme kan siges om Palantir, hvis årlige omsætning steg fra 742 millioner dollars i 2019 til 2,8 milliarder dollars i 2024, og forventes at nå 3,5 milliarder dollars i 2025.

Det skadede heller ikke, at Silicon Valley flyttede ind i Det hvide Hus sammen med Donald Trump og Thiels føl JD Vance blev vicepræsident. Palantirs aktier steg med mere end 90 procent, da Trump blev genvalgt i november 2024.

Men der er endnu en grund til, at Peter Thiel kandiderer til en hovedrolle i teknofascistmanegen. Modsat vores uskyldige englebarn Elon Musk, er Peter nemlig ikke lige præcis enhver svigermors drøm, og her taler jeg ikke om hans homoseksualitet.

(Fortsættes efter lille pause)

skrevet af Niels Engelsted 17. april 2025 (Skærtorsdag) - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Som alle unge drenge, der har forelsket sig i Ayn Rand, startede Peter Thiel som nyvasket libertarianer, ”og jeg er forblevet tro mod mine teenageårs overbevisning, tro mod autentisk menneskelig frihed som forudsætning for det højeste gode”, siger han i en biografisk artikel, og han er derfor fortsat imod ”konfiskerende skatter, totalitære kollektiver og ideologien om det uundgåelige i hvert enkelt individs død,” forsikrer han.

• INDSKUD: Undrer man sig over det sidste, er Peter Thiel MEGET optaget af sin egen dødelighed og har investeret store summer i initiativer som Methuselah Foundation og SENS Research Foundation, som ved hjælp af kunstig intelligens arbejder på at finde løsninger til at bremse eller vende aldringsprocessen.
  
  Og Thiel tror virkelig, at evigt liv takket være udviklingen af kunstig intelligens venter forude. Indtil gennembruddet kommer, har han dog for en sikkerheds skyld - på kun tolv dage! - skaffet sig et New Zealandsk statsborgerskab, så han kan bygge et stort, luksuriøst 'Doomsday Prepper' kompleks i et fjernt uberørt naturområde på New Zealands South Island. Men selvfølgelig har emsige øko-aktivister foreløbig stillet sig i vejen for projektet.

MEN, MEN, MEN, fortsætter Thiel, ” jeg må indrømme, at jeg i løbet af de sidste to årtier har ændret radikalt mening i spørgsmålet om, hvordan man når disse mål. Vigtigst af alt tror jeg ikke længere på, at frihed og demokrati er forenelige.”

Uhu! Men sådan går det, hvis man hænger for meget ud med Curtis Yarvin og de mørke elvere.

”Jo højere ens IQ er, jo mere pessimistisk blev man med hensyn til frimarkedspolitik – kapitalismen er simpelthen ikke så populær blandt hoben”, siger Thiel, og fortsætter, ”1920 var det sidste årti i amerikansk historie, hvor man kunne være oprigtigt optimistisk med hensyn til politik. Siden 1920 har den enorme stigning i velfærdsmodtagere og udvidelsen af stemmeretten til kvinder – to vælgergrupper, der er notorisk hårde for libertarianere – gjort begrebet ’kapitalistisk demokrati’ til en selvmodsigelse.”

Ja, det er ikke nemt at være signaturnørd og libertarianer, men Thiel fortvivler ikke:

”Jeg fortvivler ikke, fordi jeg ikke længere tror på, at politik er vejen frem … [for] i modsætning til den politiske verden kan individets valg i teknologiens verden stadig være altafgørende. Vores verdens skæbne kan afhænge af indsatsen fra en enkelt person, der bygger eller udbreder det frihedsmaskineri, der gør verden sikker for kapitalismen.”

Og denne Wagnerske Parsifalfærd begiver Thiel sig så ud på.

Men hvorfor tror Thiel ikke længere på politik? Jo, klarhedens øjeblik, VENDEPUNKTET, kom ifølge Thiel, da den rationelle verden brasede i grus sammen med tårnene den 11. september 2001, ”hvor et meget lille antal mennesker magtede at formidle hidtil usete niveauer af skader og død” og dermed demonstrerede, at nogle få fanatikere kan vælte vores vestlige civilisation.

I en forelæsning han holdt på sit ’Computer Science 183: Startup’ kursus, da han tidligt var lærer på Stanford, kaldte Thiel vendepunktet et Strauss moment, hvilket jo er særdeles velvalgt, da man både kan høre Strauss-fanfaren – dae-dae-dae-da-da - og for sig se dræberaben kaste knoglen op i luften og blive til menneske.

”Bevidstheden om Vestens sårbarhed krævede et nyt kompromis,” siger han, ”og dette nye kompromis krævede ubønhørligt mere sikkerhed på bekostning af frihed.”

Selvfølgelig, det siger sig selv. Men det krævede også en total omvurdering af de forestillinger om mennesket, der blev født med oplysningstidens tro på den menneskelige fornuft, det menneskelige fremskridt og samfundet som en rationel kontrakt mellem frie individer, som John Locke, Adam Smith og Immanuel Kant havde doceret.

Som oplysningstænkerne dengang havde man i sin optimisme glemt det spørgsmål om menneskets og samfundets sande og universelle natur, som antikkens tænkere aldrig havde ladet være ude af øje.

Menneskets og samfundets sande natur henter Thiel fra sin beundrede franske lærer på Stanford, René Girard, og hans mimetiske teori om samfundet, der kort går ud på, at mennesket af natur er imiterende og har et begær efter at ligne andre, hvilket fører til jalousi og vold, der til sidst kun kan kontrolleres ved, at gruppen vælger en syndebuk, som de kan slå ihjel.
Thiel beskriver teorien på denne måde:

” Mord er den hemmelige oprindelse til alle religiøse og politiske institutioner, og huskes og forvandles i form af myte. Syndebukken, opfattet som den primære kilde til konflikt og uorden, måtte dø for at der skulle være fred. Ved vold blev volden bragt til ophør, og samfundet blev født. Men fordi samfundet hviler på troen på sin egen orden og retfærdighed, skal den grundlæggende voldshandling skjules - af myten om, at det dræbte offer virkelig var skyldig. Således er volden indlejret i hjertet af samfundet; myte er blot en diskurs, der er flygtig i forhold til vold. Myte helliggør volden i det grundlæggende mord: myten fortæller os, at volden var berettiget, fordi offeret virkelig var skyldigt og, i det mindste i konteksten af arkaiske kulturer, virkelig var magtfuld. Myter forvandler de myrdede syndebukke til guder, og religiøse ritualer genopfører det grundlæggende mord gennem ofring af menneskelige eller animalske erstatninger, hvorved der skabes en slags fred, der altid er blandet med en vis mængde vold. Ofringens centrale rolle var så stor at de, der formåede at udsætte eller undgå henrettelse, blev genstand for ærbødighed. Enhver konge er en slags levende gud, og deri ligger monarkiets sande oprindelse.”

Nogle vil sikkert her tage sig til hovedet og sige, sikke en omgang vrøvl, jeg bringer imidlertid det lange citat for at kunne komme med en belærende advarsel.

Den forståelse vi har af menneskets og samfundets oprindelse og natur, som vi har arvet fra oplysningstiden og oplysningstidens kølvand, det være sig fra Adam Smith eller Karl Marx, er, hvis ikke skrupforkert, så i hvert fald helt utilstrækkelig, og det hjælper ikke at supplere med Darwins naturlige udvælgelse.

Sigmund Freud har ret, når han siger, at man skal dybt ned i den arkaiske fortidsverden, hvorfra det menneskelige sind og de religiøse myter kommer, for at finde menneskets og samfundets sande natur og oprindelse. Hvormed ikke sagt, at Freud har ret i sin teori om fadermordet, der i øvrigt minder ikke så lidt om Girards.

Dette betyder ikke, at menneskets hemmelighed er religiøs, den kan naturligvis kun være materiel og biologisk; det er religiøsitetens hemmelighed, der er menneskelig, som Ludwig Feuerbach blev berømt for at påpege. Menneskelighedens hemmelighed er til gengæld så dyb, at vi indtil nu først og fremmest har haft myterne at arbejde med.

(For at være fair, opdagede Marx selv dette under sin læsning på biblioteket i British Museum, stoppede brat op med at skrive videre på Kapitalens andet og tredje bind og gik i gang med omfattende etnologiske studier, men ligesom han var kommet godt i gang, døde han.)

Hermed heller ikke sagt, at Girard har ret med sin Fluernes Herre-agtige teori, blot at man kun narrer sig selv, hvis man uden videre afviser det arkaiske stof i stedet for at vise det den respekt, det vitterligt fortjener.

Tårnenes fald viste netop for Peter Thiel, at vi ikke har vist det arkaiske stof den respekt, det fortjener. Vi har langt overvurderet den intellektuelle side af menneskets natur, der fremhæver rationalitet og orden, og glemt de dybe instinkters og følelsers side, der avler anarki og kaos.

I oldtiden var man særdeles bevidst om modsætningen mellem disse sider og arbejdede med dem i form af myterne om den ordentlige Apollon og den uordentlige Dionysos. Senere brugte de lærde – og derfor også Thiel i sin undervisning – begrebsparret Athen og Jerusalem, når de skulle tale om modsætningen mellem intellekt og følelse, viden og tro, erkendelse og åbenbaring. Man kan måske derfor sige, at fordi Athen i vor tid har ignoreret Jerusalem, slog Jerusalem tilbage og væltede tårnene. (Nogle konspirationsteoretikere ville sige - bogstaveligt.)

Til støtte for sin nu dystre og pessimistiske opfattelse af den menneskelige natur inddrager Thiel også Carl Schmitt, den nazistiske retsfilosof fra Det tredje Rige, som alle statskundskabsuddannelser er så begejstret for, fordi han kommer med en simpel og letforståelig definition af det politiske.
Det politiske handler i sin essens om ven-fjende distinktionen og om hele tiden at udpege en fjende, siger Carl Schmitt, hvilket flugter meget godt med Girard og desværre også med vores erfaringer fra vores egen politiske virkelighed.

Men Carl Schmitt har endnu en berømt teori, der peger på en slags løsning. Han siger, at suveræniteten ligger hos den, der kan erklære våbenstilstand; og at suverænen – herskeren – som hævet over politikken, har retten til at træffe suveræne beslutninger uden om politikken, autokratisk uden om demokratiet.

Her kommer man selvfølgelig til at tænke på Hitlertiden, hvor Der Führer som suverænen opretholdt en våbenstilstand mellem sin bevægelses altid rivaliserende og stridende fraktioner og udstedte suveræne beslutninger, som retsfilosoffen Schmitt derefter legitimerede med sine højlærde skriverier.

Men man kommer så også til at tænke på vores egen virkelighed, hvor fjendeforholdet nu breder sig til alle sider som en ustyrlig steppebrand, og hvor Donald Trump prøver at gennemtvinge magten som suveræn ved foreløbig forgæves at diktere våbenstilstand, og det hele bliver mere og mere kaotisk, mens den stakkels professor Jeffrey Sachs som fornuftens enlige stemme flyver rundt fra TV-skærm til TV-skærm som en mere og mere desperat Apollon.

Niels, du rabler, er du ikke snart færdig?

Jo, jo, jeg stopper nu; du har længe haft hånden oppe, ville du sige noget?

Ja, den Strauss, som Thiel taler om, er altså ikke ham Nietzsche - und Also Sprach Zarathustra - Strauss, der lavede musikken til Stanley Kubricks Rumrejsen 2001 og til fanfaren, hvor aben svingede med knoglen.

Er det ikke?

Nej, ham Thiel taler om, er filosoffen Leo Strauss, ikke komponisten Richard Strauss.

Leo?

Ja, Leo Strauss.

Argh!

Og min hånd begynder at ryste...


(Fortsættes)

skrevet af Niels Engelsted 17. april 2025 (Skærtorsdag) - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

På universitetet i altid vindomsuste Chicago arbejdede i mange år to jødiske professorer, der fik ualmindelig stor betydning for millioner af mennesker. Den ene i al ubemærkethed, den anden for fuld fanfare.

Den sidste var økonomen Milton Friedman, hvis primitive neoliberalisme skulle afvikle den sociale - eller socialdemokratiske - kontrakt, som kapital og arbejde havde indgået som et klassekompromis ved anden verdenskrigs afslutning. Stærkt anbefalet af Ronald Reagan og Margaret Thatcher og kraftigt støttet af IMF og nogle gange det, der var stærkere, bredte neoliberalismen sig snart som en steppebrand i Vesten og omegn. En så stor succes blev det, at det var mere end velfortjent, da en stolt Milton i 1976 af den svenske konge kunne modtage ’Sveriges Riksbanks Pris i Ekonomisk Vetenskap till Alfred Nobels Minne’.

Den anden Chicagoprofessor var den politiske filosof Leo Strauss, som de færreste har hørt om, og med god grund, for han var på det nærmeste uforståelig for almindeligt dødelige; se for eksempel her, hvad Peter Thiel fortæller sine studerende:
”Den politiske filosof Leo Strauss forsøgte at løse det centrale paradoks i den postmoderne verden [Athen/Jerusalem-skismaet]. Udfordringen ved denne opgave afspejles i vanskeligheden ved Strauss' egne skrifter, som er uoverkommeligt obskurantistiske for den uindviede. En repræsentativ og ikke helt tilfældig passage kan tjene som illustration: ’Enheden af viden og kommunikation af viden kan også sammenlignes med kombinationen af menneske og hest, men ikke med en kentaur.’”

Her vil vi imidlertid gøre det enkelt, og det gøres nemmest ved at tegne et portræt.

Leo voksede op i et konservativt jødisk hjem i prøjsiske Hesse-Nassau, hvor familien i flere generationer havde drevet en virksomhed, der solgte landbrugsredskaber og husdyr. Han nåede at blive student og indkaldt, lige inden første verdenskrig sluttede, men var dog med tilstrækkeligt længe til, at krigserfaringerne afgjorde, at han hellere ville studere politisk filosofi end sælge køer, seletøj og selvbindere.

Der må også have været andre erfaringer, for Leo blev også zionist, tilmed af Ze’ev Jabotinsky’s reformerte [radikale] variant, der ønskede at kolonisere Palæstina med våben i hånd og, som tidligere omtalt, havde sin egen militante ungdomsbevægelse.

Hvilket flugter godt med, at Leo blev en entusiastisk vandrefugl i den tyske Wandervogel-bevægelse, hvor idealistiske unge fra middelklassen i århundredets første årtier som en reaktion på industrialiseringen og det moderne livs materialisme søgte at genoplive en mere naturlig og enkel livsstil ved at vandre i naturen, sove under stjernerne, spille guitar og synge folkesange omkring lejrbålet.

Bevægelsen, som vi i dag ofte tænker på som protofascistisk, delte sig med tiden i flere retninger, hvoraf nogle i stigende grad blev antisemitiske. Leo var med rimelig sikkerhed med i den gren, der var reserveret medlemmer, der med symboler og traditioner ønskede at manifestere deres jødiske identitet. Blau-Weiss hed den efter farverne i det jødiske bedesjals kant.

Da Leo blev træt af at vandre og synge Hava Nagila ved lejrbålet, begyndte han seriøst at studere, virkeligt seriøst. I Marburg studerede han under neo-kantianeren Hermann Cohen. I Hamburg studerede han under den symbolske kulturfilosof Ernst Cassirer. I Freiburg studerede han under fænomenologen Edmund Husserl og den fundamentalontologiske Martin Heidegger og lyttede også til hermeneutikeren Hans-Georg Gadamer.
Det er ret vildt, det er praktisk taget alle den kontinentale filosofis koryfæer. Men så var Leo også klædt på til at modtage et Rockefeller-stipendium, så han i Paris kunne studere middelalderens jødiske og islamiske filosofi, og endnu et, så han i Cambridge kunne studere Thomas Hobbes politiske filosofi.

På det tidspunkt var Hitler kommet til magten i Tyskland, så Leo valgte at emigrere til USA i stedet for at rejse hjem. Hvilket var forstandigt; hans mor, far og familie overlevede ikke det nazistiske folkemord.

Det er en historie, som Strauss desværre deler med rigtigt mange af de jødiske intellektuelle, der nåede at emigrere i tide, så hvor kommer hans enorme indflydelse fra?

Jo, den kommer via den gruppe af neokonservative studerende og følgere, som han samlede omkring sig i Chicago.

Nej, Leo Strauss var ikke neokonservatismens fader. Den blev som tidligere fortalt stiftet af Irving Kristol og intellektuelle jødiske trotskister fra New York, der efter krigen besluttede at skifte farve fra rød til blå. Derimod vil det ikke være forkert at sige, at Strauss efterfølgende blev de neokonservatives Godfather, vismanden, der som en anden Yoda i al stilhed samlede sine bedste neokonservative Jedi-krigere omkring sit kateder.

Lad os blot nævne hans måske vigtigste Jedi, Paul Wolfowitz, også kendt som Mørkets Fyrste, der fra Strauss seminarlokale blev først ambassadør i Indonesien, så Dick Cheneys viceforsvarsminister og arkitekten bag den neokonservative strategi, der førte til invasionen af Irak, som hverken Mellemøsten eller USA siden er kommet sig over, og som kostede op imod en million døde, så præsident for Verdensbanken, og til sidst en dyb tænker, der tænkte tanker i diverse neokonservative amerikanske tænketanke.

Eller lad os nævne Bill Kristols og Robert Kagans Projekt for det Nye Amerikanske Århundrede, der skulle sikre USA’s (inklusive Israels) verdensherredømme, bestemte amerikansk udenrigspolitik i tre årtier og lagde store dele af Levanten øde fra Libyen til Syrien. Projektet kan med rette kaldes straussiansk. Bill var søn af Irving Kristol, der regnes for neokonservatismens grundlægger og efterfølgende blev en varm fortaler for Strauss’ tanker, og Bill blev som sin far selv en dedikeret straussianer. Robert Kagan var søn af Donald Kagan, en historiker og klassisk forsker, der var en del af den inderste straussianske cirkel, og Robert blev som sin far også en dedikeret straussianer.

Robert blev også gift med Victoria Nuland, der som amerikansk viceudenrigsminister og ansvarlig for Ukraine gennemførte de tanker i praksis, som ægtefællen udtænkte i sine teoretiske bøger. Og så behøver vi vist ikke sige mere?

Nej, gru og skræk. Så det var altså derfor, at omtalen af Leo Strauss i sidste kapitel fik din hånd til at ryste?

Nej, faktisk ikke, det var noget andet.


(Fortsættes)

skrevet af Niels Engelsted 19. april 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Leo Strauss var en konservativ filosof, der som sin store konservative filosof-forgænger, den græske aristokrat Platon, mente, at der hersker en naturlig og gudgiven orden i verden. Ja, faktisk præcis den orden, som Platon beskriver som en samfundspyramide i værket Staten.

Øverst i samfundspyramidens spids befinder sig en lille eksklusiv elite af filosoffer og herskere, der besidder visdom og fornuft, og de skal naturligvis bestemme. Platon kalder dem guldet. Curtis Yarvin kalder dem elvere.

Nederst i samfundspyramidens bund befinder sig en kæmpeklasse af arbejdere, håndværkere, bønder og handelsfolk. Deres sind er ikke til det intellektuelle, men er opfyldt af begær og materielle behov. Deres rolle i verdensordenen er at producere og sørge for samfundets materielle og økonomiske fundament. Platon kalder dem jernet – i nogle tekster bronzen. Curtis Yarvin kalder dem hobbitter.

Imellem de to etager befinder sig en mellemetage med vogtere eller krigere, som vi passende kan supplere med præster, hoffolk, ministre og embedsmænd, hvis rolle er at beskytte staten og samfundsordenen. Platon kalder dem sølvet.

Curtis Yarvin kalder dem ikke noget, men man må formode, at vogterklassen enten består af hobbitter, der har vist sig særligt fortjenstfulde og er blevet opgraderet til mellemlederhobbitter, eller af elvere, det er gået galt for og derfor tamt har måttet lade sig degradere - eller alternativt blive mørke elvere og dømt til at skumle på gadehjørnerne, føre grim tale og planlægge oprør.

Igennem hele middelalderen, riddertiden og feudaltiden var alle enige om, at denne pyramide var gudgiven og evig, men det ændrede sig, da den oversøiske handel og sørøveri skabte en ny klasse, der med vind i håret og skum i skægget hyldede individets frihed, kreativitet og opstigningsevne, og i hastig rækkefølge med først den italienske renæssance, så den hollandske humanisme og til sidst den franske og engelske oplysningstid satte samfundspyramiden under så voldsomt et pres, at den til sidst begyndte at krakelere, og hobbitterne begyndte at tro, at deres tid endelig var kommet.

Hvad skulle elverne nu gøre? Jo, hvis de skulle bevare deres privilegier uden, at misundelige hobbitter kom efter dem med le og planke, og - oh, gru og skræk! - det skete faktisk nogen steder, så var de selvfølgelig nødt til at holde skjult, at de stadig troede fuldt og fast på pyramiden. Ville de undgå hobbitternes høtyve og fakler, måtte de gøre gode miner til slet spil, bruge formummet tale, ikke afsløre deres sande hensigter, men tale hoben efter munden.

Kort sagt, opretholde et kæmpe dobbeltbogholderi, men ikke et dobbeltbogholderi, som det smarte regnskabssystem, som bankfolkene i Firenze havde opfundet i 1200-tallet; derimod et fordækt dobbeltbogholderi, hvor den åbne bog fortalte en helt anden historie end den lukkede.
At alle minoriteter, der føler sig potentielt truet af deres omgivelser, for egen sikkerheds skyld må opretholde et sådant fordækt dobbeltbogholderi er selvfølgelig både trivielt og almindeligt kendt.

Der er masser af eksempler, men vi behøver bare tænke på de homoseksuelle, der i min ungdom måtte gemme deres sande identitet i skabet og kun åbne sig for ligesindede. Eller den jødiske minoritet, som århundreders diaspora-erfaring havde lært, at man uden for ghettomuren, hvad enten denne var fysisk eller blot mental, måtte være mindre åbenhjertig med sine tanker end inden for.

Den homoseksuelle erfaring var ikke Leos, men den jødiske var helt sikkert. Ikke kun erhvervet fra hans egen og familiens hverdag, men også overleveret af kloge familiemedlemmer og rabbinere gennem hundredvis af år. Og dette forklarer, hvorfor netop det fordækte dobbeltbogholderi kunne skabe Leo Strauss en forbilledlig akademisk karriere som professor i politisk filosofi i Chicago.

Ifølge Strauss har nemlig mange tænkere igennem historien – særligt i tider med politisk undertrykkelse eller ideologisk kontrol – været nødt til at gemme deres mest radikale eller sande tanker mellem linjerne for at undgå forfølgelse. En intelligent læser, der indså dette, kunne dermed få adgang til det egentlige budskab, som forfatteren drømte om at formidle, men som samtidig måtte skjules for den brede hob.

Strauss speciale blev derfor at læse de store centrale politiske værker i verdenshistorien – Platons Staten, Aristoteles Politik, Machiavellis Fyrsten, Thomas Hobbes Leviathan, Maimonedes Vejledning for De Perplekse – og påvise, at teksterne havde to lag.

På overfladen et eksoterisk lag, som enhver umiddelbart kunne forstå, beregnet for hobbitterne. Men underneden, mellem linjerne, for den indviede, der forstår koden, et skjult esoterisk lag, der rummer de store og evige sandheder.

Peter Thiel, der i mangt og meget var enig med Strauss og opfattede pyramiden som den ideelle hierarkiske organisationsform for tech-iværksætterfirmaer og derfor også for samfundet, forklarer det på denne måde:

”Ukontrolleret filosofering udgør store risici for filosoffer, for selv i de mest liberale eller fordomsfri regimer eksisterer der visse dybt problematiske sandheder. Strauss er overbevist om, at han ikke er den første, der har opdaget eller genopdaget disse sandheder. De store forfattere og filosoffer fra fortiden har også kendt til disse spørgsmål, men for at beskytte sig mod forfølgelse brugte disse tænkere en ’esoterisk’ skrivemåde, hvor deres ’litteratur er henvendt, ikke til alle læsere, men kun til tillidsværdige og intelligente læsere.’”

Man ser her for sig Strauss ved katederet omgivet af sine mest intelligente og tillidsværdige elever, mens de sammen piller de gamle tekster fra hinanden for at lede efter de skjulte budskaber, måske ryger de ligefrem pibe, og det kan jo dårligt være mere hyggeligt.

Men kun indtil man husker, at Leo Strauss blev Godfather for de neokonservative. Så bliver hans undervisning pludselig ikke kun et nørdet litteraturkursus i at læse mellem linjerne, men også et studium i kunsten at holde sine hensigter skjult for den brede offentlighed, en lektion i at tale med to tunger, og et kursus i retfærdiggørelsen af løgn og bedrag, når store sandheder og højere mål står på spil.

Det esoteriske forvandles hermed uvægerligt til en hemmelig kabale, hvor man nu for sig ser en lille klynge mænd med kraverne trukket op, der, bøjet ind mod hinanden, sidder og hvisker. Og selv om de måske stadig ryger pibe, er det syn både ubehageligt og skræmmende, og ikke kun fordi, at man føler sig sat udenfor.

Og derfor flippede du ud, Niels, da Leo Strauss blev nævnt af Peter Thiel?

Nej, jeg flippede ud, fordi Leo Strauss blev nævnt af Peter Thiel. Da navnet blev nævnt, slog det mig nemlig pludselig, at vi selv meget vel kunne være ofre for et straussiansk bedrag. At vi gennem de mange kapitler måske bare har rodet rundt i det farverige eksoteriske overfladelag, der underholder godtfolk og andre plebejer, mens det, der virkelig foregår i den esoteriske undergrund, er forblevet skjult for os.

Vi her i vores gruppe ved selvfølgelig bedre end så mange andre hobbitter, at vi lever i en verden af bedrag og dobbeltspil, af smoke and mirrors, af hidtil uset propaganda og misinformation, men vi er stadig hobbitter, så hvordan kan vi tro, at vi selv kan undgå at blive ofre for bedraget?

Netop, som vi har revet et slør af statuen, er der endnu et slør; netop som vi har åbnet en dør, er der et rum med nye døre; og når vi i serien har gjort Peter Thiel til den store edderkop og troldmanden fra Oz, hvordan kan vi så tro, at der ikke bag forhænget gemmer sig større troldmænd end Thiel?

Ja, faktisk fik navnet Strauss mig til at huske en YouTube video, hvor en insider blev spurgt, om Peter Thiel var den store hovedmand, og smilende svarede, nej, det var en, som spørgeren slet ikke kendte navnet på.

Alt dette lyder måske skrækkeligt deprimerende, formørket og dystert, okay, men en advarsel er i hvert fald på sin plads. Der er alt for meget, som vi ikke ved, og der er nogen, der heller ikke mener, at vi skal vide det.


(Fortsættes).

Som den opmærksomme læser vil have bemærket, er undersøgelsen for længst begyndt at slide på undertegnede. Der har været tydelige slidspor såsom fejlagtig nummerering af kapitlerne og forkert anbragte billeder, også slæbespor i form af pauser og længere og længere kapitler, og på det sidste ligefrem en antydning af defaitisme og vaklen i troen.

Skyldes det, at de sidste trin op ad trappen til Møns Klint, som de fleste har erfaret, altid er langt de længste og tungeste? Javist, men ikke kun det.

Skyldes det, at verdenssituationen nu er blevet så uoverskuelig, kaotisk og så hurtigt skiftende, at det er blevet umuligt for en krønikeskriver at følge med? Javist, men ikke kun det.

Skyldes det, at alderen tynger? Ja, selvfølgelig, jeg er jævnaldrende med Trump, men heller ikke kun det. Det skyldes først og fremmest, at selve stoffet tynger og tynger mere og mere.

I det første kapitel talte jeg om turen med Alice ned i kaninhullet, men landet er ikke længere det farverige og festlige Eventyrland, hvor larven ryger vandpibe og stiller filosofiske spørgsmål, mens kattesmilet griner uden kat. Det hele forekommer stadig uvirkeligt, absurd og komisk, men på en bizar og malign måde, der overgår fantasien, så en satiriker ikke har noget at arbejde med.

Der er ikke noget at grine af; det er ikke et land for børn og barnlige sjæle, og som adskillige kommentatorer for længst har givet udtryk for, er det tværtimod blevet et dystert og truende land, der bliver mere og mere ondt og skræmmende. Og det værste er selvfølgelig, at det er det fremtidsland, som vi hastigt er på vej ind i.

Vi startede undersøgelsen for at prøve at finde ud af, hvor vi er på vej hen, men jeg kan ikke få øje på nogen gode steder.
Rejsen ind i fremtiden er selvfølgelig kun lige begyndt, men hvis jeg her skulle have lavet en foreløbig rapport, ville jeg nok have sagt noget i den her retning.

På den korte bane er fremtiden blevet aldeles mørk og uforudsigelig. Om Donald Trumps nystartede handelskrige vil kollapse verdensøkonomien i kaos og rive os europæere med i faldet, ved ingen i dag. En sikker forudsigelse er selvfølgelig, at gigantiske formuer i det selvskabte kaos vil skifte hænder fra dem, der allerede har for lidt til dem, der allerede har alt for meget. Som det i øvrigt skete forleden dag, hvor insiderne havde en festdag, og som det altid er sket i den slags kritiske situationer. Men at uligheden vil accelerere yderligere, er næppe et lyspunkt i mørket.

Man kan ikke undgå at føle med de stakkels MAGA’er, der nu kommer til at stå med en meget dyr regning for deres drømme. Man tør heller ikke tænke på, hvordan det overhovedet skulle kunne lade sig gøre, at Trumps dramatiske handelskrig mod Kina med kæmpe tarifbomber ikke til sidst vil føre til en rigtig krig med rigtige bomber, som det i den slags situationer plejer at ske i verdenshistorien.

Og man tør slet ikke tænke på konsekvenserne af en sådan krig. Hvilken af de to rivaliserende fraktioner i Trumps administration, der til sidst løber af med magten, er på nuværende tidspunkt også helt uforudsigeligt. Lige i de her dage ser det ud til, at fredsfraktionen har overhånden, og at USA er på vej ud af den Ukrainekrig, som de selv har skabt, og som på grund af sanktionerne og de mange milliarder i støtte til Kiev har kostet ikke mindst Europa uendeligt dyrt økonomisk og snart også socialt.

Hvis Ukrainekrigen virkelig er på vej mod sin afslutning, og risikoen for en atomkrig mellem Rusland og USA dermed er aftaget, er det naturligvis en god nyhed. Også selv om vores europæiske lederklasse kalder Trump en forræder og, blå i hovedet af hysteri, skriger, at krig er bedre end fred, og den danske statsminister af samme grund ligefrem er kommer på forsiden af alverdens aviser.

Men vil Ukrainekrigen slutte? Jeg er personligt overbevist om, at Trump hellere vil være en brutal businessman end en krigsmager, men er det virkelig troligt, at den neokonservative fraktion i den amerikanske administration bare slipper magten efter, at de neokonservative har regeret amerikansk udenrigspolitik i et halvt århundrede, og er bakket op af langt større økonomiske muskler end selv Elon Musk kan mobilisere?

Men måske har man indgået en handel, så fredsfraktionen får fred i Ukraine, hvis de neokonservative og Israel-firsters til gengæld får den krig mod Iran, som de hele tiden har ønsket sig. Trump har da også netop truet med at bombe Iran sønder og sammen, hvis iranerne ikke følger det amerikanske diktat.

Heller ikke konsekvenserne af en krig med Iran tør man selvfølgelig tænke på. Der er i det hele taget meget, man ikke tør tænke på. Jeg har således ikke nævnt det hjerteskærende folkemord i Gaza, der fortsætter og fortsætter uden, at andre end houtierne i Yemen formår at gøre noget, og derfor selvfølgelig også bliver bombet af amerikanerne.

Selv vores egen regering støtter i ord og gerning mere eller mindre åbent folkemorderne, så man kun kan fortvivle og spørge, hvad er der egentlig sket med vores lille land? Og man kan kun gentage spørgsmålet, når Danmark nu er blevet blandt de allerforreste, der kræver, at krigen fortsætter i Ukraine, indtil Rusland er besejret, og har lovet sende danske tropper, når franskmændene, englænderne og balterne om kort tid rykker ind, som de nu ved møde efter møde er i færd med at planlægge.

Det er som om, at vanviddet breder sig, og den europæiske lederklasse som lemminger med elektrochok er på vej i fuld fart ud over afgrunden. Og det mest forfærdelige er, at det slet ikke er en overdrivelse.

På det mellemlange sigt er fremtiden langt mere forudsigelig om end ikke mindre mørk. Selv om de neokonservative skulle vinde i USA, og Elon Musk og hans kvikke drenge bliver sat på porten, hvilket jeg opfatter som mere end sandsynligt, så vil techmilliardærernes program, som vi har underholdt os med i denne serie, blive gennemført både i USA og med megen lille forsinkelse i Europa.

Både opbrydningen i zoner med oligarkisk virksomhedskontrol og teknofeudalisme, og udrulningen af Silicon Valleys fagre nye teknologiverden med den omsiggribende kontrol og teknofascisme, der næsten med nødvendighed må følge med, og føre til det demokratiske forfald, der af Weisman blev kaldt soft fascisme, og som allerede er godt i gang. I forne tider ville hobbitterne til sidst have gjort oprør, men om det længere er muligt med Palantir på vagt, er tvivlsomt.

Et særligt kapitel vil udrulningen af kunstig og intelligens og robotics selvfølgelig være. Man skal være lige så naiv og troskyldig som Elon Musk, hvis man virkelig tror, at de intelligente maskiner, der snart kan overgå og erstatte mennesket med de fleste opgaver, vil blive en velsignelse uden grænser for menneskeheden. Det vil blive et chok uden lige, både økonomisk, socialt, moralsk og psykologisk. Men nogen vil selvfølgelig finde en niche at overleve i, ja, måske ligefrem trives i.

Løfter vi så endelig blikket og kigger endnu længere ud, venter med stor sandsynlighed den helt store ulykke i form af klimaforandringer, der, menneskeskabte eller ej, vil vende op og ned på livet på Jorden, og hvor selv Peter Thiel i hans prepperbunker i New Zealand ikke vil kunne finde en niche at gemme sig i.

Har klimavidenskaben ret, efterlades vi faktisk kun med to valgmuligheder, der, selv om de begge virker skøre, ikke kan afvises, fordi de er de eneste. Den ene er stædigt at insistere på, at klimavidenskaben UMULIGT kan have ret. Den anden er at lede efter Weismans jødiske familie, så man fra familiens påskemåltid kan lære, hvornår det er tid at tage af sted, og så købe billet til Elon Musks rumrejse til Mars.

Nu skal jeg imidlertid IKKE lave en foreløbig rapport. Og HELDIGVIS. For er man ved at miste håbet og troen på fremtiden, må man IKKE vise det, det skylder man de kommende generationer. Det er en god, gammel regel, at folk, der som Moses æsel alligevel ikke skal med ind i det forjættede fremtidsland, ikke udtaler sig pessimistisk om fremtiden. Har de ikke noget godt og håbefuldt at sige, må de holde deres mund.

Det gør vi så. Og stopper.

Stopper?

Ja, jeg har fået nok.

Men, hallo, du kan ikke bare stoppe. Du må komme med en eller anden afrundende opsummering, det skylder du de trofaste, der har slæbt sig med så langt.

Det gør jeg?

Ja, helt bestemt.

Okay, man vil selvfølgelig nødigt svigte de gode venner, der har læst med, men det behøver jeg så heller ikke. Jeg har nemlig – hjulpet af en kyndig kommentar – været så heldig at finde en, der trækker linjerne op meget bedre, end jeg selv ville være i stand til at gøre. Og tilmed på dansk. Så hans fine opsummering her anbefaler jeg stærkt, at man læser, som en afslutning på vores undersøgelse:

https://www.oplysning.org/skakmat-tekno ... del-1.html

Desværre er Eriks Wikströms beretning heller ikke just opmuntrende læsning. Han skriver selv, at han håber, at hans fremstilling er en konspirationsteori og ikke en teori om en konspiration.

En konspirationsteori finder katten ved at forbinde punkterne, og måske kunne man ved andre valg have tegnet en kanin. I dette tilfælde er katten imidlertid så overbevisende lig de samme kendsgerninger, som vi selv har opregnet i serien, at det feline vilddyr i bekymrende grad ligner virkeligheden.

Men det er Påske, og Påskens budskab er, at man ikke bør opgive håbet, så chin up! som man sagde engang. Tak for følgeskabet og for de mange fine og venlige kommentarer!

-------

ADVISERING

Undersøgelsen har undervejs rejst nogle spørgsmål af psykologisk-faglig art, som jeg selv personligt har en stor interesse i, og som jeg derfor har lyst til at se, om jeg kan udfolde for andre. Der vil derfor muligvis komme en opfølgning på vores undersøgelse med en fortsat nummering.

Vi er HELT færdige med politikken, good riddance, men det forhindrer ikke, at vi kan forsøge at foretage et FAGLIGT længdespring med vores POLITISKE maratonløb som tilløb. Men nu får vi se, foreløbig venter Oslo med en espresso martini på vejen.

TV2 har skrevet en meget fin artikel om Peter Thiel 22. febr. 2026 https://nyheder.tv2.dk/udland/2026-02-1 ... -undergang og hvis den er fjernet, når du klikker, så har jeg gemt en kopi her https://a33.dk/da/TV2_Peter_Thiel.html

Windows user: Hold Ctrl and click to open new window