Af Marco Della Luna (Italiensk forfatter og jurist) • Kilde: Centro Italicum
Washingtons strategi er at distancere sig fra den ukrainske konflikt og presse Vesteuropa til direkte involvering i samme konflikt, så Europa bringes i en nødsituation, der kan retfærdiggøre en direkte intervention fra Washington for at "komme det til undsætning".
Generelt dikteres internationale relationer ikke af sympati eller antipati, venskaber eller fjendskaber – dette fremstilles kun for offentligheden, så de opfatter alt i "moralske" og personlige termer og ikke forstår den reelle dynamik. I virkeligheden styres internationale relationer altid af praktiske interesser, og krige føres ikke af ideologiske, religiøse eller racemæssige årsager, men af økonomiske og strategiske ekspansionsbehov eller for at eksportere interne konflikter til eksterne slagmarker.
De eneste to magter, der i øjeblikket kunne udløse en konflikt, der truer Italien og Vesteuropa, er USA og Kina. USA, fordi det har brug for at udvide sin finansielle kontrolzone for at understøtte sit enorme offentlige og eksterne gældsniveau samt den langvarige og usikre genindustrialisering.
Derudover skal dollaren bevares som verdensreservevaluta for at muliggøre fortsat import af langt mere, end landet eksporterer – altså at leve på andres bekostning. Efter årtier med ekspansion mod øst via NATO havde USA forventet at kunne tilegne sig Ukraines ressourcer, vurderet til 34.000 milliarder dollars, men det er ikke lykkedes. Derfor søger USA nu at bevare dollaren som den absolut dominerende valuta ved at udnytte ressourcer fra sine allierede: Mexico, Panama, Canada, Grønland og Den Europæiske Union – blandt andet gennem sanktionerne mod Rusland og sabotageaktionen mod Nord Stream.
Kina kunne teoretisk set også udløse en storkrig, fordi det har behov for økonomisk ekspansion for at opretholde eller genvinde sin vækst, men på grund af Kinas geostrategiske afstand udgør det ikke en direkte trussel mod os. Konklusionen er, at det kun er USA, der udgør en reel trussel, og militær modstand mod denne trussel er umulig – undtagen ved at tilslutte sig BRICS.
Rusland derimod er ikke en potentiel trussel, da det ikke har behov for territorial ekspansion. Med en befolkning på kun 145 millioner mennesker fordelt over et område på 17 millioner kvadratkilometer og enorme naturressourcer har Rusland mere brug for at udvikle sin interne infrastruktur end at engagere sig i eksterne eventyr. Rusland har behov for at importere viden og teknologi og er derfor – langt fra at være en fjende – en ideel og naturlig handelspartner for Europa.
Derfor er kravet om at øge forsvarsbudgettet til 5 % af BNP i en angiveligt anti-russisk kontekst ubegrundet og vildledende. Det gavner kun den amerikanske våbenindustri på bekostning af den allerede pressede europæiske økonomi.
Det er sandsynligt, især hvis vi ser på historiske eksempler fra de to verdenskrige, at Washingtons strategi i øjeblikket er at distancere sig fra den ukrainske konflikt, mens Europa presses til direkte involvering gennem lydige ledere som Starmer, Macron og Meloni. Målet er at skabe en nødsituation, der kan legitimere en amerikansk intervention, som vil ende med en aftale med Moskva – på Europas bekostning. Resultatet vil være en slags Marshall-plan for en økonomisk ødelagt EU og det, der måtte være tilbage af Ukraine, hvilket fuldstændigt vil binde disse økonomier til dollarens interesser og fastholde dens status som verdensreservevaluta.
Eurokraterne og diverse nationale ledere arbejder aktivt og effektivt på at sabotere Europas økonomi ved at angribe bilindustrien, ejendomssektoren og samhandlen med Rusland.
Vi bør huske, at under Første Verdenskrig garanterede præsident Wilson, at USA ville forblive neutralt, mens han samtidig skabte påskuddet for at gå ind i en allerede svækket europæisk krig – hvilket resulterede i, at USA tog "løvens and" og indledte det britiske imperiums nedgang.
Vi bør også huske, hvordan amerikanske finansinstitutioner efter krigen – blandt andet via oprettelsen af Bank for International Settlements – først skabte hyperinflation i Tyskland og derefter finansierede landets industrielle genopbygning under nazismen. Denne cyklus endte med Anden Verdenskrig, som blev en strategisk sejr for USA, hvor det fuldstændigt erstattede det britiske imperium og underlagde en række europæiske og ikke-europæiske lande som vasaller. Disse lande blev tvunget til at acceptere dollaren som reservevaluta og til at følge amerikanske retningslinjer for både udenrigs- og indenrigspolitik.
Biden-administrationen forsøgte at sikre sig Ukraines enorme naturressourcer ved at lade de europæiske vasaller betale prisen for både øst-udvidelsen og krigen. Samtidig udnyttede USA dem økonomisk via sanktioner, der tvang dem til at købe amerikansk gas til kraftigt opskruede priser. Dette skabte en massiv kapital- og industriflugt fra Europa til USA. Men strategien mislykkedes, fordi krigen er tabt, og fordi det er let at gøre europæisk industri ukonkurrencedygtig ved at hæve energipriserne og fjerne det russiske marked – men meget svært at genindustrialisere et land, der over tid har mistet sine produktionskompetencer.
Trump-administrationen har indtil videre markeret sig med aggressive udmeldinger om toldsatser og territorial kontrol over Canada, Mexico, Panama, Grønland og Kina. Samtidig har den presset de europæiske vasaller til at øge deres militærbudgetter som betingelse for at "beholde" USA’s "beskyttelse" – en beskyttelse, der i stigende grad minder om mafia-lignende afpresning.
Samtidig har Giorgia Meloni styrket båndene til Elon Musk – en mand fra en familie med en traditionelt malthusiansk og eugenistisk tankegang. Trumps aggressive fremtoning over for store dele af verden er uden tvivl en politisk psykologisk strategi, der aktiverer amerikanernes forfølgelsesvanvid. Dette narrativ maler amerikanerne som et velsignet folk med en særlig skæbne om at "demokratisere verden", hvorfor de angiveligt er misundt og truet af alle andre. Denne psykologiske manipulation binder vælgerne tættere til præsidentembedet.
Men spørgsmålet er, om Trump rent faktisk vil handle ud fra denne simple psy-op, hvilket potentielt kan udsætte både USA og resten af verden for uforudsigelige konsekvenser. Det betyder ikke nødvendigvis en verdenskrig – Kina kunne for eksempel svare igen ved at standse leveringen af visse halvfabrikata, hvilket ville lamme en stor del af vestlig industri. Det kunne også beslutte at sælge eller helt stoppe med at købe amerikanske statsobligationer. Trump kunne til gengæld svare ved at nægte at anerkende gæld ejet af fjendtlige magter. Og så ville hele systemet bryde sammen.
En helt anden situation ville opstå, hvis USA blev ramt af en alvorlig intern krise, der trak det ind i en borgerkrigslignende tilstand og fjernede dets fokus fra internationale anliggender – herunder forsvaret af dollaren som verdensreservevaluta.