Så længe man er en politiker, der stræber efter at få opbakning og rækker ud efter en position af magt, er det okay at tale om tingene i helt generelle vendinger, ideologiske vendinger, og det er okay at tale om tingene i et simpelt sprog, som alle kan forstå, men når en politiker så har opnået magtpositionen, skal man forvente noget andet og mere.
Når en politiker har opnået en magtposition og giver en tale på en konference med et bestemt overordnet tema, skal man forvente, at denne politiker adresserer emnet og fremsætter konkrete politiske standpunkter med reelle konsekvenser.
- Standpunkter, der adresserer aktuelle konflikter, og hvor denne politiker enten anviser veje til at løsne op for konflikterne eller understreger hvor disse standpunkter er ufravigelige, ledsaget af viljen til at tage konsekvenserne af denne standhaftighed.
- Standpunkter, der indeholder ambitiøse konkrete målsætninger, hvor samme politiker offentligt tilkendegiver sin beslutning om at arbejde hårdt for at nå disse ambitiøse målsætninger.
- Standpunkter, der understøttes af konkrete data, og som på godt og ondt videregiver nogle retvisende billeder af vores faktiske omstændigheder.
Når det er magthaverne, der træder op, skal vi forvente noget mere. Og når de realpolitiske målsætninger ikke bliver italesat rejser det selvfølgelig spørgsmålet, hvad det egentlig er magthaverne arbejder på under dække af deres populistiske taler.
Hvad angår J.D. Vance’s tale i går på München Sikkerhedskonference 2025, var der én konkret politisk udmelding, at de europæiske lande må tage sig af deres egen sikkerhed for USA vil flytte sit sikkerhedsmæssige fokus til Asien for at konfrontere Kina. USA’s de facto exit fra Europa er indenfor den seneste uge såvel blevet meldt ud af både forsvarsminister Hegseth og Trump selv.
Ikke et ord blev nævnt om Ukrainekrigen, og hvordan denne krig skete som følge af både skjulte hensigter og massive diplomatiske svigt, som konferencer som München-konferencen netop skulle imødegå. Hvad med for pokker at tilbyde en eller anden grad af refleksion på dette dybt tragiske storpolitiske sammenbrud.
Men nej, i stedet valgte J.D. Vance populistisk at pege på ’den indre fjende’ igennem de europæiske lande og truslen imod vores fælles demokratiske værdier. Og ja, demokratiet er under massivt pres igennem Europa og i USA. Men Vance gjorde sig jo ikke umagen med at opliste spektret af trusler mod demokratiet. Her kunne man for eksempel nævne:
- Et medielandskab styret af pengeinteresser (dvs. i realiteten af oligarker), og hvor ’public service’-kanalerne er blevet fuldstændig afhængige af input fra de store nyhedsbureauer som AP og Reuters
- Massive grader af indflydelse fra lobbygrupper på ledende politikere (oligarkerne, igen)
- Parlamenter som politiske teatre, hvor de reelle beslutninger tages i det skjulte, vogtet over af diktatoriske partiorganisationer
- Et politiseret embedsværk og en politiseret fagkundskab, så et fælles faktuelt grundlag for at forstå vores omstændigheder blæser i vinden
- Centralisering, ensretning og teknokratisering af vores samfundsforvaltning, som samtidig skaber optimale betingelser for lobbygrupperne
- Lovmæssig og bureaukratisk overbelastning med væsentlige indskrænkninger af det personlige råderum til følge
Fingerpegningen mod indvandrerne får således i stedet karakter af udpegning af syndebukke. Og når det kommer til terrorangrebene, er der jævnligt forhold der indikerer, at der var momenter af 'mind control' involveret. Det er meget påfaldende, hvordan ingen af terrorangrebene nogensinde bliver efterforsket til bunds.
Hvad Vance kunne have gjort var i forlængelse af USAID-afsløringerne at adressere, hvilke underhåndsoperationer de europæiske demokratier har været udsat for, og hvordan Trump-administrationen forventer at gøre op med disse underhåndsoperationer.
Vance kunne have adresseret, at dette politiske pres for at indføre censur og forfølgelse af folk med forbudte tanker igennem Europa for en stor del er sket som følge af pres fra amerikanske lobbygrupper støttet af USAID, lobbygrupper igen under kontrol af oligarkerne. Og baggrunden for disse censurtiltag er selvfølgelig oligarkernes frygt for opstandelse i befolkningerne og deres deraf følgende begær efter at opnå maksimal kontrol over befolkningerne, herunder forestillingerne der lever i befolkningerne.
Kunne lobbygrupperne presse politikerne i USA til at indføre de samme censurtiltag i USA, havde de for længst gjort det, men i USA er disse lobbygrupper hæmmede af den amerikanske forfatnings ’first amendment’.
Nu er USAID-departementet lukket ned, og en mindre del af det oprindelige departement er lagt ind under det amerikanske udenrigsministerium. Så J.D. Vance, hvad var det så for en del, der blev lagt ind under udenrigministeriet? Var det afdelingen for de konkrete nødhjælpsarbejder, eller var det afdelingen for ’regime change operations’?
Og når USA har planer om at trække sig fra Europa, bliver de europæiske lande så samtidig befriet for den massive lobbyvirksomhed fra diverse ’regime change’-organer?
Og i Trump-administrationens opgør med USAID-programmerne, kommer der så en redegørelse for ’regime change’-operationerne i Ukraine, som var et afgørende moment i konfliktoptrapningen? Og kommer der en redegørelse for måderne de amerikanske sociale medier sikrede en opbakning igennem de europæiske befolkninger for den forrykte krig?