The New Society

Skrevet af Alexander Dugin, filosof og forfatter - oversat af Kristina Buncic - link går direkte til opslaget og virker kun, hvis du er logget ind på FB

Putin’s München-tale og multipolaritetens revolution

Forord af Alexander Dugin: "I forbindelse med begyndelsen på en multipolær revolution, fremhæves særligt Putins München-tale fra 2007, der udfordrede den unipolære globalisme og mindsker FN’s relevans."

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den tale, som Vladimir Vladimirovitj Putin holdt 2007 i München, markerede den første systematiske og klart formulerede udfordring mod det globalistiske og unipolære system. Det var begyndelsen på en geopolitisk revolution, der i første omgang blev ført af Rusland alene, men gradvist fik følgeskab af andre magter. Kina, Indien og Brasilien var de første til at slutte sig til, og senere kom flere BRICS-lande til. Dette førte til en institutionalisering af den multipolaritet, som Putin argumenterede for i sin München-tale.

I dag er vi nået langt ad denne vej. Vi udkæmper en krig mod globalismen i Ukraine og kæmper specifikt mod den liberal-globalistiske ideologi. Multipolariteten bliver stadig mere fast forankret og synlig, særligt gennem strukturer som BRICS, mens den unipolære global-liberalistiske verdensorden er på vej mod sit fald – især efter starten på Trumps konservative revolution i USA.

Selvfølgelig vil både Trump og "Trumpisterne" forsøge at bevare den unipolære verdensorden, men i en anden form, baseret på direkte amerikansk hegemoni. Dog har USA’s udenrigsminister Marco Rubio allerede anerkendt, at vi lever i en multipolær verden. Denne erkendelse er både præcis og lovende.

Tilbage i 2007 understregede Putin i sin München-tale nødvendigheden af at overholde FN-pagten. Men FN er en organisation, der blev skabt som et resultat af Anden Verdenskrig, hvor Sikkerhedsrådet, magtfordelingen og organisationens mekanismer formelt var forankret i den Westfalske orden. FN anerkendte kun nationalstater som suveræne aktører.

I februar 2007 holdt Vladimir Putin sin berømte München-tale, der kan betragtes som en erklæring om Ruslands moderne suveræne politiske kurs.
FN’s grundlag indeholder dog også en indbygget modsigelse: anerkendelsen af både enhver nationalstats ret til territorial integritet og folkenes ret til selvbestemmelse – et princip, der i sig selv udfordrer suveræniteten.

Denne tvetydige formulering er siden blevet anvendt i forskellige sammenhænge og med varierende betydning. Uanset hvad fastholdt FN-systemet en bipolar verdensorden (USA og USSR som de to dominanser) med en mindre gruppe af alliancefrie lande. Men samlet set afspejlede det en grundlæggende bipolar verdensorden.

Efter Sovjetunionens sammenbrud ophørte den bipolære verdensorden. I første omgang forsøgte globalisterne at etablere en unipolær verdensorden og foreslog endda opløsningen af FN til fordel for en ny "Liga af Demokratier". Men denne idé opnåede aldrig institutionel opbakning, da størstedelen af verden afviste konceptet om at samle vasalstater under vestlig dominans.

FN blev dermed lammet og forblev en relikvie fra den nu hedengangne bipolære verdensorden. Til syvende og sidst mislykkedes det også at institutionalisere den unipolære verdensorden, og den efterfølgende en del af fortiden.

Nu skal en ny verdensorden konstrueres på grundlag af multipolaritet. Denne multipolaritet må finde en ny ramme for sin eksistens. Kan FN omstruktureres, så den passer til en multipolær verden? Jeg tvivler på det, da FN’s nuværende struktur afspejler en kombination af det Westfalske system og den ideologiske bipolaritet, der blev etableret af Yalta-konferencen og resultaterne af Anden Verdenskrig. Men mange krige er blevet udkæmpet siden da, og verdens politiske landskab er blevet omformet til ukendelighed.

Som et resultat har nutidens nationalstater stærkt asymmetriske niveauer af suverænitet og reel magt. Derfor mener jeg, at FN ikke er i stand til at gennemgå en sådan transformation eller udvikling.

Tiden er kommet til at overveje skabelsen af en ny international organisation, der afspejler de fremvoksende betingelser i den multipolære verden med en passende fordeling af roller inden for nøgleinstitutioner. Et muligt skridt i denne retning kunne være etableringen af en dialog mellem BRICS-landene som en model for multipolaritet og Trumps USA. Gennem en residualproces kunne Europa på et tidspunkt også tilslutte sig – når kontinentet endelig vågner op og træder ud af den liberal-globalistiske døs, som det desværre stadig befinder sig i.

1. Yalta-konferencen (1945)
Yalta-konferencen fandt sted i februar 1945 på Krim-halvøen i det daværende Sovjetunionen. Her mødtes de tre sejrherrer fra Anden Verdenskrig:
- Josef Stalin (Sovjetunionen)
- Winston Churchill (Storbritannien)
- Franklin D. Roosevelt (USA)

Konferencen handlede primært om, hvordan Europa – og især Tyskland – skulle organiseres efter krigens afslutning. De vigtigste resultater af konferencen var:
- Opdelingen af Tyskland i fire besættelseszoner (USA, Storbritannien, Sovjetunionen og Frankrig).
- Oprettelsen af FN for at sikre en ny verdensorden baseret på stormagternes samarbejde.
- Aftaler om frie valg i Østeuropa.
- Bekræftelse af Sovjetunionens fremtidige indflydelse i Østeuropa.

Dugin nævner Yalta i forbindelse med FN, fordi konferencen lagde grundlaget for FN’s Sikkerhedsråd, hvor de fem permanente medlemmer (USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig) fik vetoret – en model, der afspejlede verdensordenen efter 1945.

2. Det Westfalske system (1648)
Det Westfalske system opstod efter Trediveårskrigen (1618-1648) i Europa, en ødelæggende konflikt mellem katolikker og protestanter. Det blev formelt etableret med Westfalske freden i 1648.

De vigtigste principper var:
- Suverænitet: Stater blev anerkendt som uafhængige enheder med ret til at bestemme over deres eget territorium.
- Non-intervention: Ingen stat skulle blande sig i en anden stats interne anliggender.
- Balance mellem magter:
Ingen enkelt stat skulle dominere Europa.
Dette system er grundlaget for den moderne nationalstatsorden, hvor lande anerkendes som selvstændige enheder med grænser og suverænitet. FN bygger i vid udstrækning på denne model.

3. Ideologisk bipolaritet
Bipolaritet refererer til en verdensorden domineret af to supermagter. Efter Anden Verdenskrig opstod en bipolar verden med:
- USA og NATO som den kapitalistiske og demokratiske blok.
- Sovjetunionen og Warszawapagten som den kommunistiske og socialistiske blok.
Denne konflikt – kendt som Den Kolde Krig (1945-1991) – skabte en global opdeling, hvor verden blev set gennem en ideologisk linse: kapitalisme vs. kommunisme.

Dugin argumenterer for, at FN blev skabt til en verden, hvor bipolaritet var den dominerende magtbalance. Da Sovjetunionen kollapsede i 1991, forsvandt den bipolaritet, og FN blev ifølge Dugin irrelevant i en verden, hvor USA forsøgte at skabe en unipolær orden – altså en verden domineret af én supermagt.

Samlet betydning i Dugins analyse:
Dugin hævder, at FN blev bygget på en kombination af det Westfalske system (nationalstaternes suverænitet) og bipolaritet (USA vs. Sovjet). Efter Sovjetunionens fald er FN ifølge ham blevet ineffektivt, fordi det ikke længere passer ind i den multipolære verden, hvor magten er spredt mellem flere stormagter som Rusland, Kina, Indien og BRICS-landene.
Hans pointe er, at verden nu har brug for en ny international orden, fordi den gamle (baseret på Yalta-aftalerne, FN og det Westfalske system) ikke længere afspejler den reelle globale magtbalance.