Uvidenheden om sandheden, af Jette Anne-Marie Hansen
Posted: Sat Oct 26, 2024 3:56 pm
af Jette Anne-Marie Hansen - link virker kun, hvis du er logget ind på FB
Uvidenheden om sandheden
Jeg kan se i debatten, at folk tror alt muligt forkert om tilblivelsen af den jødiske stat i Palæstina. De tror f.eks., at der næsten ikke boede nogen palæstinensere i området. Eller at araberne nærede et racistisk had til jøderne. Folk ved ikke, at der var zionister, der samarbejdede med nazisterne, fordi de anså jødeforfølgelse for at være et udmærket redskab til at genne jøderne ind i Palæstina. Folk tror også, at terror er noget, arabere/palæstinensere betjener sig af, imens den slags er fremmed for de anderledes civiliserede jøder. De ved ikke, at det var zionisterne, der oprettede paramilitære terrorgrupper og således initierede terrorisme.
Eller at zionisterne med overlæg benyttede sig af englændernes tilbagetrækning fra territoriet i 1948 til med vold at tilrane sig de områder, som egentlig var tildelt araberne. Endelig ved de slet ikke, hvor meget araberne/palæstinensernes perspektiv helt fra begyndelsen blev anerkendt som en selvfølgelighed - endog af de institutioner, der arbejdede for grundlæggelsen af jødestaten. Selv den rædsomme Balfour, der tildelte jøderne Palæstina til at oprette deres stat, skrev, at det var på betingelse af en fredelig sameksistens med araberne i området.
Det er dette perspektiv, der er fordampet fra den kollektive bevidsthed efter syv årtier med glemsel og israelsk propaganda - indtil vi i dag her i Vesten vidt og bredt er rede til at indforstå os med, at Israel begår folkemord på palæstinenserne.
Værsågod. Her får I nogle historiske facts fra FNs redegørelse for tilblivelsen af Israel:
Oprindeligt udgjorde jøder omkring 10% af befolkningen i Palæstina - og de levede vel at mærke i fred og fordragelighed med den arabiske befolkning. Allerede i 1931 bemærkede den britisk kongelige kommission i sin rapport, at urolighederne intet havde at gøre med at araberne skulle nære en racistisk modvilje imod jøder. Der var ingen gnidninger imellem jøder og arabere, før striden om en jødisk stat opstod.
I 1947 bestod 68,3% af Palæstinas befolkning af arabere imens 31,7% var jøder. Og det var efter tre årtier, hvor zionisterne systematisk havde proppet så mange jøder, som de kunne finde, derind.
Store dele af immigrationen skyldtes jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig. (Som det måske vil være bekendt (eller også ikke), samarbejdede en gruppe zionister direkte med nazisterne, fordi de anså jødeforfølgelse for et udmærket redskab til at genne jøderne ind i Palæstina).
Araberne i Palæstina sympatiserede i høj grad med de europæiske jøders lidelser. I Royal Commissions rapport på tidspunktet erklærede arabernes talsmand, "Der er intet anstændigt menneske, som ikke vil gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt for at lindre disse personers nød, forudsat at det ikke sker ved at påføre et andet folk en tilsvarende lidelse".
Den pludselige immigration medførte store problemer for den palæstinensiske arabiske befolkning. Og da araberne ikke var ansvarlige for grusomhederne i Europa, protesterede de naturligvis imod, at måtte bære omkostningerne for dem.
I begyndelsen havde de jødiske immigranter ofte praktiseret doktrinen om Havlaga, eller selvbeherskelse. I 1947 blev zionistiske paramilitære organisationer som Haganah og Irgun imidlertid aktive. De fik senere selskab af Stern-banden. Og nu var det slut med doktrinen om Havlaga.
Disse grupper greb til terrorisme i Palæstina. Bemærk det! Zionisterne var de første terrorister i Palæstina! I 1942 blev den britiske udenrigsminister dræbt i Kairo af Stern-banden. I 1944 nåede terroren et nyt klimaks med en eksplosion, der ødelagde en fløj af King David Hotel i Jerusalem, hvorved 86 offentligt ansatte, arabiske, jødiske og britiske, samt fem medlemmer af offentligheden blev dræbt.
Straks englænderne trak sig tilbage fra Palæstina i 1948 gik zionisterne i offensiven for at implementere deres såkaldte “Plan Dalet”, som gik ud på ved den paramilitære jødiske gruppe, Haganahs hjælp at tilrane sig de områder, som egentlig var blevet tildelt araberne.
Mere end 750.000 palæstinensere, det vil sige over halvdelen af befolkningen – blev i løbet af 1948 fordrevet fra Palæstina, da deres 531 landsbyer blev jævnet med jorden af zionistiske militser. Det er denne operation, der kendes som "nakba".
De fordrevne palæstinensere levede herefter i flygtningelejre i Palæstina eller i de arabiske nabolande. På trods af FN-resolution 194, der garanterer de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage, har Israel konsekvent nægtet dem denne ret.
Nakbaen er ikke slut: Israel fortsætter med at fordrive palæstinensere ved at rive huse ned, udvise palæstinensere fra Vestbredden og Jerusalem og begå folkemord mod den palæstinensiske befolkning.
I får også et link til en artikel om zionisternes samarbejde med nazisterne. the-treachery-of-the-nazi-zionist-alliance
I kan selv læse FNs redegørelse, der naturligvis medtager mange flere detaljer. un.org
Uvidenheden om sandheden
Jeg kan se i debatten, at folk tror alt muligt forkert om tilblivelsen af den jødiske stat i Palæstina. De tror f.eks., at der næsten ikke boede nogen palæstinensere i området. Eller at araberne nærede et racistisk had til jøderne. Folk ved ikke, at der var zionister, der samarbejdede med nazisterne, fordi de anså jødeforfølgelse for at være et udmærket redskab til at genne jøderne ind i Palæstina. Folk tror også, at terror er noget, arabere/palæstinensere betjener sig af, imens den slags er fremmed for de anderledes civiliserede jøder. De ved ikke, at det var zionisterne, der oprettede paramilitære terrorgrupper og således initierede terrorisme.
Eller at zionisterne med overlæg benyttede sig af englændernes tilbagetrækning fra territoriet i 1948 til med vold at tilrane sig de områder, som egentlig var tildelt araberne. Endelig ved de slet ikke, hvor meget araberne/palæstinensernes perspektiv helt fra begyndelsen blev anerkendt som en selvfølgelighed - endog af de institutioner, der arbejdede for grundlæggelsen af jødestaten. Selv den rædsomme Balfour, der tildelte jøderne Palæstina til at oprette deres stat, skrev, at det var på betingelse af en fredelig sameksistens med araberne i området.
Det er dette perspektiv, der er fordampet fra den kollektive bevidsthed efter syv årtier med glemsel og israelsk propaganda - indtil vi i dag her i Vesten vidt og bredt er rede til at indforstå os med, at Israel begår folkemord på palæstinenserne.
Værsågod. Her får I nogle historiske facts fra FNs redegørelse for tilblivelsen af Israel:
Oprindeligt udgjorde jøder omkring 10% af befolkningen i Palæstina - og de levede vel at mærke i fred og fordragelighed med den arabiske befolkning. Allerede i 1931 bemærkede den britisk kongelige kommission i sin rapport, at urolighederne intet havde at gøre med at araberne skulle nære en racistisk modvilje imod jøder. Der var ingen gnidninger imellem jøder og arabere, før striden om en jødisk stat opstod.
I 1947 bestod 68,3% af Palæstinas befolkning af arabere imens 31,7% var jøder. Og det var efter tre årtier, hvor zionisterne systematisk havde proppet så mange jøder, som de kunne finde, derind.
Store dele af immigrationen skyldtes jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig. (Som det måske vil være bekendt (eller også ikke), samarbejdede en gruppe zionister direkte med nazisterne, fordi de anså jødeforfølgelse for et udmærket redskab til at genne jøderne ind i Palæstina).
Araberne i Palæstina sympatiserede i høj grad med de europæiske jøders lidelser. I Royal Commissions rapport på tidspunktet erklærede arabernes talsmand, "Der er intet anstændigt menneske, som ikke vil gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt for at lindre disse personers nød, forudsat at det ikke sker ved at påføre et andet folk en tilsvarende lidelse".
Den pludselige immigration medførte store problemer for den palæstinensiske arabiske befolkning. Og da araberne ikke var ansvarlige for grusomhederne i Europa, protesterede de naturligvis imod, at måtte bære omkostningerne for dem.
I begyndelsen havde de jødiske immigranter ofte praktiseret doktrinen om Havlaga, eller selvbeherskelse. I 1947 blev zionistiske paramilitære organisationer som Haganah og Irgun imidlertid aktive. De fik senere selskab af Stern-banden. Og nu var det slut med doktrinen om Havlaga.
Disse grupper greb til terrorisme i Palæstina. Bemærk det! Zionisterne var de første terrorister i Palæstina! I 1942 blev den britiske udenrigsminister dræbt i Kairo af Stern-banden. I 1944 nåede terroren et nyt klimaks med en eksplosion, der ødelagde en fløj af King David Hotel i Jerusalem, hvorved 86 offentligt ansatte, arabiske, jødiske og britiske, samt fem medlemmer af offentligheden blev dræbt.
Straks englænderne trak sig tilbage fra Palæstina i 1948 gik zionisterne i offensiven for at implementere deres såkaldte “Plan Dalet”, som gik ud på ved den paramilitære jødiske gruppe, Haganahs hjælp at tilrane sig de områder, som egentlig var blevet tildelt araberne.
Mere end 750.000 palæstinensere, det vil sige over halvdelen af befolkningen – blev i løbet af 1948 fordrevet fra Palæstina, da deres 531 landsbyer blev jævnet med jorden af zionistiske militser. Det er denne operation, der kendes som "nakba".
De fordrevne palæstinensere levede herefter i flygtningelejre i Palæstina eller i de arabiske nabolande. På trods af FN-resolution 194, der garanterer de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage, har Israel konsekvent nægtet dem denne ret.
Nakbaen er ikke slut: Israel fortsætter med at fordrive palæstinensere ved at rive huse ned, udvise palæstinensere fra Vestbredden og Jerusalem og begå folkemord mod den palæstinensiske befolkning.
I får også et link til en artikel om zionisternes samarbejde med nazisterne. the-treachery-of-the-nazi-zionist-alliance
I kan selv læse FNs redegørelse, der naturligvis medtager mange flere detaljer. un.org