Fluorid i drikkevand og tandpasta blev ikke opfundet som et neutralt sundhedsprojekt.
I 1930’erne og 40’erne stod aluminium- og fosfatindustrien med enorme mængder af giftigt affald i form af fluoridforbindelser, de ikke kunne komme af med uden miljøkatastrofer og retssager. Historikere som Christopher Bryson (“The Fluoride Deception”) har dokumenteret, hvordan industrien arbejdede tæt sammen med myndigheder for at få fluorid genbrugt i stedet for at blive betragtet som et miljøproblem.
En af “løsningerne” blev at tilføje det til vandforsyningen og tandplejeprodukter.
Ja, fluorid kan styrke tandemaljen minimalt.
Men nyere forskning (bl.a. fra Harvard og The Lancet Neurology, Grandjean & Landrigan 2014) peger på mulige neurologiske effekter ved kronisk eksponering, især hos børn i områder med høj fluoridbelastning.
Flere studier viser lavere IQ og ændringer i hjernens udvikling ved niveauer, der ligger tættere på det, nogle vandforsyninger faktisk har.
WHO anerkender også, at fluorid har et snævert “terapeutisk vindue”, dvs. at forskellen mellem en gavnlig og en skadelig dosis ikke er så stor, som TjekDet antyder.
At man bare affejer bekymringer som “afkroge af internettet”, er en del af problemet.
Fluorid er ikke en ufarlig vitaminpille, men et industrielt restprodukt, som i kontrollerede mængder kan give en minimal tandfordel, men som også bærer veldokumenterede risici.
Den balance fortjener en mere ærlig debat, i stedet for at reducere det til en sort-hvid påstand om “ufarligt”.
Fluorid kan have en funktion i tandpleje, men historien om, hvordan det havnede i vores tandpasta og vand, handler mindst lige så meget om industriens behov for at komme af med affald som om folkesundhed.
Der er veldokumenterede bivirkninger ved kronisk indtag, især hos børn.
Så ja, små mængder i tandpasta kan hjælpe på tænderne, men at kalde det helt ufarligt og reducere kritikken til “konspirationer” er hverken videnskabeligt eller historisk korrekt.
Noget, der sjældent nævnes, er hvor lidt plads emnet faktisk fylder i tandlægeuddannelsen. Ifølge flere undersøgelser af pensum på tandlægeskoler (bl.a. USA, Canada og EU) bruger studerende kun ganske få timer på at lære om fluorid, og næsten altid i en ensidig, klinisk kontekst: “det forebygger caries”.
Der bruges hverken tid på at gennemgå de historiske rødder, hvor fluorid blev introduceret via industrien, eller de kritiske studier, der peger på risici ved kronisk eksponering.
At fluorid i tandpleje oprindeligt udsprang af industriens behov for at komme af med et affaldsprodukt, er ikke en del af tandlægestudiet.
De fleste tandlæger har derfor aldrig fået et helhedsbillede, men gentager blot de få linjer, de er blevet undervist i. Når patienter spørger, lyder svaret ofte “det er sikkert, det forebygger huller”, uden at der ligger en dybere viden bag.
Dermed kan man sige, at tandlæger er eksperter i tænder, men ikke nødvendigvis i fluorid som kemisk stof, dets toksikologi eller dets historiske og politiske baggrund.
Det er en blind vinkel, som gør debatten fattigere og skaber den form for skråsikkerhed, vi ser i artikler som TjekDet’s.