SOMMERENS SPÆNDENDE KAPLØB
Posted: Thu Jun 25, 2026 3:24 pm
Rusland er ved at tabe krigen i Ukraine, det er hele den politiske elite i NATO-Europa enige om. Med milliarder og atter milliarder af euro til at holde Zelenskijs styre oven vande, med masseproduktion af droner på europæiske fabrikker til at holde russerne tilbage i Donbas, med dronesværme styret fra vestlige satellitter og langtrækkende missiler, der nu snart dag for dag rammer russiske baser og energianlæg dybt inde i Rusland, har det europæiske sammenhold — anført af en håndfuld kompromisløse politikere — vendt krigen. Det eneste spørgsmål er nu, hvordan krigen skal ende.
Planen er tydeligvis klar. Hvis man bare kan fortsætte med at eskalere med langtrækkende missilangreb langt ind i Rusland, må Putin til sidst — måske tvunget af den russiske forretningselite — anerkende nederlaget og acceptere de europæiske fredsbetingelser.
Eller alternativt vil Putin — tvunget af en vred russisk befolkning, der ikke brød sig om den umådeligt venlige Istanbulaftale fra 2022 eller den halvhemmelige Anchorageformel fra 2025 — blive presset til at gengælde den europæiske eskalation, og så har man ham i saksen efter den gamle afprøvede model fra Afghanistankrigen, der efter ti år knækkede Sovjetunionen.
Det var præcis den model, som man gentog, da Kiev var villige til at slutte fred i Istanbul umiddelbart efter invasionens start. Den NATO-udsendte Boris Johnson fik mod gyldne løfter hurtigt Zelenskij på andre tanker, og da Ukraines uheldige fredsforhandler var blevet skudt på åben gade, kunne man gå i gang med en proxykrig, der nu snart har varet længere end både første og anden verdenskrig.
Men man kan også prøve at gentage succesen og dermed fremskynde sejren over russerne. Man skal bare lokke Putin til at føre krigen ind på NATO’s område. Og sker det, så — SMAK! — træder paragraf 5 i kraft og russerne bliver overvældet af NATO-styrker fra Finland i nord til Tyrkiet i syd. Mange i Europa kan ikke lægge skjul på, at de glæder sig ved tanken.
Det er denne situation man forsøger at fremskynde med de tiltagende missilangreb dybt ind i Rusland, med opbringning af russiske tankskibe, og med oprustning og krigsretorik raden rundt — ja, der var endda en kvindelig baltisk politiker, der agiterede for, at man skulle gå i gang med at erobre Kaliningrad.
Det allersidste tiltag er Zelenskijs ultimatum til Belarus. Fjerner de ikke nogen radaranlæg langs grænsen, vil Ukraine selv fjerne dem. Tal om eskalation. Ultimatummet udløber om nogle dage.
Er man helt sikker på, at alle disse optimistiske krigstiltag vil ende godt? Ja, åbenbart, hollænderne er ved at bygge en krigsfangelejr til de mange russiske krigsfanger, som man forventer at fange. Nej, det er ikke en joke, man læser (her oversat):
“I denne uge begyndte den hollandske hær at teste et nyt design for en krigsfangelejr i Marnehuizen i den nordlige provins Groningen – den første gang i mere end 30 år, at Holland har gennemført træning med fokus på tilbageholdelse i dette omfang. Øvelsen er et bevidst, konkret svar på en mulighed, som Europas militær ikke længere er villige til at betragte som fjern: en stor konventionel konflikt på NATO-territorium med titusinder af kampklare soldater på begge sider.”
Men hvad nu, hvis de europæiskes politikeres utrolige optimisme og overmod er fejlanbragt? Hvad nu, hvis russernes nylige trusler om at affyre deres arsenal af hypersoniske og ustoppelige Oreshnik-raketter mod de europæiske våbenfabrikker, IKKE er bluff?
Hvad så med den ukrainske brændstoffabrik Fire Point på Tingvej 4 i Vojens? Det lød flot, da erhvervsminister Bødskov udtalte disse smukke ord: ”Danmark står skulder ved skulder med Ukraine. For deres kamp for frihed er vores kamp for frihed. Hver dag viser Putin, at han ikke stopper.
Derfor skal vi hjælpe ukrainerne med at stoppe ham. Det gør vi med Fire Points etablering på dansk jord. Samtidig skaber vi nye og tættere bånd mellem det danske og ukrainske forsvar og vores erhvervsliv. Det gavner båder vores egen sikkerhed og tryghed, men også dansk erhvervslivs muligheder for at bidrage til Europas oprustning og den ukrainske frihedskamp.”
Men hvad hvis raketterne begynder at regne ned over de gode borgere i Vojens? Russerne siger selv, at de har plottet adressen ind.
Og tror man, at det vil blive bedre, hvis vores politikere kan overtale amerikanerne til at rykke til hjælp, når missilerne flyver? Har man overvejet, hvordan det skulle kunne undgås, at de første udvekslinger med taktiske atomraketter hurtigt bliver til en altomfattende atomkrig?
Muligheden foreligger faktisk for et virkeligt ragnarok, denne gang ikke på grund af et uheld, men på grund af politikernes aggressive krigspolitik.
Ja, hvor uhyrlig muligheden er, er den på ingen måde urealistisk. Det er derfor svært ikke at spørge, om det her overhovedet er grundigt overvejet? Eller om der er nogen, der ophidset af uendelige krigsmøder i EU og NATO helt har mistet evnen til at tænke sig om?
Nåh, selv om den uhyggelige krigshest er i galop frem mod sin skræmmende målstreg, er der også en anden uhyggelig hest med i kapløbet.
Da morderiske Israel tvang den amerikanske krigsmaskine med i overfaldet på Iran, var alle klar over, at uanset udfaldet, så ville det lukke Hormuz-strædet for en længere tid.
Hvis den globale verdenshandel er en slags organisme, er Hormuz-strædet en arterie i organismen, og hvis den afsnøres, kommer organismen til at lide, og det er sket nu. Men med forsinket udløsning fordi der først er strategiske reserver at bruge af, så det til at begynde med overhovedet ikke ser farligt ud.
Stop den skræmmekampagne, hvad er der at være bange for!
Altså lidt ligesom en tsunami, der til at begynde tilbyder en dejlig bred sandstrand fyldt med muslingeskaller og sprællende fisk, som man kan gøre sig til gode med.
Men den økonomiske tsunami er nu på vej og vil snart ramme verden med fuld kraft og med rimelig sikkerhed udløse en økonomisk krise af samme størrelsesorden som den i 30’erne. Også i Europa med økonomisk nød, fattigdom og politisk uro til følge.
Det er selvfølgelig helt forfærdeligt, men så måske alligevel godt for noget. Man kan nemlig håbe, at tsunamien når frem FØR 3. verdenskrig, og at der ikke længere er råd til krigshesten, når tsunamien rammer. At den politiske elite i Europa må standse op, ja, måske ligefrem bliver skyllet bort af en hårdtprøvet og vred befolkning — sweet hope, jo, jo, men den slags er sket før i historien.
Under alle omstændigheder bliver den kommende sommer næppe en agurketid. Snarere tyder alt på, at det bliver en sommer, der lover mere spænding end bare VM-finalerne i fodbold
Planen er tydeligvis klar. Hvis man bare kan fortsætte med at eskalere med langtrækkende missilangreb langt ind i Rusland, må Putin til sidst — måske tvunget af den russiske forretningselite — anerkende nederlaget og acceptere de europæiske fredsbetingelser.
Eller alternativt vil Putin — tvunget af en vred russisk befolkning, der ikke brød sig om den umådeligt venlige Istanbulaftale fra 2022 eller den halvhemmelige Anchorageformel fra 2025 — blive presset til at gengælde den europæiske eskalation, og så har man ham i saksen efter den gamle afprøvede model fra Afghanistankrigen, der efter ti år knækkede Sovjetunionen.
Det var præcis den model, som man gentog, da Kiev var villige til at slutte fred i Istanbul umiddelbart efter invasionens start. Den NATO-udsendte Boris Johnson fik mod gyldne løfter hurtigt Zelenskij på andre tanker, og da Ukraines uheldige fredsforhandler var blevet skudt på åben gade, kunne man gå i gang med en proxykrig, der nu snart har varet længere end både første og anden verdenskrig.
Men man kan også prøve at gentage succesen og dermed fremskynde sejren over russerne. Man skal bare lokke Putin til at føre krigen ind på NATO’s område. Og sker det, så — SMAK! — træder paragraf 5 i kraft og russerne bliver overvældet af NATO-styrker fra Finland i nord til Tyrkiet i syd. Mange i Europa kan ikke lægge skjul på, at de glæder sig ved tanken.
Det er denne situation man forsøger at fremskynde med de tiltagende missilangreb dybt ind i Rusland, med opbringning af russiske tankskibe, og med oprustning og krigsretorik raden rundt — ja, der var endda en kvindelig baltisk politiker, der agiterede for, at man skulle gå i gang med at erobre Kaliningrad.
Det allersidste tiltag er Zelenskijs ultimatum til Belarus. Fjerner de ikke nogen radaranlæg langs grænsen, vil Ukraine selv fjerne dem. Tal om eskalation. Ultimatummet udløber om nogle dage.
Er man helt sikker på, at alle disse optimistiske krigstiltag vil ende godt? Ja, åbenbart, hollænderne er ved at bygge en krigsfangelejr til de mange russiske krigsfanger, som man forventer at fange. Nej, det er ikke en joke, man læser (her oversat):
“I denne uge begyndte den hollandske hær at teste et nyt design for en krigsfangelejr i Marnehuizen i den nordlige provins Groningen – den første gang i mere end 30 år, at Holland har gennemført træning med fokus på tilbageholdelse i dette omfang. Øvelsen er et bevidst, konkret svar på en mulighed, som Europas militær ikke længere er villige til at betragte som fjern: en stor konventionel konflikt på NATO-territorium med titusinder af kampklare soldater på begge sider.”
Men hvad nu, hvis de europæiskes politikeres utrolige optimisme og overmod er fejlanbragt? Hvad nu, hvis russernes nylige trusler om at affyre deres arsenal af hypersoniske og ustoppelige Oreshnik-raketter mod de europæiske våbenfabrikker, IKKE er bluff?
Hvad så med den ukrainske brændstoffabrik Fire Point på Tingvej 4 i Vojens? Det lød flot, da erhvervsminister Bødskov udtalte disse smukke ord: ”Danmark står skulder ved skulder med Ukraine. For deres kamp for frihed er vores kamp for frihed. Hver dag viser Putin, at han ikke stopper.
Derfor skal vi hjælpe ukrainerne med at stoppe ham. Det gør vi med Fire Points etablering på dansk jord. Samtidig skaber vi nye og tættere bånd mellem det danske og ukrainske forsvar og vores erhvervsliv. Det gavner båder vores egen sikkerhed og tryghed, men også dansk erhvervslivs muligheder for at bidrage til Europas oprustning og den ukrainske frihedskamp.”
Men hvad hvis raketterne begynder at regne ned over de gode borgere i Vojens? Russerne siger selv, at de har plottet adressen ind.
Og tror man, at det vil blive bedre, hvis vores politikere kan overtale amerikanerne til at rykke til hjælp, når missilerne flyver? Har man overvejet, hvordan det skulle kunne undgås, at de første udvekslinger med taktiske atomraketter hurtigt bliver til en altomfattende atomkrig?
Muligheden foreligger faktisk for et virkeligt ragnarok, denne gang ikke på grund af et uheld, men på grund af politikernes aggressive krigspolitik.
Ja, hvor uhyrlig muligheden er, er den på ingen måde urealistisk. Det er derfor svært ikke at spørge, om det her overhovedet er grundigt overvejet? Eller om der er nogen, der ophidset af uendelige krigsmøder i EU og NATO helt har mistet evnen til at tænke sig om?
Nåh, selv om den uhyggelige krigshest er i galop frem mod sin skræmmende målstreg, er der også en anden uhyggelig hest med i kapløbet.
Da morderiske Israel tvang den amerikanske krigsmaskine med i overfaldet på Iran, var alle klar over, at uanset udfaldet, så ville det lukke Hormuz-strædet for en længere tid.
Hvis den globale verdenshandel er en slags organisme, er Hormuz-strædet en arterie i organismen, og hvis den afsnøres, kommer organismen til at lide, og det er sket nu. Men med forsinket udløsning fordi der først er strategiske reserver at bruge af, så det til at begynde med overhovedet ikke ser farligt ud.
Stop den skræmmekampagne, hvad er der at være bange for!
Altså lidt ligesom en tsunami, der til at begynde tilbyder en dejlig bred sandstrand fyldt med muslingeskaller og sprællende fisk, som man kan gøre sig til gode med.
Men den økonomiske tsunami er nu på vej og vil snart ramme verden med fuld kraft og med rimelig sikkerhed udløse en økonomisk krise af samme størrelsesorden som den i 30’erne. Også i Europa med økonomisk nød, fattigdom og politisk uro til følge.
Det er selvfølgelig helt forfærdeligt, men så måske alligevel godt for noget. Man kan nemlig håbe, at tsunamien når frem FØR 3. verdenskrig, og at der ikke længere er råd til krigshesten, når tsunamien rammer. At den politiske elite i Europa må standse op, ja, måske ligefrem bliver skyllet bort af en hårdtprøvet og vred befolkning — sweet hope, jo, jo, men den slags er sket før i historien.
Under alle omstændigheder bliver den kommende sommer næppe en agurketid. Snarere tyder alt på, at det bliver en sommer, der lover mere spænding end bare VM-finalerne i fodbold