Vestlig POW-WOW i Washington DC
Posted: Tue Aug 19, 2025 10:04 am
Overværede på TV pressemødet mellem Donald Trump, Zelenskij og de europæiske topledere. Det var en overmåde patetisk og løgnagtig forestilling.
Præsident Zelenskij smilede og nikkede, men sagde ingenting, men blev heller ikke spurgt af Trump, der var mødeleder. De to havde allerede haft deres eget pressemøde, der var mindst lige så patetisk. Trump talte og talte her om alt muligt andet end Ukraine, og imens sad Zelenskij—som instrueret—og nikkede bekræftende til alt, hvad Trump sagde.
De europæiske topledere derimod udtalte sig på skift på fællesmødet, og havde tydeligvis på forhånd aftalt, hvad hver især skulle sige. Alle huskede dog at sige, at de ønskede fred, og alle udtrykte dyb taknemmelighed over for Trump, som de roste til skyerne for hans indsats.
EU-formand Ursula von der Leyen sagde med grådkvalt stemme, at hun som bedstemor mente, at det allervigtigste var at redde børnene. Jeg tror hun talte om de børn, som Putin siges at have kidnappet, hvorfor det var en listig måde at sige, at Trumps nye ven var en krigsforbryder.
NATO-generalsekretær Rutte talte om nødvendigheden af at begynde med en våbenhvile, hvad Trump dog afviste. Ingen af hans mange fredsaftaler, der har gjort ham til kandidat til Nobels fredspris, er begyndt med en våbenhvile, sagde ham.
Hvad Kansler Merz sagde, kan jeg ikke lige huske, men det var sikkert noget med sikkerhedsgarantier, for det nævnte de fleste.
Premierminister Meloni, der sad til venstre for Trump, lagde sit lille ræveansigt på skrå op mod præsidenten og sagde, at hun var den helt rigtige til at tale om sikkerhedsgarantier, for NATO’s paragraf 5 var blevet opfundet af Italien.
Præsident Macron, der sad til højre for præsidenten og hviskede sammen med premierminister Starmer, talte napoleonsagtigt om det store bidrag til Trumps fred, som koalitionen af villige kunne bidrage med, nemlig indsættelse af en fredsstyrke fra de europæiske NATO-lande. Hans sidemand, Starmer, sagde, at han tog tråden op efter Macron, og gentog derefter det samme.
Finlands præsident Alex Stub, der ikke kan kaldes en europæisk topleder, men var inviteret med, fordi han som Trumps meget dygtige golfpartner siges at have et specielt godt tag på Donald, forklarede til de undrende journalister, hvorfor han var der.
Det var fordi, sagde han, at Finland med en 2000 km lang grænse til Rusland og erfaringer fra Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen i 1944 havde vist, hvordan man kunne finde en god fredsløsning.
Det var MEGET kuriøst, og jeg tror ikke, at jeg hørte forkert. I 1944 skiftede Finland, der siden 1941 havde kæmpet side om side med tyskerne mod russerne, simpelthen side! Hvorefter tyskerne trak sig hærgende tilbage nordover, og brændte hele Nordkalotten af undervejs som hævn, inklusive Nordnorge. Hvorfor befolkningerne i både Nordnorge og Nordfinland i generationer bevarede deres dybe taknemmelighed overfor de russere, der befriede dem og reddede dem fra sultedøden. Norges medlemskab i NATO skabte derfor et dybt skisma mellem nord og syd i Norge, og Finland kunne formentlig ikke være blevet medlem af NATO før de sidste generationer var uddøde.
Kan det virkelig være det, som Stub har ment, eller satsede han på Trumps historieløshed?
Forhandlingernes indre logik—og jeg tror faktisk, at Trump på sin egen kaotiske måde er en master of the deal—tilsiger nu, at der findes et kompromis mellem det, som europæerne forlanger, og det kompromis, som Putin og Trump blev enige om, og som jeg beskrev i fredags. Hvilket dårligt kan blive andet end international anerkendelse af Krim, ukrainsk tilbagetrækning fra Donetsk og Lugansk, en frossen kontaktlinje til Kherson og Zaporizhia, OG sikkerhedsgarantier for Ukraine, der inkluderer en forsat militær oprustning af Ukraines hær, en paragraf 5 lignende tilknytning til NATO og indsættelse af en europæisk fredsstyrke i Ukraine.
Siger Putin ja til det, vil den fred komme i morgen, som vil give Trump fredsprisen, Zelenskij vil have fået langt mere, end han havde kunne håbe på, Mette Frederiksen vil blive dybt skuffet, javist, men de europæiske toplederes strategi ville være lykkedes, og de kan ånde lettet op og erklære sejr for frihed og demokrati.
Russerne vil selvfølgelig have tabt, så Putin siger næppe ja. Men han er kommet ud på forhandlingsslidsken, så næste runde vil logisk være at finde et kompromis mellem kompromisserne, og så fremdeles. Spørgsmålet er derfor, om den russiske hær kan føre helhjertet krig, når landets leder svømmer rundt i det hajfyldte forhandlingsfarvand? Man kan have sine tvivl, så på den måde har Vesten i nederlagets stund i hvert fald vundet point. Ukraine er de jo i virkeligheden ligeglade med. Det er bare en slagmark i Vestens proxykrig mod Rusland.
Præsident Zelenskij smilede og nikkede, men sagde ingenting, men blev heller ikke spurgt af Trump, der var mødeleder. De to havde allerede haft deres eget pressemøde, der var mindst lige så patetisk. Trump talte og talte her om alt muligt andet end Ukraine, og imens sad Zelenskij—som instrueret—og nikkede bekræftende til alt, hvad Trump sagde.
De europæiske topledere derimod udtalte sig på skift på fællesmødet, og havde tydeligvis på forhånd aftalt, hvad hver især skulle sige. Alle huskede dog at sige, at de ønskede fred, og alle udtrykte dyb taknemmelighed over for Trump, som de roste til skyerne for hans indsats.
EU-formand Ursula von der Leyen sagde med grådkvalt stemme, at hun som bedstemor mente, at det allervigtigste var at redde børnene. Jeg tror hun talte om de børn, som Putin siges at have kidnappet, hvorfor det var en listig måde at sige, at Trumps nye ven var en krigsforbryder.
NATO-generalsekretær Rutte talte om nødvendigheden af at begynde med en våbenhvile, hvad Trump dog afviste. Ingen af hans mange fredsaftaler, der har gjort ham til kandidat til Nobels fredspris, er begyndt med en våbenhvile, sagde ham.
Hvad Kansler Merz sagde, kan jeg ikke lige huske, men det var sikkert noget med sikkerhedsgarantier, for det nævnte de fleste.
Premierminister Meloni, der sad til venstre for Trump, lagde sit lille ræveansigt på skrå op mod præsidenten og sagde, at hun var den helt rigtige til at tale om sikkerhedsgarantier, for NATO’s paragraf 5 var blevet opfundet af Italien.
Præsident Macron, der sad til højre for præsidenten og hviskede sammen med premierminister Starmer, talte napoleonsagtigt om det store bidrag til Trumps fred, som koalitionen af villige kunne bidrage med, nemlig indsættelse af en fredsstyrke fra de europæiske NATO-lande. Hans sidemand, Starmer, sagde, at han tog tråden op efter Macron, og gentog derefter det samme.
Finlands præsident Alex Stub, der ikke kan kaldes en europæisk topleder, men var inviteret med, fordi han som Trumps meget dygtige golfpartner siges at have et specielt godt tag på Donald, forklarede til de undrende journalister, hvorfor han var der.
Det var fordi, sagde han, at Finland med en 2000 km lang grænse til Rusland og erfaringer fra Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen i 1944 havde vist, hvordan man kunne finde en god fredsløsning.
Det var MEGET kuriøst, og jeg tror ikke, at jeg hørte forkert. I 1944 skiftede Finland, der siden 1941 havde kæmpet side om side med tyskerne mod russerne, simpelthen side! Hvorefter tyskerne trak sig hærgende tilbage nordover, og brændte hele Nordkalotten af undervejs som hævn, inklusive Nordnorge. Hvorfor befolkningerne i både Nordnorge og Nordfinland i generationer bevarede deres dybe taknemmelighed overfor de russere, der befriede dem og reddede dem fra sultedøden. Norges medlemskab i NATO skabte derfor et dybt skisma mellem nord og syd i Norge, og Finland kunne formentlig ikke være blevet medlem af NATO før de sidste generationer var uddøde.
Kan det virkelig være det, som Stub har ment, eller satsede han på Trumps historieløshed?
Forhandlingernes indre logik—og jeg tror faktisk, at Trump på sin egen kaotiske måde er en master of the deal—tilsiger nu, at der findes et kompromis mellem det, som europæerne forlanger, og det kompromis, som Putin og Trump blev enige om, og som jeg beskrev i fredags. Hvilket dårligt kan blive andet end international anerkendelse af Krim, ukrainsk tilbagetrækning fra Donetsk og Lugansk, en frossen kontaktlinje til Kherson og Zaporizhia, OG sikkerhedsgarantier for Ukraine, der inkluderer en forsat militær oprustning af Ukraines hær, en paragraf 5 lignende tilknytning til NATO og indsættelse af en europæisk fredsstyrke i Ukraine.
Siger Putin ja til det, vil den fred komme i morgen, som vil give Trump fredsprisen, Zelenskij vil have fået langt mere, end han havde kunne håbe på, Mette Frederiksen vil blive dybt skuffet, javist, men de europæiske toplederes strategi ville være lykkedes, og de kan ånde lettet op og erklære sejr for frihed og demokrati.
Russerne vil selvfølgelig have tabt, så Putin siger næppe ja. Men han er kommet ud på forhandlingsslidsken, så næste runde vil logisk være at finde et kompromis mellem kompromisserne, og så fremdeles. Spørgsmålet er derfor, om den russiske hær kan føre helhjertet krig, når landets leder svømmer rundt i det hajfyldte forhandlingsfarvand? Man kan have sine tvivl, så på den måde har Vesten i nederlagets stund i hvert fald vundet point. Ukraine er de jo i virkeligheden ligeglade med. Det er bare en slagmark i Vestens proxykrig mod Rusland.