The New Society

Skod-Eliten af Karsten Kølliker - link virker kun, hvis du er indlejret hos Fake Book

Med de neoliberalistiske dereguleringer af de vestlige finanssektorer anført af Margaret Thatcher og Ronald Reagan blev der åbnet for overførsel af enorme mængder af kapital fra nationalstaterne til diverse oversøiske territorier. Modellen, der i særdeleshed muliggjorde disse overførsler, var og er fondskonstruktioner, der på papiret hævdes at være velgørende og derfor undtagede beskatning.

Og i samme øjeblik former for økonomisk aktivitet er undtaget beskatning glider de typisk ud af myndighedernes søgelys. Jeg husker tydeligt der tilbage i 1980’erne, at der var en vis offentlig opmærksomhed på, hvordan de allerrigeste segmenter af det danske samfund begyndte at betjene sig at sådanne fondskonstruktioner. Og det virkede forkert. Ligesom credo'et 'Greed is good' havde en åbenbar Orwell'sk kvalitet.

Når der ruller Ferrari’er og Bentley’er rundt på danske nummerplader, er de formentlig hver og én ejet, ikke af vedkommende der i enhver henseende forekommer at være ejeren, men af en fondskonstruktion sat op af vedkommende i et oversøisk territorium.

De samfundsnedbrydende virkninger af disse fiduser kan ikke overvurderes. For det første er hver og én af disse rigmænd m/k, der valgte og vælger at træde ind i disse fondskonstruktioner, trådt ind på en glidebane af moralsk forfald. Man er nærmest dømt til at adoptere en ekstrem Ayn Rand’sk liberalisme, hvor staten er fjenden, for hvordan skal man ellers retfærdiggøre overfor sig selv, at man er i fuld gang med at plyndre staten, dvs. i praksis, samfundet.

En plyndring vel at mærke baseret på en løgn man har stadfæstet, at den fond man netop har sat op har velgørende formål. Det er selvfølgelig bedragerisk at kalde en fond for velgørende, hvis denne velgørenhed kun er rettet imod én selv og ens familie. Velgørenhed må være rettet imod andre, typisk imod værdigt trængende, det være sig socialt udfordrede, kunstnere, opfindere mm. Deri ligger begrundelsen for skattefritagelsen.

Fristelsen var selvfølgelig enorm for de der havde mulighederne, og det er heller ikke svært at se for sig, at tilhørte man denne gruppe af de rigeste danskere, var man som formueforvalter ikke bare et fjols men også uduelig, hvis ikke man betjente sig af disse nye muligheder, som de oversøiske finanser pludselig tilbød. Og for de, der allerede var slået ind på bedraget, var den moralske byrde nemmere at affærdige, hvis alle andre gjorde det samme.

Som Frédéric Bastiat konstaterede: Når plyndring bliver en livsform for en samfundsgruppe, skaber gruppen med tiden et retssystem, der autoriserer det, og et moralkodeks, der forherliger det.

Og således er vi fortsat med at kalde denne gruppe af de rigeste danskere for eliten. I forbindelse med min deltagelse i debatterne på Information,dk i periode 2012-2015 foreslog jeg en kvalificering med betegnelsen 'skod-eliten'. Hvis man opnår og/eller opretholder sin rigdom baseret på løgn og bedrag, så tilhører man ikke en reel elite, og man er ikke egnet til at træffe væsentlige beslutninger, som angår samfundets trivsel.

Ikke desto mindre var det, hvad der skete. En kløft åbnede sig ned igennem det danske samfund ligesom igennem de øvrige vestlige lande. En enormt driftig skod-elite etablerede sig, og voksede og voksede og badede i sin succes, og hele vejen igennem var dens succes baseret på at lænse penge ud af samfundshusholdningen.

Men ingen var for alvor opmærksomme på, hvordan elitens succes var baseret på løgn og bedrag, og således tillod vi deres store finansielle pondus at få afgørende indflydelse på de politiske udviklingslinjer i samfundet.

Som med den aktuelle udbytteskatskandale var der givetvis embedsmænd i skattevæsenet og i bagmandspolitiet, der sagtens kunne se, at der var løgn og bedrag på spil her. Men fordi de finansielle rådgivere med overlæg udtænkte nogle sindssygt komplicerede fondskonstruktioner, var de krævede ressourcer til at forfølge disse bedrag simpelthen ikke tilstede. Og under de nykonservative vinde, der blæste, var der heller ingen politisk vilje til at udrede denne svindel.

Dette er historien om neoliberalismens triumf. Og fordi den finansielle pondus vejer så tungt (blandt andet fordi plyndringen har udhulet den konkrete samfundsmæssige værdiskabelse), har selv den såkaldte politiske venstrefløj overgivet sig til at imødekomme kravene fra denne elite. There is no alternative.

Samtidig er det tankevækkende, på hvilke måder de angiveligt velgørende fonde så reelt har ”støttet” samfundene. Hvad er det for forskning, der er blevet støttet, hvilke sociologiske studier, hvilken litteratur, hvilke film? Muligheden vejrer for, at vores samfund har været under massiv indflydelse fra organisationer, der ikke har været drevet af oprigtige almene samfundsinteresser, men af strategiske magthensyn for de selvsamme organisationer.

Og for de samme enorme formuer ophobede i de oversøiske territorier har mediekoncerner kunnet opkøbes, og stadigt mere kontrollerede redaktionelle linjer indføres. I det frie markeds hellige navn.

*

Realiteterne er formentlig dem, at de vestlige økonomier efterhånden er fuldstændigt afhængige af hele den enorme finansielle overbygning, vi har lagt ovenpå den reelle økonomiske omsætning og værdiskabelse. Som at have sine fødder solidt plantede oppe i luften.

En højst uholdbar situation men ikke desto mindre den samfundskonstruktion, vi klamrer os til, den konstruktion vores politiske ledere er nødt til at klamre sig til (there is no alternative), for den dag de giver slip, og lader finanssektoren gennemgå et realitetstjek, da vil de vestlige økonomier implodere.

Og heri ligger muligvis en stor del af forklaringerne på de europæiske politiske lederes irrationelle og yderliggående attituder overfor Rusland og Kina. Den samme pondus Vestens mægtige finansinstitutioner hidtil har haft overfor de hjemlige politikere, har de jo i endnu højere grad udøvet overfor verdenssamfundet.

Også her er der over årene blevet lagt en finansiel overbygning på omsætningerne i den globale økonomi, som sikrede at værdifulde ressourcer kunne købes til discountpriser, og således sikrede en stadig strøm af kapital til vestlige investorer. Hvilket igen i en eller anden grad smittede af på landene, hvor disse investorer var hjemmehørende.

Men Kina og Rusland er nu så langt med at etablere nye internationale finans- og betalingssystemer, at den vestlige dominans allerede er neutraliseret, og formentlig på vej til at blive udslettet i mange lande ud over kloden.

Det vil de vestlige finansinstitutioner umuligt kunne overleve. Alle de mange år, hvor de vestlige finansinstitutioner suverænt dominerede internationale finanser, har ført til grader af grådighed og selvfedme og mangel på omhu og forsigtighed, så de vestlige finansinstitutioner nu fremstår særdeles sårbare. De ekstreme belåningsgrader gør dem sårbare.

Så Rusland må ikke vinde i Ukraine, for det vil medføre en implosion af Vestens stilling i det globale samfund. Og Iran må ikke vinde over Israel, ganske uanset at Israels stilling overfor Iran er omtrent så prekær som Ukraines overfor Rusland.

Vores politiske ledere stirrer ind i et totalt mørke, en ugennemtrængelig 'event horizon', de kulminerende konsekvenser af de fallerede politikker ført over de seneste fire-fem årtier. Der er en desperation, en skinger fornægtelse af realiteterne og en naragtig pusten sig op, hvor der ikke længere er nogen reel pondus at lægge bag sine trusler. Som om begivenhedernes udvikling ikke også vil overhale politikernes forhippede gældsfinansierede oprustning.

*

Jeg er selv blandt dem, der særligt siden 2019 har forsøgt at kaste lys over, hvordan tiltagene fra centralbankerne og finansministerierne igennem Vesten, selvfølgelig anført af USA, bliver mere og mere yderliggående i kampen for at holde den opblæste vestlige finansielle overbygning intakt.
Senest er der kommet et udspil fra den amerikanske centralbank om at slække på storbankernes kapitalkrav, hvilket vil sætte dem i stand til at opkøbe flere amerikanske statsobligationer for penge, de skaber ud af den blå luft. Men som igen bare gør dem endnu mere sårbare.

Og Storbritannien har overhalet Kina som landet med de næststørste beholdninger af amerikanske statsobligationer efter Japan, til trods for at den britiske eksport til det amerikanske marked er inferiør i forhold til den kinesiske. (Den norske oliefond forekommer også i de senere år at have investeret betydeligt i amerikanske statsobligationer. Norge er nu nr. 16 på listen over udenlandske beholdninger, foran lande som Saudi Arabien og Sydkorea).

Det har været et gennemgående tema i mine forsøg på at kaste lys over de yderliggående tiltag, hvordan der er blevet trukket heftigt på skyggebanksektoren, og her har mit fokus været på City of London samt de britiske oversøiske territorier i Caribien, som Cayman Islands og British Virgin Islands.

Men i min research kom jeg forbi diagrammet linket i kommentartråden som viser, at henved 20 pct. af de udenlandske beholdninger af amerikanske statsobligationer ligger i europæiske oversøiske territorier.

Oplagte bud på disse oversøiske europæiske territorier er Hollands caribiske øer anført af Sint Maarten, Frankrigs Saint Barthélemy (også i Caribien), men muligvis også spanske Kanariske Øer og Portugals Madeira.

Disse meget markante beholdninger af amerikanske statsobligationer i de europæiske oversøiske territorier giver et fingerpeg om, hvor sammenvævet den europæiske ”elite” er med det amerikanske overherredømme. Enten det eller at de amerikanske stråmandskonstruktioner for at understøtte deres obligationsmarkeder betjener sig af skyggebankinstitutioner ud over kloden, hvor de end forefindes. Altså at pengene, der investeres i de amerikanske statsobligationer fra disse oversøiske territorier, reelt kommer fra USA.

Man kan selvfølgelig heller ikke undgå at lægge mærke til den absolutte stigning i disse udenlandske beholdninger af amerikanske statsobligationer. Fra 450 mia. dollars i 1994 til 7.500 mia. dollars i 2023, og punktet, hvor den helt store stigning starter, er selvfølgelig ved finanskrisen i 2008-2009.
Kina gav helt åbenlyst USA en håndsrækning da, men derudover var det efter al sandsynlighed BlackRock, der hjalp det amerikanske finansministerium med at sætte omtalte stråmandskonstruktioner op, dvs. opbygge systemet med opkøb af amerikanske statsobligationer fra de
oversøiske territorier.

Betjener ECB og de øvrige europæiske centralbanker i ledtog med de europæiske storbanker sig af lignende konstruktioner? Det må siges at være overvejende sandsynligt. Og hvis ikke praksissen var veletableret før, kunne den meget vel være blevet det i forbindelse med coronakrisen.

Der er en formørkethed, der præger de vestlige samfund i denne tid. Og en af de væsentligste kilder til denne formørkethed handler om de illegale måder penge bliver lænset ud af de vestlige nationaløkonomier, og hvordan de enorme oversøiske formuer har etableret sig som et overherredømme fuldkomment sammenvævet med det angloamerikanske overherredømme.

Alle løgnene omkring, hvordan disse formuer blev opnået, al mørklægningen omkring hvordan disse formuer griber ind i vores samfund, og påvirker de fremherskende samfundsforestillinger og samfundsdispositioner.

Mange almindelige mennesker fornemmer, at der er noget ravruskende galt med måderne lederskab udøves igennem Vesten, og hvordan vi alle befinder os i en form for limbo-tilstand. Denne omsiggribende forrykthed har foranlediget mig til revurdere, hvor min loyalitet overfor fædrelandet egentlig ligger.

Skod-eliten, 2. del – The leveraged buyout

En ’leveraged buyout’ er et opkøb af en virksomhed, hvor en storbank yder en kapitalfond et stort lån til at opkøbe virksomheden, ofte endda en stor virksomhed, og som sikkerhedsstillelse for dette lån sættes værdien af den virksomhed, der opkøbes. Lyder det som en fidus, er det fordi, det er en fidus. Det ene øjeblik er der en kapitalfond med en beskeden egenkapital, den næste øjeblik og med storbankens mellemkomst ejer samme kapitalfond en mægtig ofte hæderkronet virksomhed i et andet land.

Denne fidus har været et gennemgående fænomen i erhvervsudviklingen siden 1980’erne, og har haft enorme konsekvenser ikke bare for erhvervsstrukturerne men såvel for de politiske strukturer.

En liste over ti af de mest bemærkelsesværdige danske erhvervskoncerner, der har været udsat for en ’leveraged buyout’ (LBO) i perioden 1985-2010 er iht. Deepseek følgende:

1. TDC A/S (2006)
– Købere: Apax Partners, Blackstone, KKR, Providence Equity Partners, Permira
– Købssum: 76 mia. kr.
– Branche: Telekommunikation

2. ISS A/S (2005)
– Købere: Goldman Sachs Capital Partners & EQT
– Købssum: 22 mia. kr.
– Branche: Facility Services

3. Superfos (2005)
– Køber: Nordic Capital
– Købssum: 2,8 mia. kr.
– Branche: Emballage

4. Nilfisk-Advance (2006)
– Køber: Altor Equity Partners
– Købssum: 3 mia. kr.
– Branche: Rengøringsmaskiner

5. Brødrene Hartmann (2007)
– Køber: Ratos
– Branche: Emballage

6. GN Store Nord (2000s LBOs)
– Købere: Konsortium af kapitalfonde, herunder EQT
– Branche: Høreapparater/ Telekom

7. Danisco Ingredients (1990s–2000s)
– Købere: Konsortium af kapitalfonde
– Branche: Fødevarer

8. FLSmidth & Co. (2008)
– Køber: Polaris Private Equity
– Branche: Industrimaskiner

9. Codan/Tryg (Pre-2010 LBOs)
– Købere: Konsortium af nordiske kapitalfonde
– Branche: Forsikring

10. IC Companys (2006)
– Køber: Axcel
– Branche: Fashion/ beklædning

Ud af disse ti LBOs har de fire mægtige multinationale amerikanske revisionsfirmaer, Deloitte, PwC (Price-Waterhouse-Coopers), Ernst & Young og KPMG samt indtil 2002 såvel Arthur Andersen, været involveret i følgende:

1. TDC A/S (2006) – PwC (og Deloitte)
2. ISS A/S (2005) – Ernest & Young (og KPMG ang. skatteforhold)
3. Superfos (2005) – Arthur Andersen fulgt op af PwC
4. Nilfisk-Advance (2006) – KPMG
5. Brødrene Hartmann (2007) – Deloitte
6. GN Store Nord (2000s LBOs) – Ernest & Young og PwC
7. Danisco Ingredients (1990s–2000s) – Arthur Andersen fulgt op af Deloitte
8. FLSmidth & Co. (2008) – PwC
9. Codan/Tryg (Pre-2010 LBOs) – KPMG og Ernest & Young
10. IC Companys (2006) – Ernest & Young

Og ud af disse ti LBOs har de tre mægtige multinationale amerikanske konsulentfirmaer, McKinsey & Co., Boston Consulting Group og Bain & Co. været involveret i følgende:

1. TDC A/S (2006) – Bain
2. ISS A/S (2005) – McKinsey og Bain
3. Superfos (2005) – Boston CG
4. Nilfisk-Advance (2006) – McKinsey
5. Brødrene Hartmann (2007) – Bain
6. GN Store Nord (2000s LBOs) – Boston CG og McKinsey
7. Danisco Ingredients (1990s–2000s) – McKinsey
8. FLSmidth & Co. (2008) – Bain
9. Codan/Tryg (Pre-2010 LBOs) – Boston CG
10. IC Companys (2006) – McKinsey

På den baggrund kan vi rimeligvis antage, at det såvel var multinationale amerikanske storbanker som JP Morgan Chase og Goldman Sachs, der ydede lånene til gennemførelsen af disse LBOs, subsidiært danske storbanker med de amerikanske storbanker i ryggen.

*

Der er et organisk element til enhver erhvervsvirksomhed. Der er virksomhedens stifter eller stiftere, der er virksomhedens historie fra den spæde begyndelse til den nuværende status, men langt vigtigere er der relationerne mellem medarbejderne, der i større eller mindre grad er vokset med virksomheden, medarbejderne der fortsat præger virksomheden, der er opbygningen af erfaringen og specialviden indenfor fagområdet samt ikke mindst erfaringer om, hvordan flowet i produktionen samt kvaliteten af det færdige produkt sikres.

Således vil selv større virksomheder have et betydeligt element af kontinuitet i staben og relationerne og i vidensakkumuleringen, og der vil være en ånd, der præger virksomheden, og som bl.a. giver sig udslag i betydelige grader af loyalitet overfor virksomheden, selv fra medarbejderne på gulvet. Den ånd og disse relationer og deres fælles historie sammenfatter en given virksomheds organiske element.

Heroverfor er der de hårde kendsgerninger af markedsandele, produktivitet og profitabilitet. En virksomhed lever ikke på styrken af sine organiske forhold alene. I et kapitalistisk system er der, skal der være, en konstant udfordring af virksomheden på kvaliteten af produkterne, herunder teknologiske opgraderinger, samt på produktiviteten/ profitabiliteten.

Det er ikke svært at se for sig, at veletablerede virksomheder med veletablerede brands kan blive dovne af deres gode stilling i markedet, og således gradvist fortabe deres fortrinsstilling. Og der har selvfølgelig samtidig været et stort og voksende pres på at opretholde konkurrenceevnen i takt med opbygningen af produktionsfaciliteter i tredjeverdenslande og udflytningen af arbejdspladser, som alle vestlige produktionsvirksomheder har været sårbare overfor pga. regimet om kapitalens frie bevægelighed over landegrænser.

Men udover disse konkrete faktorer er der så også hele det finansielle aspekt, eller rettere finansialiseringens aspekt. Det gælder for flere af ovennævnte forhenværende danske virksomheder, at de sad på en stor egenkapital på tidspunktet, hvor de kommer i kapitalfondenes søgelys.
Hvad konsulent- og revisionsfirmaerne så i disse virksomheder var følgende store potentialer:

1. Store likvide midler, som kan bringes i spil som investeringer og give et finansielt afkast, uanset profitten på produktionen i virksomheden. Bagsiden af disse finansielle satsninger var selvfølgelig, at virksomhedens soliditet blev udhulet, og at virksomheden derfor fremadrettet ville have en desto ringere polstring i mødet med hårdere tider. Men dengang kunne tingene kun gå op og op, så disse risici blev regnet for ubetydelige.

2. Muligheden for at introducere state-of-the-arts-management metoder, som kan strømline produktions- og administrationsprocesserne. Og fordi det var de store amerikanske konsulent- og revisionsfirmaer, der stod bag disse organisatoriske og administrative omvæltninger førte de øjeblikkeligt til markante stigninger på virksomhedens aktier, hvilket igen førte til forbedrede regnskabstal og udbytter til aktionærerne. (Hvorvidt de gennemførte effektiviseringer reelt manifesterede sig som sådanne, tog man sig sjældent tiden til at undersøge).

3. Mulighederne for at splitte koncernen op i mindre dele og sælge afsnit af virksomheden fra, hvor prospektet for disse salg lovede en profitabilitet som samlet set var væsentligt højere end profitabiliteten af den oprindelige samlede virksomhed. Men igen blev disse prospekter taget for gode varer, fordi det var de store amerikanske konsulent- og revisionsfirmaer, der stod bag.

Bare for overskuelighedens skyld blev bare ti bemærkelsesværdige LBOs oplistet ovenfor, men dette mønster og disse former for mere eller mindre aggressive former for overtagelser af etablerede danske virksomheder har karakteriseret udviklingen i den danske erhvervssektor siden 1980’erne.
I tilbageblik fremstår det frem for alt som et ideologisk korstog. Der var en neoliberalistisk fanatisme ved måderne disse konsulenter og revisorer trængte ind og omkalfatrede disse etablerede virksomheder. Det gik for at være en ny tids fantastiske muligheder for indtjening og rigdom.

Men disse kapitalfonde var ofte hurtigt inde og ude igen, hvorpå virksomheden blev solgt til nye kapitalfonde, og en ny kørsel på “optimering” af virksomheden iht. ovennævnte tre profitstrategier løb af stabelen og hver gang i tæt samarbejde med finansmedierne, der var flinke til at understøtte historierne om de uudnyttede muligheder ved de tre profitstrategier i det givne tilfælde.

Hver gang var der prominente konsulentfirmaer, revisionsfirmaer og storbanker involverede, og hver gang blev deres involvering taget som garant for investeringspotentialet, hvorved aktiekurserne igen steg.

Var det alt sammen et cirkus? Muligvis. Hvad der i hvert fald kan siges med sikkerhed er, at ovennævnte organiske forhold ved en given virksomhed bliver ruineret af sådanne gentagne finansielle og ledelsesmæssige omkalfatringer. Og ofte ender den pågældende virksomhed med at være komplet udhulet for værdier, et kadaver, der glider over i historiens glemmebog.

Men disse rov på de etablerede virksomheders opsparede værdier ville ikke kunne ske uden aktionærernes velvilje. Enhver aktionær er jo fri til at nægte at sælge sin aktieandel uanset hvilken pris aktionæren tilbydes. Men hvorfor er det, at aktierne typisk var så uforholdsmæssigt lavt vurderede inden de amerikanske konsulent- og revisionsfirmaer kom på banen, og derpå skyder op, så snart de bliver involverede?

Det er her at rating-bureauerne samt finansmedierne kommer ind, der, som det har vist sig, er meget langt fra at være uvildige. Virksomheder, der var modstræbende overfor at overgive sig til finansialiseringens fagre nye verden, blev nedgraderede og hængt ud i finansmedierne for at være forstokkede, og således kom aktionærerne under stort pres. Og efter noget tid gav de så efter, indkasserede deres store bonus, og overlod virksomheden til dens skæbne.

*

Men som om det ikke er slemt nok, er der to aspekter mere til hele denne affære, hvor det første angår Danmarks suverænitet. Folketinget har (beredvilligt eller modstræbende) valgt at Danmark blev underlagt Washington Consensus-reglerne for kapitalens (komplet) frie bevægelighed over landegrænser. Med denne tilslutninger har Folketinget åbnet for uhindret udenlandsk ejerskab af danske virksomheder, selv virksomheder af kritisk samfundsmæssig betydning som f.eks. Tdc, Nets og Dong. (Og igen fuldstændig uden at anerkende virksomheders iboende organiske element, deres stakeholder-element).

Aldrig var der en offentlig debat om, hvilke suverænitetsafgivelser der var indeholdt i de uhindrede udenlandske ejerskaber. Og med hele ovennævnte stærkt ideologisk drevne omkalfatring af erhvervsstrukturerne i Danmark, kom store dele af de danske virksomheder under amerikansk indflydelse.

Hvis ikke det direkte var amerikanske kapitalfonde, der opkøbte centrale danske virksomheder, var det ofte danske eller nordiske kapitalfonde, som blev bistået af de amerikanske konsulent- og revisionsfirmaer og eventuelt også amerikanske storbanker, der tegnede sig for opkøbene. Og hvem udvalgte de amerikanske konsulent- og revisionsfirmaer at samarbejde med her? Selvfølgelig dem, der ukritisk fulgte de amerikanske anvisninger og således for en stor del giftede sig med disse konsulent- og revisionsfirmaer.

Så givet hvilken indflydelse den danske erhvervssektor har på den til enhver tid siddende regering, hvor stor en del af denne indflydelse er reelt kommet i form af, at de danske virksomheder var hånddukker, og hånden indeni dukkerne var fortsat de amerikanske konsulent- og revisionsfirmaer? Og er de danske finansmedier ikke lignende hånddukker?

Og går denne indflydelse så vidt som, at den kan spores i den helt ensidige danske modstand mod køb af gas fra russerne, og den helt ensidige danske opbakning til den beskidte krig i Ukraine? Er den svigtende rationalitet og kritiske sans udslag af, at der nogen her der har noget i klemme?

Endelig er der spørgsmålet om, hvor kommer pengene fra til at yde disse store lån til at gennemføre disse LBOs? Som mange efterhånden har erkendt, kommer disse penge ingen steder fra. Der er ikke nogen, der først skal have tjent pengene, ingen eksisterende formuer der afstår pengene, pengene bliver skabt af banken i samme øjeblik lånet ydes.

Så hvilke restriktioner har bankerne på deres pengeskabelse? Det spørgsmål er mere politisk end folk tror. Små og mellemstore banker har ikke nær de samme muligheder for at yde lån og derved sætte nye penge i omløb som storbankerne. Det handler om adgang til interbank-lånemarkederne samt sandsynligvis også adgang til finansiering fra de oversøiske territorier.

Det er således et åbent spørgsmål, hvor meget de amerikanske finansmyndigheder har overvåget graderne af den private pengeskabelse. Selv de amerikanske finansmyndigheder har været hæmmet af, at moderne finanssystemer har hævet sig over de nationale niveauer. Pointen er her, at dette samme overnationale finanssystem, primært styret fra New York og City of London, har kunnet tilvejebringe nærmest endeløse mængder af finansiering for de store spillere. Og således er penge blevet fremtryllet ud af ingenting til at opkøbe store virksomheder, som omhyggeligt er opbygget over 50 eller 100 år.

Det er sket i stort omfang igennem USA og igennem Europa og velsagtens over store dele af kloden. Men amerikanerne har (som det fremgår) været de drivende kræfter i denne revolution af erhvervsstrukturerne, og her er det ikke svært at se for sig, at man fra den amerikanske administrations side har haft en geopolitisk interesse i et udvidet amerikansk ejerskab af europæiske virksomheder samt udvidet kontrol over europæiske virksomheder gennem deres tilknytninger til de store amerikanske konsulent- og revisionsfirmaer og de amerikanske storbanker.

Der er ikke længere nogen stat som befolkningens samlede fælleskasse. Staten er forlængst opsplittet i selvstændige enheder med eget cvr-nummer og dermed regnskabspligt.

Alle disse enheder skal som enhver virksomhed helst give overskud. Ellers bliver ejerkredsen utilfreds.

Fortæl mig nu, om du, eller nogen andre, egentlig har forstået hvem ejerkredsen er bag viften af virksomheder der samlet udgør det man betegner som staten?

Jeg er stødt på dette argument i varierede former igennem mange år, men jeg tillægger det ikke stor betydning. Det er muligt, at der sidder diverse elitære grupper og brygger sådanne juridiske spidsfindigheder sammen, men efter min opfattelse eksisterer enhver stat i den sidste ende på befolkningens opbakning.

Hvis befolkningen gør op med sig selv, at staten er blevet gennemkorrupt, og lederskabet og eventuelt hele det politiske system skal udskiftes, så betyder sådanne juridiske spidsfindigheder ingenting.

Og ja, der kan være meget smerte inden befolkningen kommer til dette punkt af erkendelse, og indtil da kan sådanne former for illegitim lovgivning velsagtens bruges til at tryne politikerne og forfølge systemkritikerne, men det vil så være stadier på konfliktoptrapningen.

Det er ellers værd at tillægge stor betydning, da virksomheder bag et CVR-nummer må regnes for at være privatejede, og udstyret med en bestyrelse og direktion der sammen varetager driften og udstikker kursen for virksomheden.

Fælles for alle de virksomheder der hører under staten, er at de operere med anonymitet over de personer der bærer ansvaret for virksomhedens fremfærd over for den enkelte borger. Det ses i at breve fra f.eks. SKAT eller Gældsstyrelsen aldrig har nogen afsender uanset de frejdigt sender betalingskrav med trusler om inkasso og foged hvis ikke der betales.

Går man til domstolen med en sag, lad os sige man ikke vil betale et krav fra staten, f.eks. en bøde, skal man som det første betale for adgang i form af en retsafgift. Domstol .dk omsætter for milliarder hvert år og er en virksomhed med eget CVR-nummer.

Så lyder mit næste spørgsmål; hvordan kan en privat virksomhed i form af statens forskellige virksomheder og domstolens afgørelser i det hele taget have jurisdiktion over private borgere?

En afgørelse fra en statslig virksomhed vedhæftet et betalingskrav svarer jo til at BILKA som er privat virksomhed fremsender betalingskrav. Og hvad gør man hvis der pludselig lander et krav fra Bilka og man aldrig har modtaget nogen ydelse? Man smider det i skraldespande..

Sidst men ikke mindst, i lyset af eksemplet med BILKA; hvordan kan domstolen's afgørelser udløse jurisdiktion over enkeltpersoner når domstolen er privat virksomhed? Det burde ikke kunne lade sig gøre.

Men ikke desto mindre foregår det hele, dybt kriminelt og i fuld offentlighed på daglig basis, af den simple årsag at befolkningen aldrig nogensinde har modtaget undervisning i deres rettigheder som mennesker, uagtet alle idag har gået minimum 9 år i skole.

Ret beset er vi slaver af virksomheden bag Kongeriget Danmark, og det har vi været siden denne overtog i årene 1813-1818. Der var jo en grund til at vi havde jødefejderne i årene op til, fordi dem der i årene omkring 1806 kæmpede imod det system vi er endt med at have idag, godt vidste at danskernes personlige frihed stod på spil.

Den personlige frihed er således ikke-eksisterende i Danmark, og har været det i 200 år.

Vi er et slavefolk, der er pisket til at arbejde og betale til statens forskellige virksomheder fra vugge til grav. Og ejerkredsen, den anonyme bankelite, der ejer virksomheden Kingdom of Denmark, er blevet styrtende rig på dette kæmpe scam.

Som Glistrup var inde på; og deri årsagen til at han blev karaktermyrdet og hans liv ødelagt, så består den største og stærkeste frihedskamp i at undlade at betale skat. Og dermed går jeg i konflikt med indledningen af dit opslag, hvori du klandrer den elite der ikke betaler skat. For ingen burde betale skat. At skodeliten undrager sig skat er alene et udtryk for at de KAN, fordi deres position muliggør spekulation, modsat alle andre, hvor den kriminelle stat indeholder skat ved arbejdsgiver således at man ikke har mulighed for at nægte skattebetaling.

Hvis man er i tvivl om sin rolle som slave af virksomheden Kingdom of Denmark, skal man blot kikke på første side i det statsudstedte rødbedefarvede PAS; der ses en mand i lænker. Slaven. Billedet på indbyggerne i staten Danmark!