Middelalderens økonomi var baseret på landsbyer med bønder, der dyrkede jorden, oven på hvilken der var anbragt en overbygning af en ’jordejende’ adel, der krævede udbytte, skatter og afgifter af bønderne, så aristokraterne kunne iføre sig panser og plade og føre krig mod hinanden om mere jord.
Det hele var i middelalderen afhængigt af, at landsbyen fungerede som et fællesskab, hvor fælles dyrkning og fælleden var afgørende for landbrugsdriften og samfundets struktur.
Landsbyboerne delte ofte markerne i et dyrkningsfællesskab, hvor jorden blev opdelt i strimler, og hver bonde fik sin del, men beslutninger om såning, høst og græsning blev truffet i fællesskab.
Fælleden var et område, hvor landsbyens dyr kunne græsse frit, hvilket sikrede føde til husdyr uden at kræve individuel jordbesiddelse. Dette system var særligt vigtigt i en tid, hvor ressourcer skulle udnyttes effektivt, og hvor samarbejde var nødvendigt for at opretholde en stabil fødevareforsyning.
Men så i 1968 publicerede en ung amerikaner, Garrett Hardin, i tidsskriftet Science et essay, der straks blev verdensberømt. Essayet, der hed ’The Tragedy of the Commons’, (Fælledens Tragedie), argumenterede for, at hvis en fælles ressource er frit tilgængelig for alle, vil individuelle brugere handle i egeninteresse og overudnytte ressourcen, hvilket i sidste ende fører til dens ødelæggelse.
Han illustrerede dette med eksemplet om fælledens fælles græsgang, hvor hver bonde kan tilføje flere dyr for at maksimere sin egen gevinst. Men hvis alle gør det uden begrænsning, bliver græsgangen overgræsset og ubrugelig for alle.
Det går selvfølgelig ikke, så der er kun to løsninger, siger Garrett. Hvis bæredygtigheden skal sikres, må man enten regulere ovenfra eller privatisere; folk er grådige og kan ikke finde ud af det i fællesskab.
Da regulering er tvang, og privatisering er frihed, fandt mange valget nemt. Hurra, erklærede straks alle borgerlige økonomer, nu er det videnskabeligt bevist, at privatisering er en nødvendig vej, hvis vi ikke som landsbyfællesskabets bønder skal ruinere vores levegrundlag.
Og således blev historien om Fælledens Tragedie en slags bannerfører for en omsiggribende privatisering af samfundets fællesgoder, der i årene efter tog voldsom fart med Thatchers og Reagans neoliberale forsøg på at omstyrte fællesskabssamfundet. Herhjemme talte man om socialstatens forvandling til konkurrencestat.
Meget mærkeligt er det selvfølgelig, at det blev fuldkomment overset, at landsbyfællesskabet med fælles dyrkning og fælled havde eksisteret rundt i verden i 1000 år uden, at samfundet var gået under. Tværtimod havde landsbyfællesskabet i Europa skabt den materielle basis for det moderne samfund, der siden fulgte.
Men unge Garrett skal være undskyldt for denne overseelse. Som så megen anden økonomisk teori var hans essay en ren skrivebordsøvelse baseret på matematik og tænkte eksempler, ikke på faktisk empiri.
Men også derfor selvfølgelig så meget desto mere overbevisende. Og alle var således i årevis overbevist om fælledens tragedie og citerede Garret med stor overbevisning; fællesskabsløsninger var simpelthen noget møg, og det kunne man jo faktisk have sagt sig selv.
Nåh, videnskab er trods alt videnskab, og til sidst dukkede en ældre amerikansk professor i politisk økonomi, Elinor Ostrom, op med rigtige feltstudier og en masse konkret empiri fra landsbyfællesskaber rundt på kloden. Elinor Ostrom modbeviste med sin empiri Garrets overfriske påstande og viste, at mange samfund har udviklet bæredygtige metoder til at forvalte fælles ressourcer uden statslig indgriben eller privatisering.
Og måske fordi den økonomiske videnskab havde fået dårlig samvittighed over alt den håbløse og traumatiserende privatisering, som den havde anbefalet og lagt navn til, fik Elinor i 2009 Nobelprisen i økonomi for sin korrektion af Garretts fælledtragedie.
Men Garrett havde ikke haft helt uret, da han pegede på nødvendigheden af enten regulering eller privatisering, og da fællesskab ikke er privatisering, måtte der også i landsbyfællesskaberne have været reguleringsmetoder, og det var der.
Fra sine studier opregner Elinor Ostrom disse: Klare grænser for, hvem der har adgang til ressourcen. Overvågning af brugen for at forhindre overudnyttelse. Retfærdig fordeling af omkostninger og fordele. Konfliktløsning gennem lokale mekanismer. Graduelle sanktioner mod dem, der bryder reglerne.
Disse mekanismer er selvfølgelig alt sammen noget, der lægger bånd på den personlige frihedsudfoldelse, og derfor det som mange mennesker hader ved landsbylivet og derfor omtaler som omklamring, frihedsbegrænsning, konformitet, overvågning, smålig misundelse, mobning, sladder og bagtalelse.
En ung frihedselskende kunstner, Aksel Sandemose, der i sin landsby af en provinsby følte sig som et offer for netop denne undertrykkelse af hans personlige frihed, har tilmed givet undertrykkelsen et navn, der er blevet en del af vores nationale vokabular og kulturarv. Janteloven, kaldte Sandemose det. Og spørger man i dag, er stort set alle, og ikke kun vores gamle håndboldstjerne Anja Andersen, imod Janteloven. Fy, føj, da, hvor er Janteloven bare nederen.
Hvilket faktisk er interessant, fordi Janteloven er selve lovgrundlaget for den stærke frivillighedskultur, der har gjort Danmark til et forbillede for fællesskabsbaserede samfundsløsninger, hvor et forbløffende stort antal borgere engagerer sig i foreninger, sociale initiativer og fællesskaber, inden for fagbevægelse, folkeoplysning, idræt, sociale indsatser og kultur.
Danskerne er simpelthen rundet af en gammel bonde- og landsbykultur, der har gjort dem til verdensmestre i fællesskabsløsninger, og selv om meget vand er løbet i åen, bryster vi os stadig af at leve i et land med gensidig solidaritet, hvor få har for meget og færre for lidt. Og alt sammen kan føres tilbage til en tusindår gammel bondekultur – og dermed Janteloven.
SÅ LÆNGE LEVE JANTELOVEN!
Hvor ville vi være uden?
Hallo! Et det ikke Janteloven og den kollektivistiske ånd, der har holdt eneren og det frie initiativ nede? Ville vi overhovedet have haft mobiltelefoner i dag, hvis privat ikke havde overtrumfet fælles, hvis individuel frihed ikke havde overtrumfet kollektivet?
Jo, jo, det hører man gentaget hele tiden, så det er sikkert sandt.
Men se, hvad der sker nu, hvor privatisering og neoliberalisering længe har været i gang med at rive fællesskaberne fra hinanden og sende individerne rundt som atomer.
Ikke så snart er mobiltelefonerne opfundet, før landsbyfællesskabet genopfinder sig selv i form af Facebook og de andre sociale medier, og igen knytter os sammen i et trygt fællesskab ved hjælp af netop Jantelovens omklamring, frihedsbegrænsning, konformitet, overvågning, smålige misundelse, mobning, sladder og bagtalelse, som vi ikke kan blive trætte af at beklage men heller ikke undvære.
Indse det nu. At tilhøre fællesskaber er fundamentalt for menneskets natur. Og fællesskaber kræver social kontrol. Vi er et socialt dyr; vi er ikke katte eller væsler. Eller de fleste af os er ikke. Så lad dem bare mjave, Michael Maardt, vi andre hylder Janteloven.