The New Society

skrevet af Niels Engelsted 18. marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Udover at være højt intelligente signaturnørder med programmering som hobby og en stor appetit på at tjene penge har vores techmilliardærer endnu en ting tilfælles. De er store fans af Ayn Rand.

Både Peter Thiel, Elon Musk, Jeff Bezos, Steve Jobs, Mark Zuckerberg, David Sacks, Marc Andreessen og Larry Page har erklæret deres beundring for Ayn Rands bøger, som de i en ung alder læste og lod sig inspirere af og siden har anbefalet. Og hvad gælder bosserne, gælder naturligvis også undernørderne i Silicon Valley. Magasinet Vanity Fair skrev ligefrem, at forlængst afdøde Ayn Rand formentlig er ”the most influential figure in the industry.”

Elon Musk, der ofte har delt Randcitater på de sociale medier, har sagt, at han ser ligheder mellem Howard Roark (fra Rands bog The Fountainhead) og John Galt (fra Rands bog Atlas shrugged) og sin egen vision som entreprenør eller ’builder’, som Rand kaldte sine helte.

Og Steve Jobs fra Apple har sagt, at helten i Atlas shrugged’ har været en af hans ”guides in life”. Her har vi med andre ord en nøgle til at forstå, hvor techmilliardærerne bevæger os hen.

Howard Roark, helten i The Fountainhead fra 1943, (dansk: Kun den stærke er fri), er en innovativ arkitekt, hvis progressive ideer hele tiden frustreres af regulativer, bureaukratiske embedsmænd, fantasiløse kolleger og middelmådige samarbejdspartnere. Så da en bygherre krænker Roarks integritet og frihed som arkitekt og tillader sig at lave ændringer i hans store visionære boligbyggeri for arbejderklassens mindrebemidlede, sprænger han til læsernes store jubel hele molevitten i luften med dynamit og bliver til læsernes store tilfredshed efterfølgende frikendt i retten.

Det manglede da også bare.

Moralen er klar:

Ryd banen for bureaukrati, regulativer, og de fantasiløse middelmådigheders omklamring - med dynamit om nødvendigt - og slip de nyskabende enere fri af alle bånd; kun på den måde vil samfundet blomstre.

Filosofien kaldes libertarianisme, og selv uden Howard Roarks eksempel ville de fleste techmilliardærer nok være libertarianere og insistere på, at deres techvirksomheder sættes fri alle bånd og regulativer.

Ligesom ilden, brænder kapitalismen bedst, når den slippes løs.



Techgiganternes erklærede dødsfjende har her været EU-kommissionen, der anført af konkurrencekommissær Margrethe Vestager i 10 år rejste den ene erstatningssag efter den anden mod Google, Apple, Microsoft, Amazon og Meta for ulovlig brugerregistrering, skatteunddragelse og monopoldannelse.

Margrethes stolte øjeblik var, da hun kunne sende Apple en regning på 100 milliarder kroner, men efter at talrige advokatfirmaer og lobbyister havde været forbi, blev den selvfølgelig annulleret af EU-domstolen pga. mangel på tilstrækkeligt bevis.

Men kommissionen lærte af Vestagers fiasko og slog hårdt tilbage ved i 2024 at vedtage EU’s Digital Markets Act, der gør det ulovligt for techgiganterne at udnytte deres monopolstilling, og Digital Services Act, der skal sikre et sikkert online miljø for forbrugere og virksomheder i EU og gennem klare regler pålægge techgiganterne at sikre, at EU-borgerne ikke via deres platforme og sociale medier udsættes for indhold, hadefulde ytringer og desinformation.

For en god ordens skyld vedtog man samtidig en AI-Forordning, der er verdens første lovgivning om kunstig intelligens. Forordningen, der træder i kraft til næste år, skal sikre, at AI-systemer er sikre, etiske og pålidelige, inden de slippes løs i det europæiske fællesskab, og det gjorde det selvfølgelig ikke bedre.

Omklamret og udfordret på sin frihed af små bureaukrater på denne ondartede vis, ville Rands frihedshelt Howard Roark have grebet efter sine dynamitstænger, og det samme gjorde vores techmilliardærer.

Selv om de fleste tidligere havde hørt til i den tabende præsidents demokratiske lejr, sluttede de lynhurtigt op bag nyvalgte Donald Trump, der selv i et interview har fortalt, at han identificerede sig med Howard Roark, som han kaldte en helt. Så dagen efter sin indsættelse erklærede Trump krig mod EU i et memorandum, der lovede hård straftold mod lande, der stillede hindringer i vejen for de amerikanske koncerners globale konkurrenceevne.

Den amerikanske techsektor blev specielt nævnt som offer for ”oversøisk afpresning og uretfærdige bøder og straffe.” Og da vicepræsident Vance på et internationalt møde kunne belære kommissionsformand Ursula von der Leyen om, at de europæiske lovakter var ”byrdesomme internationale regler”, der hæmmede innovation og skabte unødige forhindringer for de store amerikanske koncerner, ville Howard Roark have nikket stolt.

Men selvfølgelig var der også regulering i hjemme i USA, så tre dage efter sin indsættelse underskrev præsident Trump et Præsidentielt Direktiv med titlen ’Removing Barriers to American Leadership in Artificial Intelligence.’ Væk med alle forsigtighedshensyn, fuld fart frem, frygt ikke robotterne og Lex Luthor.

Men det var ikke kun udviklingen af kunstig intelligens, der skulle have fjernet de hindrende barrierer; hele samfundet skulle befris for det bureaukrati og den regeljungle, der har tynget det ned. Samme dag som sin indsættelse underskrev Donald Trump derfor et direktiv, der bekendtgjorde, at for hvert nyt regulativ skulle der først fjernes ti.

Samtidig nedsatte han en komité med det popkulturelt overdeterminerede navn DOGE. Først var det navnet på en kulthund, der spredte sig globalt som internet-meme, der derefter gav navn til en kryptovauta, Dogecoin, der også blev populær. Nu var det så blevet akronym for Department of Government Efficiency, hvis opgave var at gennemgå alle statens programmer, institutioner og afdelinger med det formål at maksimere regeringens effektivitet og produktivitet ved at fjerne alle snærende bånd, og dermed også var populært mange steder.

I spidsen for DOGE udnævnte Trump supernørden Elon Musk, der fra sin farm af supernørder udpegede seks drenge med ekstraordinær høj intelligenskvotient til at udføre opgaven, hvilket de - startende med hjælpeorganisationen og CIA-filialen USAID - gjorde efter Mark Zuckerbergs motto ”move fast and break things”. Afdelinger og programmer blev lukket i lange baner og føderale medarbejdere fyret i et regulært blodbad.

En kampagne mod ”spild, misbrug og svindel” blev det kaldt, og hvem er ikke imod det, men underneden var det en libertariansk motorsavsmassakre på den herskende samfundsorden, som man skal til Argentina for at finde magen til. Overraskende var det således ikke, da man for nylig kunne se Elon Musk danse rundt som et begejstret barn med den motorsav, som den gale argentinske motorsavspræsident Javier Milei havde foræret ham.

skrevet af Niels Engelsted 19. marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

I stedet for at sprænge det omklamrende og undertrykkende regelsamfund i luften som terroristen Howard Roark, er alternativet – som alle frustrerede teenagere vil vide – at vende samfundet ryggen og melde sig ud.

Dette valgte John Galt, helten i Ayn Rands bog Atlas shrugged fra 1957 (dansk: Og verden skælvede). Da han som en anden Gulliver var blevet træt af at bære rundt på de krævende lilliputter, rystede han dem af sig og gik sin vej sammen de andre innovative erhvervsledere, der i protest mod den kvælende statslige tvang og kollektivisme havde forladt deres kommandoposter i økonomien og var gået i strejke. Hvorefter samfundet uden de store kaptajner ved roret selvfølgelig kuldsejlede med katastrofale konsekvenser for lilliputterne.

Hvis dette var hævnmotivet – ’så kan de lære det’ – fulgte dernæst den våde drøm, da John Galt som en anden Moses førte de store virksomhedsledere, opfindere og kunstnere ind i det forjættede land. I romanen en hemmelig dal – Galt’s Gulch – dybt inde i Colorados bjerge, hvor de frihedselskende enere kunne realisere deres idealsamfund under den vise John Galts ledelse. Nemlig et samfund uden tvang og regler, der tvinger indbyggerne til at handle mod deres eget forgodtbefindende og personlige interesse. Et sted, hvor de kan arbejde for deres egen fortjeneste og glæde uden at ofre deres værdier eller mål for andre.

Historien om John Galt og det ideale samfund, hvor de bedste hoveder hersker, var ikke mindre populær hos nørderne end historien om Howard Roark, der ikke ville acceptere nogen sociale bånd. Peter Thiel har kaldt Atlas shrugged en af de bøger, der har påvirket ham mest. Elon Musk har tit henvist til og anbefalet Atlas shrugged, og påpeget sin egen lighed med John Galt. Apples Steve Jobs har ligefrem kaldt Atlas shrugged en ledetråd i sit liv. Og for at blive i det hjemlige, lod ejeren af onlinebanken Saxo, mangemillionæren Lars Sejr Christensen, for egne penge den danske udgave optrykke i 10.000 eksemplarer til uddeling til toppen af dansk politik og erhvervsliv.

Men visionen er selvfølgelig ikke ny. Den er lige så gammel som Platon og hans stat, hvor filosofferne blev gjort til konger. Det er samme vision, som Wernher von Brauns udfoldede i sin Marsroman, hvor de teknologisk overlegne marsboere havde udviklet et idealsamfund under den vise Elons førerskab. Utvivlsomt er det også visionen bag Elon Musks drøm om at bygge et nyt samfund på Mars.

Men som Platon opdagede, da han som rådgiver for tyrannen Dionysos den Anden prøvede at indføre sit idealsamfund på Sicilien, så er projektet lige så vanskeligt at gennemføre i den virkelige verden som at flyve mennesker til Mars. Men man kan naturligvis altid begynde i det små.

Det gjorde Peter Thiel, der som sin partner Elon Musk var blevet mangemillionær efter salget af PayPal. Inspireret af visionen i Atlas shrugged skød Thiel penge i et foretagende, der hed Seasteading Institute og ligesom tidligere tiders amerikanske pionerer ville bygge et samfund af homesteads.
Denne gang bare ikke på land, men flydende på havet uden for den nationale territorialgrænse, så beboerne, befriet for love, regulativer og moralske konventioner, kunne vælge deres eget styre og sammen med ligesindede udleve deres libertarianske drømme og idealer. En sådan ‘ocean state’ ville være befriet for velfærd og mindsteløn og have løsere byggekrav og færre våbenrestriktioner, erklærede en forventningsfuld Peter Thiel.

Desværre var forventningens glæde som sædvanlig den største. Netop som man havde indgået en lovende kontrakt med regeringen i Fransk Polynesien, satte bitcoin-krakket i 2017 projektet på pause, og det er endnu ikke blevet genoptaget.

skrevet af Niels Engelsted 20. marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Man kunne på dette sted i vores undersøgelse let få den tanke, at vores techmilliardærer må være psykopater, der koldt og kynisk lader hånt om deres medmennesker. Jeg ved ikke, om halvhjerner rent teknisk kan være psykopater, men måske kan de. Og måske er vores venner det også. Men det er alligevel ikke det indtryk, jeg selv har fået efter at have tilbragt megen kvalitetstid sammen med dem hos - podcasteren Lex Fridman på YouTube

Søn af en russisk plasmafysiker, der blev hentet til USA efter Sovjetunionens kollaps, blev Lex computeringeniør og robotforsker. Et studie, som han lavede af Teslas autopilot, førte til, at Elon Musk lod ham flyve ind til et interview, og så var den unge mands lykke gjort. The Artificial Intelligence Podcast, som Lex havde startet året før, øgede med Musks ros pludselig seertallet betydeligt, skiftede navn til The Lex Fridman Podcast, og har i dag over 3.6 millioner abonnenter, inklusive mig selv.

Selv en signaturnørd med programmering som hobby, fører Lex i sin podcast dybdegående og timelange samtaler med fremtrædende personer inden for kunstig intelligens, teknologi, videnskab og filosofi, hvoraf mange ret tydeligt selv er signaturnørder, og det er her, at jeg har mødt alle techmilliardærerne, Elon Musk hele tre gange – podcast #252, #400 og #438.

Samtalerne har altid været interessante og med så stor intellektuel dybde, at man ofte ikke har kunnet følge med. Ofte har de også været bekymrede og søgende og kredsende om eksistentielle temaer som livets mening og menneskehedens fremtid. Har man god tid, kan det anbefales at besøge podcasteren Lex Fridman på YouTube , det er både lærerigt og interessant.

(Og er man til den slags, gør det det ikke mindre interessant, at Lex med sine tætte forbindelser til alle branchens topfolk med stor sandsynlighed ikke kun er en intelligent person men også en intelligence asset).

Bedømt på de samtaler jeg har overværet, har det været praktisk taget umuligt at få et dårligt indtryk af Lex og hans gæster, også selvom jeg har prøvet. Men der er noget. Et strejf af enfold. Det er som om, at man tydeligt kan mærke barnet indeni. Hvilket ikke kun forlener dem med barnets intelligente nysgerrighed og begejstrede udforskningslyst, men også med barnets uskyld og naivitet. Vi vender tilbage til dette senere i undersøgelsen, men enhver, der igen og igen har set Elon Musk hoppe rundt på scenen som et begejstret barn, vil formentlig forstå, hvad jeg mener.

Men også i den barnlige uskyldigheds paradis er der selvfølgelig slanger.

skrevet af Niels Engelsted 21. marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Programmør fra en tidlig alder og indrulleret som 12-årig i John Hopkins universitetets studie af børn med ekstraordinær matematisk begavelse fulgte han mønstret. Studier i computervidenskab fulgte, men som Steve Jobs og Elon Musk og mange af de andre signaturnørder fuldførte han aldrig sin universitetsuddannelse, men valgte i stedet at søge lykken hos tech-selskaberne i Silicon Valley, hvor han selvfølgelig også, som mønsteret byder, startede sin egen IT-startup. At opfinde og tjene penge var imidlertid for banalt for Curtis Yarvin. Han tænkte tanker, og det var som bloggeren Mencius Moldbug, at han skulle vinde sin plads i historien.

Enhver god kriminalhistorie har brug for sin Professor Moriarty, Lex Luthor eller Joker, og Curtis Yarvin kvalificerer som det mørke geni i vores historie. Som selvudnævnt godfather for dem, der har spist den røde pille fra filmen Matrix og ikke den fordummende blå, kendte han den ubærlige sandhed om samfundet og brugte den som et våben til at ryste de uskyldige. Han tænkte forbudte tanker, og var den uartige dreng, som de andre ikke måtte lege med.

Hvilket selvfølgelig gjorde ham enormt fascinerende for nørderne i Silicon Valley, hvor mange ikke kunne lade være frydefuldt at gyse over Mencius Moldbugs provokerende uartighed, når han brød det ene tabu efter det andet. For når man i det politisk overkorrekte Californien erklærer, at demokratiet har udspillet sin rolle og bør erstattes af et monarki, eller forsvarer tidligere tiders slaveri med det argument, at det falder nogle racer mere naturligt at være slaver, eller hævder, at hvide har en højere IQ end sorte, så er det selvfølgelig hundeprutter fra BonBon i tiende potens.

Men der var naturligvis nogen, der så mere i Yarvins tabubrud end bare frække hundeprutter. Ikke mindst folkene i PayPal-mafiaen følte sig stærkt tiltrukket af Yarvins sorte tanker.

PayPal-mafiaen er et navn, som Fortune Magazine har givet til de folk, der grundlagde og udviklede PayPal, hvoraf fire kom fra en barndom i Apartheid-Sydafrika, Peter Thiel, Elon Musk, David Sacks og Roelof Botha, hvilket måske forklarer noget af fascinationen for Yarvin.

Betegnelsen mafia er velvalgt, fordi gruppens medlemmer som et band of brothers efterfølgende har holdt sammen og støttet hinanden med erfaringsdeling og investeringer, mens de hver for sig udviklede nogle af de mest succesrige techvirksomheder i Silicon Valley, Tesla, SpaceX, LinkedIn, YouTube og Palantir Technologies, for blot at nævne nogle få eksempler.

Har PayPal-mafiaen på den måde spundet sit stærke net over Silicon Valley, så er Peter Thiel edderkoppen i spindets center, og Peter ser ud til selv at have været lidt af en formørket sjæl.

I magasinet Baffler kan man læse, at tyskfødte Peter tilbragte sine tidlige år ensom og alvorlig i en sydafrikansk uranmineby, hvor hans far var kemisk ingeniør, og de sorte arbejdere døde som fluer af radioaktiv stråling, og bedre blev det ikke, da familien vendte tilbage til San Francisco. ”Slank, hovmodig og subtilt feminin, blev han mobbet og hånet, og måtte søge tilflugt i konkurrenceskak, høje karakterresultater og genlæsning af Ringenes Herre. Reserveret og upopulær kæmpede Thiel med omgivelserne og lagde sine planer, overbevist om sin egen overlegenhed.”



I hvert fald har Peter Thiel, siden han investerede venturekapital i Curtis Yarvins tech-startup, følt et vist fællesskab med den unge mand. Begge superintelligente, naturligvis, som alle signaturnørderne, men også bredere uddannede og mere kulturelt oplyste end de fleste af deres fæller. ”I det lyse og overfladiske Silicon Valley,” skriver The New York Review, ”skiller Thiel sig ud ved at have bevaret den intellektuelle intensitet fra en studerende bognørd, en egenskab der har gjort ham til genstand for nysgerrighed, beundring og latterliggørelse.” Også Yarvin er bognørd, der bruger 500 dollars om måneden på bøger, har han fortalt.

Og så delte de begge den samme store begejstring for Tolkiens eventyrunivers.

For eksempel navngav Peter Thiel sin tech-koncern Palantir efter syndestenene - Palantíri - i Ringenes Herre; de sten, der tillader brugeren at se over store afstande og opdage, hvad der sker andre steder; et passende navn, da Palantir med en markedsværdi på omkring 211 milliarder dollars i dag er en af verdens største udbydere af overvågningsteknologi med kunder hos alverdens politistyrker og efterretningstjenester.

Og Thiels venturekapitalfirma, der investerer primært i teknologi-startups inden for den finansielle sektor, gav han navnet Valar efter en gruppe gudelignende væsener, der i Tolkiens verden fungerer som beskyttere og vejledere for mindre væsener såsom elver, mennesker, dværge og andre racer. You get the point.

Men hvis Peter er blevet edderkoppen i midten, har Bafflerartiklen måske ret, når den skriver: ”Hans studie af Tolkien skulle vise sig at være skæbnesvangert. Forfatterens billeder af Mordor – en teknologisk civilisation, der er opsat på absolut magt – fortryllede ham. Ansporet af fantasyromaner blev han langsomt bevidst om den rolle, han ville påtage sig i verden. Han ville spille skurken.”

Eller måske er det den mere håbefulde vurdering i the New York Review, der er den rigtige: ”Thiel og hans kreds i Silicon Valley er måske bare i stand til at forestille sig en fremtid, der aldrig ville falde andre mennesker ind, fordi de har nægtet at forlade det stadium af ungdommelig undren, som livet tvinger de fleste mennesker til at vokse fra… Han ønsker at leve evigt, have mulighed for at flygte til det ydre rum eller en oceanisk bystat og spille skak mod en robot, der kan diskutere Tolkien, fordi det var de fantasier, der fyldte hans barndoms fantasi.” Og det er jo smukt.

Er man blevet fascineret af Peter Thiel, kan man læse mere her

skrevet af Niels Engelsted 22 marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

I Curtis Yarvins verden er det elverne, der siden det 20. århundrede har bestemt tingene. Med elverne forstod den uartige blogger pengeeliten, managereliten og den professionelle elite, der, som han skrev, har et vidunderligt rekrutteringssystem kaldet college, der sikrer nye medlemmer til elveraristokratiet.

De fleste af vores signaturnørder var som Yarvin dropouts og havde et meget ambivalent forhold til universitetet. Måske var det grunden til, at Peter Thiel tilbød højtbegavede computerdrenge 100.000 dollars, hvis de droppede ud af college og tog arbejde i Silicon Valley.

Hvilket i øvrigt bringer mindelser om det kuriøse, at filosoffen Ludwig Wittgenstein, søn af en af Europas rigeste mænd og selv med aspergersignatur, gang på gang forsøgte at overtale sine bedste studerende i Cambridge til at droppe studierne og få et manuelt arbejde.

Fordi elverne hele tiden må frygte, at de langt mere talrige hobbitter – dem i båden, der ror; folket; arbejderklassen – af forståelige grunde skal komme efter dem med høtyve og dræbe dem, har man på et tidligere tidspunkt i historien indført demokratiet som en slags beskyttelse. Men i Amerika i det enogtyvende århundrede findes der ikke længere noget, der meningsfuldt kan kaldes demokrati, forklarer Yarvin.

Under Barack Obama er samfundet degenereret til et korrupt oligarki, hvor magten ligger hos forbundne netværk af akademikere, medieeliter og regeringsbureaukrater, som Yarvin kalder Katedralen. Selv om de fleste amerikanere har spist de blå piller og fortsat tror på frie valg og folkestyret som kilden til politisk magt og legitimitet, så er det Katedralen, der har den egentlige magt, inklusiv den kritiske magt til at bestemme, hvad der er sandt, og hvad der er falsk, siger han.

Der er imidlertid en gruppe, der selv er elvere, men ikke længere tror på den officielle statsideologi og afviser det såkaldt progressive verdensbillede. Mørke elvere – dark elves – kalder Yarvin dem og regner sig selv for deres filosofiske orakel. Men hvad er så deres vision for fremtiden - udover at erobre samfundsmagten, selvfølgelig?

Kort fortalt er det de mørke elveres mål at tage et tigerspring ind i fremtiden ved at skrue tiden tilbage til bedre tider, hvor konger og aristokrater regerede, hvor hobbitterne kendte deres naturlige plads, og hvor modige iværksættere med kongelig fuldmagt kunne drage ud og grundlægge kolonier fjernt fra hjemmet.

Hermed vil de skabe en ny oplysningstid. Eller rettere, en mørk oplysningstid, Dark Enlightenment, som bevægelsens filosof, Curtis Yarvin, kalder den. En mørk oplysningstid, der passer til de reaktionære, mørke elvere, der uvenligt beskrives således af en journalist i magasinet The Baffler:
”De er imod almindelig valgret, egalitarisme og pluralisme. Nogle er ateister, mens andre dyrker obskure ortodokse trosretninger, de fleste er imidlertid unge hvide mænd, der er forbitret over ’politisk korrekthed’.

Så vidt jeg kan bedømme, ligner deres ideelle samfund bedst Blade Runner, men uden alle de asiatiske mennesker, der fylder gaderne. Neo-reaktionære kan lide at se sig selv som helte i en anden sci-fi film, faktisk praler de nogle gange med, at de er blevet ’redpilled,’ ligesom Keanu Reeves' karakter i The Matrix - en film, som Yarvin betragter som ’genial.’”

Men den ønskede tilbagevenden til fordums tiders ancien régime skal selvfølgelig ske i en ultra-moderne hyper-tech version opgraderet med kunstig intelligens og alle herlighederne fra Silicon Valley og organiseret efter samme model som en tech-startup i Silicon Valley med en CEO som autoritativ leder eller diktator. For, som Yarvin sagde, USA lider af ”kronisk kongeløshed”; hvad der er brug for er ”en national CEO eller, hvad der kaldes en diktator,” så ”hvis amerikanerne ønsker at forandre deres styre, så er de nødt til at overkomme deres diktatorfobi.”

Men skulle drømmen blive mere end bare adventure og rollespil, så en sådan omvæltning unægtelig lidt svær ud. Men hvis man ikke kunne vælte hele bygningen på én gang som Ayn Rands Howard Roark, så kunne man måske som hendes John Galt begynde i det små og bare flytte ud.

Enten ved hjælp af stemmesedlen oprette frie zoner eller frie byer med særligt lempelige regler inden for nationens grænser, som f.eks. den tidligere Thiel-medarbejder Garry Tan, nu selv techinvestor og iværksættermentor, prøver at gøre som spydspids i en tech-finansieret kampagne for at vinde kontrol over bystyret i San Francisco.

Eller som Peter Thiel selv planlagde med sine allerede i kapitel 12 omtalte flydende småsamfund, der blev flyttet uden for nationens territorialgrænse og dermed uden for samfundets lov og ret.

Eller man kunne ganske enkelt bygge sin egen friby i et helt andet land, som Peter Thiel sammen med en anden techmilliardær Marc Andreessen, grundlægger af Netscape med det berømte JavaScript, gjorde med byen Próspera. Grundlagt som frizone på den honduranske ø Roatan, var det fribyens formål at tilbyde lave skatter; sundhed, uddannelse og politi som privatiserede ydelser; mindre regulering og mere frihed til for eksempel at eksperimentere med førerløse biler og bioteknologi.



Byggeriet startede i 2021, men der er allerede et “Bitcoin Center” med en café og et akademi, der kan træne folk i brugen af bitcoin, et luksusresort med golfbane, scuba-skole, luksusejerlejligheder og et kollegie for unge tech- og krypto-professionelle. For 25.000 dollars tilbydes genterapeutiske injektioner, der forsinker aldringen, og et andet firma tilbyder ”subdermale implantationsydelser og en række forskellige kybernetiske opgraderinger”, for som der står i firmaets annonce: ”We help people become self-sovereign cyborgs.”

Den sidste ydelse kræver tilstedeværelse, men ellers kan man opnå e-borgerskab (e-residency), hvis man hellere vil vente med at flytte ind. E-borgerskab, først opfundet af Estland i 2014, giver globale entreprenører online adgang til landets ydelser og digitale tjenester uden, at de behøver at bo der.

Endelig bør det måske også lige nævnes, at Honduras fortrød tilladelsen til den økonomiske frizone på Roatan, der selvfølgelig hurtigt viste sig at presse bønderne bort fra deres jorde og udtømme deres vandressourcer. Zonen var blevet vedtaget under militærdiktaturet med anvendelse af megen muskelkraft, demonstranter blev bortført, voldtaget og sågar myrdet. Så da en civil regering igen kom til magten blev tilladelsen trukket tilbage.

Men, men, men. Den tidligere regering havde indgået en såkaldt ISDS, investor-state dispute settlement, der giver de fremmede investorer ret til at bringe uoverensstemmelser for en voldgiftsdomstol bestående af lutter advokater, hvis afgørelse ikke kan appelleres.

Da militærdiktaturet havde givet Peter Thiel, Marc Andreessen og de andre investorer en 50-års kontrakt på frizonen, mente de, at ophævelsen var en uoverensstemmelse og sagsøgte Honduras for over 10 milliarder dollars, hvilket er det dobbelte af det fattige og gældsplagede lands årlige statsbudget. Sagen er ikke afgjort endnu, men honduranerne frygter naturligvis det værste.

https://www.wired.com/story/a-lawsuit-f ... -honduras/

Curtis Yarvins og Peter Thiels drøm om at bryde nationalstaterne op i små selvstyrende enheder kontrolleret af eneherskere og kapitalistiske virksomheder er ret beset en tilbagevenden til de gode gamle dage.

Før en gigantisk centralisering skabte de store centraliserede nationalstater bestod Europa nemlig af et netværk af små fyrstendømmer ledet af eneherskere iblandet bystater ledet af købmænd og handelsselskaber, og bystatsmodellen havde spredt sig som små kolonier langt fra hjemlandet.

Ligesom Marseille, Napoli og Istanbul blev grundlagt af græske købmænd som handelsstationer i Antikken, blev nuværende New York grundlagt som handelsstation af købmændene i det hollandske Geoctroyeerde West-Indische Compagnie, New Orleans grundlagt som handelsstation af købmændene i franske Compagnie des Indes Occidentales, Calcutta, Bombay og Madras udviklet som handelsstationer af købmændene i engelske East-India Company, Jakarta grundlagt som handelsstation af købmændene i hollandske Vereenigde Oostindische Compagnie, og Montreal grundlagt som handelsstation af købmændene i franske Compagnie des Cent-Associés.

Danmark var naturligvis også med. Købmændene i Vestindisk-Guineisk Kompagni grundlagde Fort Christiansborg, der i dag ligger i en bydel til Ghanas hovedstad Accra, og byerne Charlotte Amalie på øen St. Thomas og Christianssted på øen St. Croix i Caribien.

På samme måde som værdierne – og energien – der strømmede fra kolonierne forgyldte København og den danske guldalder, skabte strømmen med innovative nyskabelser som aktieselskabet og børsen et økonomisk gennembrud i Europa og i tilgift såvel den hollandske renæssance og den franske og britiske oplysningstid

Ønskede man derfor at reboote samfundet og skabe et nye økonomisk gennembrud og en ny oplysningstid, er det klart, at det var fristende at se tilbage til den gyldne tid med dens netværk af købmandsbyer, koloniale kompagnistater, frie zoner og charterbyer. Ja, det måtte selvfølgelig være det store ønske for enhver innovativ iværksætter og virksomhedsejer.

I Danmark var det for eksempel det store ønske for iværksætteren og rigmanden Lars Kolind, CEO for høreapparatkoncernen Oticon. Da han var blevet indvalgt i Folketinget for kaospiloten Uffe Elbæks socialt eksperimenterende parti, Alternativet, foreslog han, at Fyn blev udlagt som en frizone med lempeligere skat og færre regler for at fremme det frie initiativ og innovationslysten.

I Jantelovens Danmark, hvor mange stadig opfatter lighed som et ideal, og hvor de færreste formår at tænke ud af boksen, havde forslaget dog ringe chancer. Eller måske var Kolind bare for tidligt ude. Det ser nemlig nu ud til, at vindene igen er begyndt at blæse i fribyernes retning. I hvert fald taler den amerikanske organisation Free State Foundation om en renæssance:

”Efter en tilbagegang for fribyerne i nationalstaternes tidsalder i de sidste to eller tre århundreder, er vi nu vidne til en renæssance for dette begreb. Moderne fribyer kan ses som arvtagere til de pulserende italienske bystater, Hansaforbundet i Nordeuropa og andre autonome byer i oldtiden. Samtidig inkorporerer de banebrydende teknologiske og institutionelle innovationer, hvilket gør dem unikt egnede til det 21. århundredes udfordringer.”

“Og dette er for nærværende, hvor the [Silicon] Valley er på vej hen”, skriver tech-grundlæggeren Balaji Srinivasan i sin bog om Netværksstaten.

”Basalt betyder det: Byg et opt-in samfund, ultimativt uden for USA, styret af teknologi”, tilføjer mangemillionæren fra Coinbase og venturekapitalisten hos Marc Andreessen. Googles grundlægger, Larry Page, er enig og ønsker, at en del af verden reserveres til ureguleret eksperimenteren, og Andreessen forudser, at ”verden vil se en eksplosion af lande i de kommende år – fordoblede, tredoblede, firdoblede lande.”

Jo, jo, men hvis udrulningen af denne überliberalistiske vision alene skulle ske ved privat initiativ og bid for bid, ville det nok alligevel tage lang tid, før friheden var vundet og iværksætterne sat fri. Langt bedre ville selvfølgelig være, hvis man kunne gennemføre decentraliseringen i ét hug fra allerøverste hold, selv om det måske er svært at forvente, at systemets hoved skulle ønske at få hugget hovedet af sig selv.



Men hvo intet vover, intet vinder, må Justine Tunney have tænkt. Den tidligere Occupy Wallstreet-aktivist, nu softwareingeniør hos Google, forvandlede derfor Curtis Yarvins kerneideer til et borgerforslag i tre punkter, som hun i marts 2014 postede på Det hvide Hus’ hjemmeside:

1. Afsked alle offentligt ansatte med fuld pension.
2. Overfør den administrative autoritet til techindustrien.
3. Udpeg [Googles bestyrelsesformand] Eric Schmidt til Amerikas CEO.

”Tiden er inde til, at det amerikanske regime høfligt trækker sig tilbage fra historien og gør, hvad der er bedst for Amerika,” erklærede hun. ”Techindustrien kan tilbyde god regeringsførelse og forhindre yderligere amerikansk tilbagegang.”

Borgerforslaget skulle ifølge reglerne behandles, hvis det opnåede 100.000 underskrifter. Da avisen Guardian skrev om det, havde det opnået 2, og alle lå flade af grin over det tåbelige forslag.

Justine Tunney, var det ikke hende, der kaldte sig "champagne transarchist”? Ha, ha, ha!

Ja, ha, ha, ha. Men ville de også have grinet, hvis de havde vidst, at Curtis Yarvin havde fulgt præsidentvalgnatten i 2016, hvor Trump overraskende vandt, sammen med Peter Theil i Peter Theils hus?

skrevet af Niels Engelsted 24. marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Blandt gæsterne til Donald Trumps indsættelse som præsident i januar i år kunne man møde både gamle donorer som spillecasinomogulens enke Miriam Adelson, hvis store kampagnebidrag gennem årene har sikret Israel frie hænder til annektering og folkemord, og nye donorer som techmilliardærerne Elon Musk, Jeff Bezos, Mark Zuckerberg, Sam Altman og Peter Thiel, der tidligere havde været demokrater, men nu spyttede godt i Trumps krigskasse.

Man kunne også møde Curtis Yarvin, som Politco kaldte en “uofficiel æresgæst” på grund af hans "overdimensionerede indflydelse på den trumpske højrefløj."

Men hvad havde de mørke elveres filosof gang i lige der? Jo, forklaringen er som følger.

Med et idealsamfund, der bringer mindelser om Matrix og Mordor, er de mørke elvere selvfølgelig også antagonister til hobbitterne, som alle eliter må være. Heller ikke fra de mørke elvere har hobbitterne naturligvis noget godt at vente. Det ved de godt selv, og som alle elvere frygter de derfor, at hobbitterne skal vågne op og komme efter dem med le og planke.

At de principielt er modparter, udelukker imidlertid ikke, at de mørke elvere for at nå deres mål et stykke ad vejen kan lægge deres kræfter sammen med hobbitternes, så de med forenet styrke i en perfekt storm kan styrte den nu herskende samfundselite af neoliberale og såkaldt progressive Davosglobalister.

Da hobbitterne er de mange, kan det måske ligefrem ske ved fredelige midler og stemmesedlen. Blot skal man finde en politisk lederfigur, som både de mørke elvere og hobbitterne kan genkende sig selv i. En mand af eliten og samtidig en mand af folket.

Men mere end det. Også en fræk chancerytter, vovehals og pirat med stort vovemod og stor udholdenhed. Men mere end det.

Også en dramatisk kunstner, der, som Bob Dylan, Winston Churchill og Adolf Hitler, har STEMMEN. Den stemme, der som et hulspejl indfanger en hel generations håb og smerte og med hypnotisk og forløsende kraft sender den tilbage til afsenderne som et omspændende ekkorum med løfte om oprejsning og frelse - [wauw ].

Et sådant fænomen finder man ikke hver dag. Men, oh, store mirakel, nogle ville sige Guds forsyn, og Adolf, Winston og Bob ville sikkert have været enige i deres eget tilfælde, her dukkede han pludselig op med orange hår og det hele i byggematadoren og TV-berømtheden Donald Trumps skikkelse.



Milliardær og selv del af eliten, men også det vulgære sorte får, som eliten - fy-føj! - ikke ville kendes ved. En mand, der rakte ud efter sin berettigede plads i solen, men med hård hånd blev slået tilbage igen og igen, og således som offer var nem at identificere sig med for hårdtprøvede hobbitter, der nemt kunne høre, at ’Dræn Sumpen’ og ’Make America Great Again’ langt mere end bare tekniske foranstaltninger var et krigsråb og et løfte om oprejsning og hævn.

Kort sagt, den klassiske tyran, som MAGA-folket havde brug for mod oligarkernes og den herskende klasses virkelige tyranni. Og så havde han STEMMEN, repetitiv, messende og hypnotisk, som millioner åbenbart ikke blev trætte af at lytte til.

Men dermed var han også præcis det ubetalelige fænomen, som både Curtis Yarvin og hans mørke elvere og Peter Theil og hans PayPalmafia havde brug for.

Theil havde ellers opgivet Trump efter hans første præsidentperiode, der mildest talt skuffede -“Kunne ikke få selv de mest basale dele af regeringen til at virke… Jeg tror, at den del måske var værre end selv mine laveste forventninger.”

Theil samlede ikke på tabere, men nu gav han den orange mand en chance til. Fænomener vokser trods alt ikke på træerne, så lad gå, hvis Trump også var et dumsmart tågehorn og en letpåvirkelig narcissist; det kunne måske i virkeligheden være en fordel, hvis man selv sad med ved bordet.
Og derfor var det, at techmilliardærerne fra Silicon Valley flokkedes om Trump på hans store dag, og derfor var det, at Yarvin listede sig med.

skrevet af Niels Engelsted 7. marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Donald Trumps store dag var selvfølgelig også J.D. Vances store dag, da juniorsenatoren fra Ohio samme dag blev indsat som Donald Trumps vicepræsident, og dermed præsident, hvis Donald faldt bort eller blev dement, og i hvert fald med en god chance for at blive næste præsident, når Donalds embede udløber i januar 2029.

Også her ser vi imidlertid Peter Theils hånd. Vance er også en mand med et ben i hver lejr og har dermed som Trump fænomensignaturen som beskrevet i 17. kapitel. Men hvor Donald Trump er et ægte naturfænomen, er Vance et kunstigt fænomen designet af Peter Thiel.

I dag hedder han overalt bare JD, men som barn i hillbillyland i Appalachiabjergene i Ohio blev han kaldt det mere rytmiske navn Jay-dot-Dee; som alle ved, der har set filmen Udflugt med Døden med Jon Voight og Burt Reynolds, så er de banjospillende hillbillyer bare mere musikalske.

På grund af dets geografiske isolation var Appalachiaområdet altid relativt fattigt, men helt galt blev det, da de mange kulminer begyndte at lukke, fordi efterspørgslen på kul til energiforsyning og stålproduktion svandt i takt med den grønne omstilling og kinesernes afindustrialisering af USA. Folk flest var således som regel jobløse, fattige og på bistand, og lille Jay-dot-Dee’s situation blev så heller ikke bedre af, at hans mor var stofmisbruger. Så tænk hvis han ikke havde haft sin elskede Bedste…

Det var kort sagt alt sammen meget elegisk, som man kan læse i Vances selvbiografi Hillbilly Elegy, eller se i filmen med samme navn på Netflix med Glenn Close i rollen som Bedste.

Efter en skolegang, der, som man kunne forvente, var kendetegnet af fravær, kaos og turbulens, valgte Vance efter high school samme vej ud af bjergene, som utallige andre unge drenge før ham: US Marine Corps. Korpset satte først skik på og slankede den overvægtige dreng og sendte ham så til Irak, hvilket efter hjemsendelsen berettigede ham til en betalt uddannelse efter the Post-9/11 G.I. Bill, der støttede veteraner fra nylige konflikter.

Vance benyttede muligheden og valgte at tage en bachelor i Politisk Videnskab og Filosofi på Ohio State University, hvor han både opdagede, at han havde et godt hoved, og fik så gode karakterer, at han kunne fortsætte sin uddannelse på den prestigiøse Yale Law School, hvor Bill og Hillary havde mødt hinanden.

Her opnåede Vance ikke blot at blive juris doctor men fik også ved gode mentorers hjælp åbnet sin verdensforståelse og kulturelle horisont. Det var en mentor, der – måske i terapeutisk øjemed – opfordrede ham til at skrive Hillbilly Elegy.

Det var på Yale, at Vance først mødte Peter Thiel, der altid, når han turnerede på universiteterne med sine foredrag, var på udkig efter lovende rekrutter til sit imperium. Nu fik han øje på JD, havde måske forhørt sig i forvejen.

I sit foredrag havde Thiel sagt til de unge jurastuderende, at et vellønnet liv på den korporative karrieres klatrestativ, som de alle selvfølgelig sigtede mod, ville dømme dem til et liv i meningsløshed, når der var så mange rigtige problemer i samfundet, der krævede løsning og nytænkning.
Vance har siden sagt, at Thiels foredrag var ”the significant moment” i hans tid på Yale, og da han ikke vidste, hvad han ellers skulle finde på, blev han junior investor i Thiels venturekapitalfirma Mithril, navngivet efter et superlet og uendeligt stærkt metal hos Tolkien.

Efter læretiden hos Thiel fulgte andre firmaer, og da Vance så et par år senere fik mulighed for selv at lave store investeringer i Thiels Naraya Capital, navngivet efter en ring i Ringenes Herre, hvor også Marc Andreessen og Google CEO Eric Schmidt var investorer, fik han så gode porteføljer, at han snart var blevet mangemillionær.



Hvor Donald trods sin pøbelagtige adfærd aldrig havde været andet end en forkælet rigmandssøn, var JD nu BÅDE en ægte hillbilly fra samfundets skyggeside OG en forretningsmand og mangemillionær fra samfundets solside, bedre kunne det ikke blive.

Det med marinekorpset og Irak var tilmed en bonus; før han blev deres øverstkommanderende, havde en hælspore for eksempel holdt Donald på milevid afstand af de væbnede styrker. Jævnaldrende med Donald blev mine amerikanske klassekammerater sendt til Vietnam, men aldrig ham.

Hvis rakettens første trin havde været at finde nye ledere med det ene ben dybt forankret i elitemiljøet og det andet ben i det amerikanske hjerteland, mennesker, der kunne tænke som elvere og tale som hobbitter, som Yarvin sagde, så var det nu med Vance lykkedes, og andet trin kunne starte.

Andet trin var at opstille Vance til det amerikanske senat, men først skulle han vinde det republikanske primærvalg i Ohio. Dette var lidt af en udfordring, da Vance tidligere havde udtalt sig meget negativt om Donald Trump; Amerikas Hitler havde Vance kaldt ham, hvilket ikke blev værdsat af de republikanske vælgere.

Men Peter Thiel havde ifølge The San Francisco Standard allerede før opstillingen taget Vance med ned til Trumps luksusresort Mar-a-Lago i Florida for at klappe tingene af, og da techinvestoren så skød uhørte 15 millioner dollars i Vances senatskampagne, og hans Paypalven David Sacks spædede til, vandt JD ikke alene primærvalget, men også senatsposten. Rakettens tredje trin kunne nu starte.

Tredje trin var at få Trump til at vælge Vance til sin vicepræsidentkandidat. Trump var længe knibsk, nød opmærksomheden og trak spændingen ud, så selv den samme aften, som Trump var blevet forsøgt skudt i Pennsylvanien, var Elon Musk, David Sacks og Tucker Carlson i telefonen til Mar-a-Lago i en lobbykampagne for at overtale Trump til at vælge Vance. Hvilket så skete to dage senere. Men da var det ifølge kilderne nu allerede for længst besluttet, for den gamle mands elskede søn Don Junior, var ven med JD og havde nemt overbevist sin far.

Nu manglede bare, at få rumskibet i kredsløb, hvilket som bekendt lykkedes, da Donald Trump og JD Vance vandt præsidentvalget i 2024 med et overvældende flertal. Tilbage var så bare at beslutte, hvor skibet skulle flyve hen.

skrevet af Niels Engelsted 28. marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Jeg husker en sang fra de gode 70’ere, hvis omkvæd lød ”I Folketinget sidder A.P. Møllers mænd og fører A.P. Møllers politik såmænd.” Den kunne i dag bruges om den nye amerikanske administration, blot skulle det være PayPal-mafiaens mænd. I hvert fald har mange af netværkets løjtnanter og soldater fået poster rundt omkring i Trumps administration, og så er Peter Thiels protegé, JD Vance blevet vicepræsident.

The don himself, Peter Thiel, har valgt at holde sig i baggrunden, men hans to gamle partnere og vigtigste capo’er, David Sacks og Elon Musk har fået fremtrædende positioner. Sacks er blevet czar for AI og kryptovaluta med ansvar for at accelerere udbredelsen af kunstig intelligens og bitcoin, begge hjertesager for mafiaen.

Musk er, som allerede omtalt kapitel 11, blevet chef for DOGE, Department of Government Efficiency, med den opgave at maksimere regeringens effektivitet og produktivitet ved at slanke eller fjerne statslige programmer, institutioner og afdelinger og eliminere spild, misbrug og svindel, hvorved mange milliarder kan spares på statsbudgettet.

Og der er brug for pengene, for de kæmpeskattelettelser til de store koncerner, som Trump indførte sidste gang han var præsident, udløber i år, og både han og Silicon Valley er stærkt interesserede i, at de bliver forlænget og helst også gjort større.

Men Elon Musks rolle ser ud til at have udviklet sig til meget mere end bare sparebisse. Med sin enorme intellektuelle kapacitet og udtømmelige energi syntes han at være blevet Trumps højre hånd, consigliere, moralske støtte og enforcer, og er nærmest flyttet ind det Hvide Hus, hvor man næsten dagligt kan se ham i det Ovale værelse ved siden af Donald Trump. Når det er hans forældredag – Musk kæmper om forældremyndigheden – med 4-årige X Æ A-12 på sin skulder eller på skødet af præsidenten.

Det ville alligevel være forkert at sige, at PayPal-mafiaen og Silicon Valley helt har overtaget den amerikanske regering. Trump forfølger de MAGA-mål, der vandt ham Det hvide Hus, og det er ikke altid, at de harmonerer med Silicon Valleys interesser.

Hjørnestenen i Trumps valgkampagne var totalt stop for og tilbagerulning af indvandringen, hvilket skabte skræk og rædsel i Silicon Valley, der er storforbruger af dygtige, unge programmører importeret fra Indien og omegn, som de henter ind på et H-1B visum, der giver højt kvalificerede arbejdere inden for specialiserede erhverv mulighed for at bo og arbejde i USA med en ikke-immigrant status.

"Antallet af mennesker, der er super talentfulde ingeniører OG supermotiverede i USA, er alt for lavt," forklarer Elon Musk på X. ”Hvis du vil have dit TEAM til at vinde mesterskabet, skal du rekruttere toptalenter, uanset hvor de måtte være."

Hvilket naturligvis skabte furore hos Steve Bannon og MAGA-folket, der mente, at tech-koncernerne skulle uddanne amerikanere til opgaven, og i forvejen frygtede, at koncernernes begejstrede udrulning af kunstig intelligens og robotter kun lovede de amerikanske arbejdere yderligere arbejdsledighed.

Kløften, der hermed åbnede sig mellem Trumps MAGA-hobbitter og hans elitære tech-elvere, blev nu potentielt så farlig for hele projektet, at vicepræsident JD Vance - som ”et stolt medlem af begge stammer,” som han sagde - til sidst måtte rykke ind og gyde olie på vandene.

Konflikten mellem “techno-optimisterne” og de tvivlende MAGA-populister var forfejlet sagde han. Innovation i Silicon Valley og amerikansk reindustrialisering af rustbæltet, ville gå hånd i hånd og skabe a “great American industrial renaissance”, hvor innovation ville øge arbejdernes produktivitet, skabe store lønstigninger og genforvandle rustbæltet til stålbæltet.



Det valgte mange så foreløbig at tro på. Men ikke Steve Bannon, den tidligere chefstrateg for Donald Trump, selv elver, og MAGA-bevægelsens højrenationalistiske leder, som det lykkedes det tidligere styre at få sat i fængsel for foragt for Kongressen. Bannon frygter ikke uden grund, at Silicon Valley-banden er ved at tage magten ud af hænderne på MAGA.

Bannon stoler ikke på JD Vance, og drømmer om at få forlænget Donald Trumps præsidentskab udover de fire år, og helst på livstid, så Vance ikke kommer til. Direkte adspurgt i et interview på NewsNation om han og MAGA-bevægelsen arbejder på at holde Trump i Det Hvide Hus efter 2028, selv om det vil stride mod forfatningen, svarede han: ”Vi arbejder på det.”

Ifølge Bannon er Trump en “once in a century”- leder, som bør forblive ved magten. “Vi har ham nu. Han er på toppen, og jeg støtter fuldt ud, at han fortsætter.” Og når journalisterne har spurgt præsidenten selv, syntes Donald ikke at være uenig, så det skal nok blive godt.

(Fortsættes).

skrevet af Niels Engelsted 7. marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Som oftest var Silicon Valley og MAGA selvfølgelig enige i regeringens politik. Elon Musks allerede i kapitel 12 omtalte DOGE-kampagne, der som en motorsav skar ned på føderale institutioner og programmer faldt helt i tråd med både Yarvins og Theils program om deregulering og fyring af alle offentligt ansatte og Trump og Maga-folkenes projekt med at dræne sumpen.

Men naturligvis var traditionelle interessenter som det militært-industrielle kompleks ikke uden videre til at komme uden om.
Det mesterskab, som det amerikanske team ifølge Musk skulle vinde, var selvfølgelig sejren over Kina, der teknologisk var blevet amerikanernes ligemand, men hvordan det skulle ske, var der ikke altid enighed om.

Elon Musk havde længe argumenteret imod, at USA’s nye planlagte sjette generations kampfly skulle skulle have en menneskebesætning, når intelligente droner og robotter kunne gøre det både billigere og bedre på den moderne superteknologiske slagmark. Ville man vinde, eller hvad?

Så da Trump forleden dag besluttede sig for Boeings F-47 med pilot, måtte han sende sit hovedrystende vidunderbarn over til Pentagon, så generalerne kunne forklare nørden, at man ikke kan være general for førerløse fly og robotter, for så var man reduceret til maskintekniker. Uden uniformer og parader, soldater og matroser, ville forsvarsviljen i den brede befolkning desuden blive svækket.
Men nok så vigtigt, så forsvarsministeren kunne forklare den åbenbart politisk enfoldige Elon, hvorfor systemets mange munde kræver, at Boeing konstant fodres med lukrative kontrakter.

Pyha, har de nok tænkt i Pentagon, det er godt, at Elon så ihærdigt kæmper mod spild, korruption og svindel, men behøver det være hele tiden? Nu har han med sin raket lige reddet de astronauter, der på niende måned var strandet i rummet, så kan han ikke bare slappe lidt af?

Men sørme nej, besøget i Pentagon resulterede også i et ramaskrig. Nu har Elon Musk været i Pentagon for også at planlægge krigen mod Kina, lød kritikken på de sociale medier. Skal den mand bestemme det hele!?

Nej, nej, nej, skrev forsvarsministeren desperat tilbage, det var bare et “uformelt møde om innovation, effektivitet og smartere produktion.”

Ja, ja, al begyndelse er svær, men så var der i det mindste fuld enighed om Trumps dekret mod mænds deltagelse i kvindesport og tilbagerulningen af den ’kommunistiske’ woke-ideologi.

Skal man vælge et år for woke-ideologiens start, bliver det 1987, hvor studerende og aktivister på Stanford i Californien krævede en revurdering af universitetets standardkursus i Western Civilisation. Kurset, som traditionelt havde været en fast bestanddel af Stanfords pensum, fokuserede stærkt på værker af europæiske, overvejende hvide mandlige forfattere, Homer, Platon, Aristoteles, Dante, Shakespeare, Dickens og den slags. Demonstranterne hævdede, at det udelukkede stemmer fra kvinder, farvede og andre marginaliserede grupper og dermed ikke afspejlede mangfoldigheden af menneskelig erfaring.



Kritikken resulterede i kampsangen "Hey, hey, ho, ho, Western Civ has got to go!", der blev symbolsk for bevægelsen, der hurtigt bredte sig til andre universiteter i USA.

Peter Thiel, der begyndte på Stanford i 1985, og David Sacks, der begyndte i 1990, brød sig ikke om sangen. Måske fordi de var hvide sydafrikanske mænd og excellerede akademisk, værdsatte de ikke de radikale reformer af pensum og karakterkrav, der, som resultat af protestdemonstrationerne, blev indført af universitetet for at fremme inklusionen.

Da de to havde afsluttet deres studier, skrev de derfor sammen bogen ’The Diversity Myth: Multiculturalism and the Politics of Intolerance at Stanford’. Bogen angreb identitetspolitik og politisk korrekthed og advarede om, at hvis universiteterne fravalgte et meritkriterium til fordel for et identitetspolitisk, ville USA’s videnskabelige førerstilling være i fare.

Sydafrikanske Elon Musk var enig med sine to venner, men han var nu også personligt hårdt ramt. I 2004 fik han drengetvillingerne Griffin og Xavier, hvor Xavier var født “en smule autistisk og homoseksuel”, så far plejede at vælge tøj til ham, som Musk har fortalt. Men siden gik der kuk i familieforholdet, så da Xavier blev atten år, skiftede hun navn og køn og blev til Vivian Jenna Wilson, og en fortvivlet Elon måtte forklare den altid hårdt optrukne dræberkanin, Jordan Peterson, at hans barn var blevet “dræbt af den der woke mind virus”.

Men ikke nok med det, Vivian blev venstrefløjsaktivist med over en million følgere på de sociale medier, og ikke alene begyndte hun at kritisere Musk offentligt for hans stillingtagen til LGBTQ+, hun førte også familievendetta mod sin far, som hun sagde kun var ude efter opmærksomhed og kaldte ”et patetisk man-child.” Musk tog, som han plejede, til genmæle på X, og sådan bølgede det frem og tilbage til almindelig underholdning for deres følgere. Ak, ak, det er ikke nemt at være forælder i dag.
(Fortsættes efter lille pause).