af Sara Bovin - link virker kun, hvis du er logget ind på FB
Jeg har elsket Danmarks Radio. Ikke bare som et medie, men som en institution, et fællesskab, en stor del af mit liv.
De første minder fra mit liv er knyttet til DR. Fjernsyn for dig kørte på skærmen, mens jeg sad med store øjne og så verden åbne sig. Jeg husker, hvordan jeg lå på bagsædet af bilen på vej hjem fra landet søndag aften og lyttede til Tværs, Tine Brylds stemme, som en voksen, der virkelig lyttede nærværende til de unge.
Jeg husker stoltheden over at blive udvalgt til DR’s talenthold. At få lov til at skabe tv-dokumentarer og radio. Følelsen af, at jeg var en del af noget større. Public service. Noget, der betød noget. Noget meningsfuldt.
Men efter jeg blev vært, skete der et skift.
Før det havde jeg aldrig tænkt over chefer og ledelsen. Jeg levede for at skabe indhold. Jeg var optaget af historierne, af at give stemme til dem, der sjældent blev hørt og set.
Men så kom mødet med DR’s system.
Jeg begyndte at opdage en helt ny side af DR. Jeg havde selv oplevet mange grænseoverskridende ting som ung kvinde i huset – bl.a. et overgreb på toilettet til min første julefrokost i huset. Jeg vidste ikke, at man kunne få hjælp. Jeg vidste ikke, hvem jeg kunne gå til.
Senere begyndte jeg at møde de næste generationer af unge, der trådte ind i DR med den samme drøm. Praktikanter, kommende journalister, fulde af ild og engagement. Jeg så, hvordan de blev behandlet. Hvordan deres sprudlende ungdom og kreativitet blev brugt og udnyttet – og hvordan det fik mig til at indse, hvor skadelig den kultur var.
Jeg havde en ung kollega, der blev jagtet af en redaktør. Hun kom grædende til mig. Og det påvirkede vores arbejde. På det tidspunkt var jeg næsten lige blevet vært på Tværs, mit drømmejob. Jeg var så bange for at miste det, hvis jeg sagde fra over for vores redaktør.
Men hvordan kunne jeg lave fortællinger om unges mentale helbred, mens vores egne unge medarbejdere var knækket bag kulissen?
Jeg har også i min tid som vært på Tværs modtaget beskeder om en redaktør, der råbte så voldsomt, at det føltes som fysisk vold.
DR havde haft det her problem i årtier. Ikke kun på P3-redaktionen, men også i DR’s Pigekor. DR havde på det tidspunkt ladet det ske i årevis.
Jeg endte med at klage over den redaktør. Og det udviklede sig til en kendt MeToo-sag. Han blev ikke afskediget. Men kort efter klagede en X Factor-vært også. Og pludselig havde han fået et nyt job på Radio24syv.
Jeg så en organisation, der kaldte sig public service – men som, når det handlede om dem selv, ikke ville tage ansvar.
Jeg forsøgte så godt jeg kunne at løse tingene indefra.
Men det hele endte med, at jeg blev afskediget fem dage før min barsel var slut.
Og da jeg tog bladet fra munden og sagde det højt, blev jeg nægtet adgang til DR af underdirektøren.
Henrik Bo Nielsen sagde i medierne, at hans dør altid stod åben. Men ikke den dag, jeg bankede på.
Nu leder DR efter en ny generaldirektør. Og hvem skal vælge vedkommende?
Lars Gert Lose
- bestyrelsesmedlem i Terma, Danmarks største våbenproducent, som leverer dele til de F-35-kampfly, Israel bomber Gaza med.
- Snart direktør for Finans Danmark, bankernes lobbyorganisation, som arbejder for at beskytte deres interesser.
- Tidligere afsløret i at udnytte systemet for egen vinding, så staten betalte hans families skoleudgifter for 450.000 kr.
Det bla.ham, der nu sidder for bordenden og bestemmer, hvem der skal lede DR.
For Danmarks Radio skal have en ny generaldirektør.
Hvilken type generaldirektør kommer de til at vælge?
Jeg tror, at mange af os er vokset op med en idé om, at DR står for noget særligt.
At det er en institution med stærke humanistiske værdier. En institution, der står for oplysning, fællesskab, public service.
Noget af det første, vi ser som børn, er DR’s børnefjernsyn. Vi lærer, at her bliver der talt til os med omsorg, og vi lærer om verden.
Men på toppen af DR er det noget helt andet.
På toppen er der iskoldt.
Det er min oplevelse. Og jeg ligger inde med meget dokumentation.
Jeg vil også sige, at jeg har mødt nogle af de dygtigste mennesker i min tid i DR. Fantastiske kollegaer, der virkelig troede på idéen om public service.
Men efter jeg klagede, manglede jeg en solidaritet. Også fra de kvinder i DR, som råbte højt om søstersoliditet.
Jeg oplevede, hvordan man i branchen tænker mere på egen overlevelse end på at tage de nødvendige kampe for ordentlige vilkår.
At man vælger sine kampe ud fra, hvad der er strategisk smartest for ens egen karriere.
Men tænk, hvis vi stod sammen i mediebranchen.
Tænk, hvis vi krævede, at de værdier, vi bygger public service på – også skulle gælde for dem, der skaber journalistikken.
Jeg håber inderligt, at den dag kommer.
Så hvad betyder det for DR nu, at en af magtens mænd – en mand med forbindelser til våbenindustrien, bankerne og statens øverste lag – nu sidder for bordenden?
Hvordan vil det påvirke DR, at den person, der skal vælge den næste generaldirektør, har været en del af både forsvarsindustrien og den finansielle lobby?
Og vigtigst af alt:
Hvad betyder det for journalistikken?