Fra Steigan – 24. oktober 2025
Oversat af Ole Gerstrøm
Vi står over for et nært forestående økonomisk kollaps.
Det globale valutasystems snarlige sammenbrud og Vestens tilsvarende britisk-merkantilistiske økonomiske samfundssystem.
Af Halvor Raknes.
For dem, der undrer sig: “ditto” i overskriften er et bevidst gammeldags greb. Det er en genvej for at undgå en klodset gentagelse og betyder simpelthen: “det britiske merkantilistiske system i Vesten er også ved at bryde sammen”.
Rusland er ved at vinde krigen i Ukraine. Russere og ukrainere er i hovedsagen broderfolk. Det er ikke ukrainerne, russerne kæmper imod, men kræfter fra Vesten – mere specifikt en finansiel elite med sit magtcentrum i City of London (med tentakler til Bruxelles og Wall Street/Washington DC), som kontrollerer NATO og USA’s militærmagt.
Gennem den Zürich-baserede Bank for International Settlements (BIS) fungerer denne finanselite som et koordinerende hierarki for verdens centralbanker med et klart mål: at opretholde det eksisterende system. Den kontrollerer alle de politiske magtcentre i det, der kalder sig “Det frie Vesten”, og den identificerer sig selv som “verdenssamfundet” – en klart misvisende betegnelse, der udelukker store dele af Asien samt hele Afrika og Sydamerika i et grelt udslag af hybris og herrefolksmentalitet (jf. EU’s tidligere “udenrigsminister” Josep Borrell, der med tilsløret racisme har beskrevet EU som en have omringet af en truende jungle).
Krigen i Ukraine er derfor ikke en “fuldskala angrebskrig”, sådan som regimepropagandaen hævder, men en stedfortræderkrig. Ukraine og dets stakkels befolkning bliver brugt som brikker i de vestlige regimemagters længe planlagte angreb på Rusland. For dem, der ikke er informeret om realiteterne omkring, hvad der egentlig skete i Ukraine før og efter 24. februar 2022, vil jeg ikke gå nærmere ind på det her. Der findes rigeligt med kilder for dem, der har brug for den indføring.
At Vesten nu er ved at tabe denne krig, har langt større ringvirkninger end død, ødelæggelser og flygtningestrømme. Den grundlæggende årsag til, at den vestlige finanselite gik i krig mod Rusland, truer nu med at ødelægge hele det vestlige system, som i århundreder har hvilet på et britisk-udviklet økonomisk system for frihandel baseret på udbytning, spekulation og kontrol over det globale pengesystem. I dødelig konkurrence med dette rovdriftssystem vokser den såkaldt multipolære – eller “polysentriske”, som Putin nu siger – verden frem, baseret på bæredygtig erhvervsudvikling og frivilligt, gensidigt samarbejde mellem nationer. Dette er den afgørende forskel mellem et VIND-VIND-system og et “nulsumsspil” – et “jeg vinder, du taber”-system, også kendt som merkantilisme eller monopolkapitalisme.
Vores samfund er bygget på princippet om udbytning af andre folks ressourcer. Det gennemføres gennem korruption – ofte på regeringsniveau – og med militær magt som det primære værktøj.
Et sofistikeret maskineri, udviklet i det britiske imperium, nedbryder lokale kulturer for at skabe en følelse af mindreværd. På den måde bliver nationer kulturelt blinde for, hvordan deres ressourcer eksporteres via snørklede love og aftaler – forhandlet af en korrupt elite. Dette er vor tids statholdere – et borgerskab, der forvalter udenlandske interesser på bekostning af deres eget folk og motiveres af egen berigelse og karriere i imperiets strukturer.
Det har vi også tydeligt set udspille sig i de seneste årtier i mere hjemlige områder: Europæiske toppolitikere, inklusive de norske, gennemfører nationale planer i strid med befolkningens ønsker – hvor loyaliteten åbenlyst ligger hos overnationale strukturer, hvor deres egne karriereambitioner er forankret, eller blot hos penge gennem lukrative efterkarrierer som lobbyister eller i bestyrelsesposter.
Ønsker at tage kontrol over Rusland
Dette kolonialistiske system havde kastet sit begær på Rusland, verdens geografisk største og mest ressourcerige nation. Nu forsøgte de at fuldføre det, de mislykkedes med under Oktoberrevolutionen, Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig (og for svenskernes vedkommende et par snese angrebskrige mod Rusland helt tilbage til 1100-tallet).
Et samfundssystem baseret på rovdrift kan kun opretholdes gennem en konstant tilførsel af nye værdier udefra. Eliten i toppen har nu tilranet sig alt væsentligt af værdi i verdens fattige nationer og er ved at løbe tør for nye lande at plyndre.
Et samfund bygget på tyveri/ran af andres ressourcer negligerer opbygningen af en egen robust erhvervsstruktur. Et andet essentielt træk er udviklingen af en gennemtrængende uansvarlighedsmentalitet blandt lederne, men også i befolkningen.[1] “Out of sight – out of mind”. Et sådant samfund eksporterer med stor begejstring bivirkningerne af sine egne processer – hvad enten det gælder fysisk affald, CO₂-udslip [sic] (salg af udledningskvoter) eller deltagelse i opportunistiske krige.
Pengesystemet er også en integreret del af denne ikke-bæredygtige model. Et system baseret på fraktionelt reservebankvæsen (også på dansk kaldet brøkdelreservesystemet) – hvor banker kan udstede lån svarende til mange gange deres egenkapital – og fiat-penge – valutaer uden reel dækning, skabt af luft, hvor befolkningens tro på pengenes værdi er det reelle fundament – er i sig selv ustabilt og kriseudsat (mange nationer har delvis sikkerhed gennem et lager af guld i centralbanken, men selv det er ikke tilstrækkeligt i et reelt kollaps). Historisk har dette system oplevet hyppige bankkollaps. Efter at centralbankerne kom til (Sverige fik verdens første centralbank i 1668) har disse kunnet dæmpe symptomerne lidt, men ikke gjort noget ved den underliggende sygdom.
Dette pengesystem bærer i sig kimen til sin egen undergang gennem en uundgåelig, selvforstærkende cyklus, som økonomer kalder den deflationære gældsspiral[2]. Mekanismen er brutal i sin enkelhed:
I et system, hvor alle penge skabes som gæld, skal der hele tiden lånes flere penge ud, for at økonomien kan fungere. Men når forbrugerne naturligt sparer lidt, eller virksomheder betaler ned på deres eksisterende lån, forsvinder købekraft ud af cirkulation. Dette skaber et fald i den samlede efterspørgsel.
For at kunne sælge varerne må virksomhederne sænke priserne, skære i produktionen og afskedige medarbejdere. Dette fører til yderligere fald i købekraften, flere virksomhedslukninger og endnu stærkere pres for at betale gæld ned – hvilket igen trækker endnu flere penge ud af systemet. Spiralen er i gang: Nedbetaling af gæld ødelægger selve grundlaget for at kunne betale gælden.
For at undgå, at spiralen trækker hele økonomien med sig i faldet, må stat og centralbank konstant pumpe ny, kunstig købekraft ind. Men denne løsning er som et afhængighedsskabende stof – den forhindrer det akutte kollaps, men forværrer afhængigheden af et system, som må vokse for ikke at dø, og som derfor konstant kræver nye ressourcer at omsætte.
Militær keynesianisme
Her har den vestlige elite fundet sin ultimative “løsning”: Militær keynesianisme. Ved at kanalisere denne nødvendige købekraft ind i krigsindustrien og globale konflikter opnår de en tredobbelt gevinst: De stabiliserer økonomien, de skummer enorme profitter af våbenindustrien, og de skaber en permanent følelse af frygt, som retfærdiggør indskrænkninger i borgerlige friheder og opretholder deres egen magt. Dette viser, hvordan krig fungerer som systemets periodiske reset-knap.
At sammenfatte truslen fra dette system på en enkel og overbevisende måde er vanskeligt. Derfor vælger jeg at præsentere en usædvanligt klar forklaring fra markedsanalytiker og geopolitik-ekspert Alex Krainer, som i et netmøde i 2022 sammenfatter truslen fra det nuværende monetære system:
(Krainers forklaring i videoen varer omkring 20 minutter og er tekstet på norsk. Norsk tekstning bør komme frem automatisk, ellers kan man aktivere den i indstillinger.)
YouTube-afspiller
Så nu forstår du på to niveauer, hvorfor den vestlige alliance længe forberedte et erobringstogt mod Rusland for at sikre sig nye, råbillige naturressourcer – og hvorfor de den 24. februar 2022 iværksatte en fuld mobilisering for krigen mod Rusland.
Og nu kollapser det hele over hovedet på dem: på Merz, Meloni, Starmer og Macron, på von der Leyen og Kaja Kallas, på Stoltenberg, Støre, Solberg, Søreide og Melby, på Marcus Wallenberg, Larry Fink, George og Alex Soros. Systemets indbyggede svagheder, drevet af et monetært system bygget på luft, har mødt en modstander, de ikke kan knuse – og med dette projekt har de kun fremskyndet deres egen undergang.
[1] Den amerikanske bankinvestor Catherine Austin-Fitts har fortalt en historie om det, hun kalder “rød-knap-problemet”. Det illustrerer chokerende tydeligt befolkningens villighed til at se den anden vej, så længe de selv har fordel – først og fremmest økonomisk – af at lade kriminalitet og uret andre steder fortsætte. En forsamling af veluddannede, spirituelt og etisk engagerede mennesker, som hun holdt et foredrag for om penge og organiseret kriminalitet, blev stillet spørgsmålet om, hvorvidt de ville stoppe al hvidvask i samfundet, hvis de blot kunne trykke på en rød knap. Overraskende nok ville kun 1 ud af 100 trykke på knappen. I samtalen, der fulgte, forklarede forsamlingen, at resultatet ville være, at børsen ville falde, fordi investeringerne ville finde vej til andre markeder, og det ville blive sværere at betale statens gæld, hvilket igen ville betyde, at offentlige ydelser ville stoppe, og skatterne ville stige. Dette viser, at befolkninger – sandsynligvis også den norske – vælger at prioritere egen økonomi, hvis valget står mellem den og at reducere kriminalitet og uretfærdighed i samfundet.
YouTube-afspiller
[2] Deflation betyder, at penge suges ud af økonomien. Det modsatte af inflation, som betyder, at penge bogstaveligt talt blæses ind i økonomien (flare (latin) = at blæse). Bemærk den almindelige (ofte tilsigtede) misforståelse, at inflation betyder prisstigninger. Her begår mange den logiske fejl at tro, at korrelation (samtidig ændring) betyder kausalitet (årsag-virkning): Hvis man f.eks. kommer ud og ser, at fortovet er vådt, vil mange tænke, at det regner eller lige har regnet. Men der kan være andre årsager til, at fortovet er vådt. På samme måde kan prisstigninger skyldes andre årsager end inflation – f.eks. at producenter, distributører eller detailleddet (eventuelt alle tre) simpelthen har øget deres profitrater, og så er det meget bekvemt at skjule dette bag et narrativ om, at inflationen forårsager prisstigningen.