af Jette Anne-Marie Hansen - link virker kun, hvis du er logget ind på FB
Her er nogle væsentlige kendsgerninger om krigen i Ukraine for det tilfældes skyld, at de er gået hen over hovedet på nogen:
1. Ukraines befolkning havde intet ønske om medlemsskab af NATO
Det hedder sig som bekendt, at Ukraine ønskede at blive optaget i NATO for derved at komme ud af det imperialistiske Ruslands kløer. Det er bare ikke rigtigt. Alle meningsmålinger foretaget fra 1991 til 2014 viste, at højest 20% af ukrainerne ønskede at komme ind i NATO. Selv efter at Rusland tog Krim tilbage i 2014, viste en amerikansk spørgeundersøgelse at stadig kun en lille minoritet ønskede at komme ind i NATO. I 2011 klagede NATO sågar over, at det største problem i forholdet til Ukraine bestod i, at hverken regeringen eller befolkningen ønskede at blive medlem.
2. Ukraines befolkning var imod Maidankuppet, der reelt afmonterede demokratiet i Ukraine
Det hedder sig, at Maidankuppet i 2014 var en revolution fremkaldt af befolkningens utilfredshed med den siddende, prorussiske regering og at USA herefter engagerede sig for at hjælpe Ukraine med at blive et ægte demokrati. Sådan er det ikke.
Det var kun en minoritet, der støttede Maidan-demonstrationerne og en endnu mindre minoritet, der støttede at regeringen blev væltet. Ifølge OSCE var den siddende regering kommet til magten ved et frit og fair demokratisk valg. Maidankuppet var en regimechange operation, hvorved USA tromlede demokratiet og overtog magten i landet. I en leaked telefonsamtale imellem Victoria Nuland og USAs ambassadør i Ukraine kan man såedes høre dem aftale, hvem, der skal sidde i regering - 14 dage forud for kuppet.
Alle udnævnelser til nøgleposter i Ukraines regering skulle godkendes af Washington. Natalie Jaresko fra det amerikanske udenrigsministerie, der på tidspunktet var ansat på USAs ambassade i Kiev til at varetage USAs økonomiske interesser, blev f.eks. udnævnt til Ukraines finansminister.
Den politiske opposition blev udrenset, medier med uønskede holdninger blev udrenset.
3. Kiev-regimets bekæmpelse af Rusland skyldtes hverken overtagelsen af Krim eller opstanden blandt de russisktalende borgere i Donbas.
I almindelighed bliver Kiev-regimets fjendtlighed imod Rusland og de russisktalende ukrainere forklaret med russernes overtagelse af Krim og opstanden i Donbas. Men det er ikke rigtigt. Fjendtligheden var der i forvejen. Allerede den første dag efter kuppet tog det nye regime kontakt til CIA og MI6 for at bede dem om at hjælpe til med skjult krigsførelse imod Rusland. (Herefter blev en række hemmelige CIA-baser anlagt langs grænsen til Rusland.) Dette skete mao. FØR Rusland havde taget Krim tilbage og FØR de russisktalende borgere i Donbas begyndte at sætte sig op imod det nye regime.
Efterfølgende benyttede regimet paramilitære grupper bestående af nationalister (dvs. fascister og neonazister fra Vestukraine) til at bekrige den russisktalende befolkning i Donbas. (Man brugte nazisterne, fordi den konventionelle hær havde vist sig uvillig til at dræbe egne landsmænd).
4. Flertallet af den ukrainske befolkning ønskede fred med Donbas og Rusland - ikke krig.
Zelensky fik 73% af stemmerne ved valget i 2019, fordi han lovede at slutte fred med Donbas og med Rusland. Han ville implementere Minskaftalen og lade folk, der talte russisk tale russisk. Det huede imidlertid ikke USA. Og deres fascistiske, neonazistiske proxyer truede for åbent kamera Zelensky med, at han ville komme til at dingle fra en lygtepæl, hvis han fortsatte den kurs. Herefter ændrede Zelensky, som vi ved, holdning - og de selv samme neonazistiske fascister, som havde truet ham med døden, fik topposter i hans regering.
5. Rusland ønskede at forhandle fred fra dag 1. Og det gjorde Ukraine egentlig også.
Rusland portrætteres som konfliktens aggressor, men sandheden er, at krigen var Putin inderligt imod. Efter at russerne gik ind i Ukraine og den specielle militære operation begyndte, stod de faktisk på hovedet for at få det til at ende i en fart.
Allerede på den første dag kontaktede Putin Zelensky og på trediedagen var de blevet enige om at begynde fredsforhandlinger - hvilket skete i Istanbul marts 2022. Russerne og ukrainerne blev hurtigt enige om en aftale, men USA var imod fredsstiftelse og sendte Boris Johnson i byen for at forpurre aftalen - hvilket skete. Og krigen fortsatte. Fordi USA ville have det. Og ikke fordi Ukraine ville have det.
Højtstående amerikanske befalingsmænd har hen ad vejen udtrykt utilfredshed med, at ukrainerne var for uvillige til at tage tab ("casualty adverse"). Det er ikke en betænkelighed, man lider af i USA, eftersom det ikke er deres egne, der må lade livet på slagmarken. Det er jo i det hele taget fidusen ved en proxykrig.
På trods af, at Ukraine hænger i laser og de mangler mænd, fordi deres soldater er døde, får de stadig ikke lov til at et søge kompromis i seriøse fredsforhandlinger, ligesom de ikke tillades at acceptere neutralitet, skønt det ville være et værdifuldt kort i forhandlinger med Rusland. I stedet taler Vesten om at løse mandskabsproblemet ved at udvise Polen eller Tysklands ukrainske flygtninge, for at tvinge dem tilbage til Ukraine, hvor de kan blive hældt ned i de tiltagende tomme skyttegrave.
Det kalder vi, at "hjælpe Ukraine" lige som alt andet, Vesten har gjort for at ekspandere krigen.
I får et link i kommentarfeltet, hvor Glenn Diesen redegør for disse ting. Han er den første taler, hans indlæg varer ca. 20 minutter.