1. HEIL MARS! HVEM ER SKØR HER? 36 artikler

[admin]

skrevet af Niels Engelsted 7. marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Mystiskere og mystiskere bliver det. Mere og mere mærkeligt. Det er som om den epoke, som min generation af boomers blev født ind i efter anden verdenskrig, er udløbet og på vej til at blive trevlet op i historiens store makuleringsmaskine. Det gamles endeligt og de nye tider indvarsles af tegn og varsler som på Julius Cæsars tid, da løver vandrede i Roms gader, ugler tudede ved middagstid, og statuer sprøjtede blod, hvis altså Shakespeare kan blive troet.

Der sprøjtes stadig blod. Et folkemord, ustoppeligt, åbenlyst for alles øjne, men som gode mennesker og øvrigheden vender det blinde øje til, er et skæbnesvangert varsel om, at en grænse er overskredet, og intet længere vil være det samme.

Ugler tuder også for dem, der formår at lytte. Et demokratisk valg i Europa bliver annulleret, fordi den forkerte kandidat vandt. Det er ikke set før, men ingen studser.

Brølende løver mangler heller ikke. I hidtil uset omfang er superhelte, tegneseriefigurer og aliens ved at indtage ledelsen af vores vestlige samfund, som med sine gale hattemagere og røde dronninger mere og mere kommer til at ligne Alices eventyrland.

Og når man så fra en dramadokumentar kan erfare, at amerikanske astronauter på bagsiden af Månen har opdaget en koloni af nazister, der er undsluppet efter anden verdenskrig og planlægger at tilbageerobre verdensherredømmet, og derefter ser verdens rigeste mand salutere rummændene med strakt arm, må det spørgsmål uvægerligt melde sig, om det er en selv eller verden, der er blevet skør?

Inden man bliver sendt på psykiatrisk plejehjem, må man for sin mentale sundheds skyld forsøge at besvare det spørgsmål ved at undersøge, hvor verden egentlig er på vej hen? Det vil jeg forsøge her.

En gammel lærererfaring fortæller, at man bedst lærer noget ved at undervise i det. At man først forstår historien, når man har fortalt den for andre.

Læremetoden kræver principielt, at der er nogen i den anden ende. Dette kan man bilde sig ind, at der er på Facebook, hvilket gør Facebook til et egnet instrument til den slags selvuddannelse. Jeg har tidligere brugt Facebook til dette selviske formål, og vil nu skamløst gøre det igen med en serie af forhåbentlig sammenhængende kapitler. Et dusin cirka, der er nemlig meget, der skal forstås.

Der må naturligvis være metode i galskaben, så før vi dykker ned gennem kaninhullet efter nazisterne i verdensrummet, husker vi salig Hegels advarsel om utålmodigheden, der forlanger det umulige, at nå målet uden midlerne.



Midlerne i vores undersøgelse er først et lille kursus i intelligens, der følger i morgen.

[admin]

skrevet af Niels Engelsted 8. marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Enhver undersøgelse må følge et spor. I vores undersøgelse af, hvor verden er på vej hen, er der mange spor at vælge imellem. Vi vælger intelligensens veje og vildveje som vores røde tråd, og ser hvor det fører os hen.

Intelligensen kan bedst og mest enkelt fremstilles som bogstavet T.

Den lodrette stamme i T’et kan således være høj eller lav som udtryk for, at mennesker fra naturen kommer med større eller mindre intelligensressourcer.

De medfødte intelligensressourcer er selvfølgelig langtfra hele historien. Ligesom i sport skal der masser af træning til, og et stort talent uden tilstrækkelig træning bliver snart et spildt talent. Som alle lærere ved, kan stor intelligens faktisk udvikle sig til et handicap. Bliver eleven med den høje intelligenskvotient aldrig testet af stoffet – ’han klarer det hele uden at læse’; ’hun behøver aldrig gøre sig umage’ – bliver vedkommende hurtigt et spildt talent, der snart overhales af den mindre intelligente men mere arbejdsomme elev.

Man kan endda på den måde ende op med en person, der for alle at se er både højt intelligent og unødigt dum. Hvilket naturligvis vil være næsten umuligt for vedkommende selv at erkende.

Overliggeren i T’et kan være lang eller kort som udtryk for, at mennesker kommer med et større eller mindre mentalt vingefang. Nogle er mere verdensåbne og nysgerrige; andre er mere indsnævrede i deres fokus. Selv om naturlige forskelle ikke her kan udelukkes, er den tidlige opvækst formentlig den mest afgørende faktor. Børn, der vokser op under truende omstændigheder, vil således ofte skulle være så meget på vagt, at de får tunnelsyn i stedet for vidsyn. Heldigvis kan verden finde brug for alle slags syn.

Overliggeren i T’et kan vippe som vippen på en legeplads. Dette udtrykker i vores billede, at personens intelligensressourcer kan være skævdelt mellem hjernens to hemisfærer.

Vipper overliggeren op til venstre, betyder det, at hovedparten af personens intelligensressourcer er gået til venstre hemisfære på bekostning af højre hemisfære, der har måttet nøjes med mindre.

Hvilket igen betyder, at venstre hemisfære, hvor den mere atomistiske, instrumentelle og matematiske intelligens residerer, har fået et overskud af ressourcer, mens højre hemisfære, hvor den mere holistiske, sociale og følelsesmæssige intelligens bor, har fået et underskud. Og omvendt selvfølgelig, når højre side af overliggeren vipper op.

Fremstillingen her er i sagens natur STÆRKT forsimplet, men ønsker man at forfølge teorien om de to hemisfærers forskellige opgaver yderligere, kan Iain McGilchrists fremragende bog ’The Master and his Emissary’ stærkt anbefales. Det er en af de bedste psykologibøger, jeg selv har læst.

I vores undersøgelse er det venstre-opperne, der interesserer os. De kommer med en stigende grad af ubalance mellem en forhøjet instrumentel og atomistisk intelligens og en reduceret social og holistisk intelligens og spænder fra næsten-normal-borgeren over et bredt spektrum af velfungerende autister og ’aspergere’ til Rainman og de helt utrolige idiots savants. De tre største skakverdensmestre i moderne tid, Bobby Fischer, Gary Kasparov og Magnus Carlson, kunne være eksempler på denne ubalance.

De tre skakmestre er også mænd, og nogle hævder, at mænd fra naturen i det mindste er en smule venstre-oppede, mens kvinder fra naturen i det mindste er en smule højre-oppede. Begrundelsen for denne forskel er følgende. For alle pattedyr gælder, at artens overlevelse er helt og aldeles afhængig af, at artens hunner lykkes med den komplicerede og uselviske opgave at føde og i en periode amme, beskytte og opfostre den næste generation.

Den naturlige udvælgelse har derfor begavet pattedyrshunnerne med de til opgaven nødvendige sociale og følelsesmæssige instinkter og hormoner, som hannerne ikke behøver i samme grad, fordi hanner blot skal mestre den langt simplere selviske opgave at skaffe sig mad, besvangre hunner og kæmpe mod fjender og rivaler.

Det biologiske evolutionsargument er også forsimplet, men kan i princippet naturligvis ikke være forkert, blot forbiser det i hvilken grad biologiens naturgrænser med mennesket er blevet overskredet. Mænd kan være lige så gode til det hele som kvinder, og kvinder lige så gode til det hele som mænd. Kvinder kan for eksempel være lige så gode aspergere som mænd. Ja, i nogle tilfælde bedre. Vores skoleeksempel skal således være en kvinde.


(Fortsættes i morgen).

[admin]

skrevet af Niels Engelsted 9. marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Lille Alisa var et vanskeligt og egensindigt barn, der voldte sin mor evig bekymring. Hun var såmænd kvik nok, kunne tidligt læse og det hele, men Alisa ville gå sine egne veje, skabte splid, ville ikke have pænt tøj på, ville ikke deltage i børnefødselsdage i hjemmene hos det bedre borgerskab i Sct. Petersborg. Ja, ville helst ikke have noget socialt med andre børn at gøre.

Da hun var 12 år gammel, kunne Alisa med sine yngre søstre fra Rosenbaumfamiliens store altan se Februarrevolutionen udspille sig med demonstrerende folkemasser på boulevarden neden for familiens herskabslejlighed, og dette blev selvfølgelig et vendepunkt i hendes liv.

Faderens apotek blev nationaliseret, da de røde kom til magten, den store lejlighed måtte de dele med flere andre familier, og tjenestefolkene forsvandt. Familien flygtede derfor til Krim, der for en tid var besat af de hvide.

Snart tilbage igen i hovedstaden tilpassede moderen sig de nye tider med gåpåmod og påtog sig for eksempel opgaven som leder af en rød ungdomsklub. Faderen, derimod, satte sig hen i et hjørne og rugede over verdens uretfærdighed; tit og gerne i samtale med sin ældste datter, hvor yndlingstemaet var de små mænd, der rottede sig sammen for at holde de store mænd nede.

Med de rødes sejr kunne kvinder nu komme på universitetet, og trods sin borgerlige herkomst blev intelligente Alisa en af de første. Hun elskede film, så universitetsstudierne med filosofi og historie afsluttede hun med et år på statsskolen for scenekunst, hvor hun skrev afgangsopgave om den polske stumfilmstjerne og femme fatale Pola Neri, der fra en ungdom fyldt med modgang og smerte blev den første europæiske Hollywoodstjerne og fejret som tidens store sexsymbol.

Alisa genkendte tydeligvis sig selv i den romantiske historie, så da de sovjetiske myndigheder gav hende tilladelse til at besøge sin familie i Chicago, så hun sig ikke tilbage, og snart var hun i Hollywood.

Rejsen fra Rusland til Amerika var foretaget af mange jødiske emigranter før hende, og Alisas rejse havde ikke kunnet lade sig gøre, hvis ikke hendes slægtninge med logi, mad og penge havde hjulpet hende undervejs. Men det var naturligvis en selvfølge, mente Alisa; hun var jo stjernen, og til sine slægtninges undren, udtrykte hun aldrig nogen taknemlighed.

I Hollywood var heldet med hende. Et tilfældigt møde med filmmagnaten Cecil B. DeMille (ham med De ti bud og Kleopatra) skaffede hende et job som manuskriptforfatter, hvorefter hun droppede Alisa Zinovyevna Rosenbaum til fordel for kunstnernavnet Ayn Rand, under hvilket navn hun vandt sin senere verdensberømmelse. [Ayn udtales som ’egn’]

Berømmelsen skyldtes to kulørte romaner, som hun skrev i de følgende år. The Fountainhead fra 1943 (på dansk Kun den stærke er fri) og Atlas shrugged fra 1957 (på dansk Og verden skælvede).

Temaet er det samme: Den store ener der holdes nede af de små folks kollektive magt og evige kræven ind. I Fountainhead er det en individualistisk og innovativ arkitekt (i filmatiseringen spillet af Gary Cooper), der må kæmpe mod den etablerede arkitektverdens smålighed og kvælende konformitet. I Atlas shrugged er det en dedikeret og visionær kvindelig leder af en stor jernbanekoncern, som mod det kollektive samfunds endeløse krav og overdrevne reguleringer kæmper for at holde sin virksomhed kørende.

I Atlas shrugged får de store enere imidlertid til sidst nok af det kollektive samfund, der straffer innovation og kreativitet og belønner middelmådighed. Overtalt af en mystisk og karismatisk figur, John Galt, der symboliserer den ultimative individualist og fungerer som Ayn Rands superhelt, indleder de store virksomhedsledere, opfindere og kunstnere en strejke i protest mod det samfund, der udnytter og undertrykker dem.

De forlader deres poster og trækker sig tilbage til en hemmelig dal i Colorados bjerge, hvor de ledet af Galt opbygger deres eget utopiske samfund baseret på frihed, individualisme og uhindret markedskapitalisme.

Og hvad sker selvfølgelig, når Atlas, der bærer alt og alle på sine skuldre, ryster på disse skuldre (bogens titel)? Jo, alle de små mennesker falder naturligvis til jorden, som var de skæl, og uden de store enere bryder samfundet sammen med økonomisk kollaps, social uro og menneskelig ulykke i lange baner. Men så kan de små middelmådigheder lære det!

Hævnfantasier med en superhævner er altid godt materiale i hænderne på en kyndig manuskriptforfatter, og kan altid få os barnlige sjæle til at hoppe frydefuldt i sædet. Tænk Ayn Rand som Stieg Larsson og John Galt som Lisbeth Salander.

Dette saftige aspekt er imidlertid ikke den eneste grund til, at Rands bøger er solgt i mere end 30 millioner eksemplarer og stadig sælges i stort tal. Bag det kulørte drama er romanerne også forklædte filosofiske afhandlinger, hvor den cerebrale Ayn Rand fremstiller sin livsfilosofi og verdensopfattelse i fiktionaliseret form.



Rands filosofi kan udtrykkes meget enkelt: Tænk først på dig selv først.

Filosofien har to led. (1) Tænk først og (2) Dig selv først.

Det første led udtrykker, at vores handlinger altid bør være baseret på objektivitet, logisk tænkning og rationel beregning, ikke impulsive følelser, subjektive fornemmelser og den slags. Rand kalder derfor sin filosofiske skole for Objektivisme.

Bruger vi vores rationelle tænkning og formår at være objektive, når vi frem til det andet led, der udtrykker, at egennytte eller selviskhed er livets grundlov. Enhver person bør handle i henhold til sin egen selvinteresse og ikke ofre sig for andre eller forvente, at andre ofrer sig for dem. Man skal stå alene og være stærk, for kun den stærke er fri, og er det nødvendigt, må man være hensynsløs, det skylder man sig selv.

Denne filosofi er selvfølgelig gefundenes fressen for både frustrerede teenagere, der føler sig hæmmet af uforstående forældre, frustrerede sociopater, der mangler en god teori at forstå sig selv i, og frustrerede kapitalister, der føler sig hæmmet af samfundsregulering og skatter, krævende medarbejdere og nævenyttige fagforeninger.

Men selv om budskabet således aldrig vil mangle abonnenter, får egennyttens evangelium ikke desto mindre et gevaldigt opsving med genkomsten af den rå og uhæmmede markedskapitalismes ideologi med Milton Friedmans neoliberalisme, der anført af Margaret Thatcher (”der findes ikke samfund, kun individer”) og Ronald Reagan (”de frygteligste ord i sproget er, ’Vi er fra regeringen og kommer for at hjælpe!’”) fejer den samfundsorienterede socialliberalisme til side, der har hersket i de vestlige samfund siden anden verdenskrig.

Til sidst når budskabet også til Danmark. Ifølge en biografi får Anders Fogh Rasmussen Ayn Rands ’Kun den stærke er fri’ foræret af sin datter, mener at genkende sig selv i hovedpersonen, og inspireres til at skrive ’Fra socialstat til minimalstat.’

Vores lokale oligark Lars Sejr Christensen fra Saxobank bliver også begejstret og lader for egne penge optrykke 10.000 eksemplarer af den danske udgave af Atlas shrugged med eget omslag og forord, der uddeles til bankens medarbejdere og kunder og sendes ud til diverse meningsdannere, alle ministre, borgmestre og amtsborgmestre, samt til virksomhedslederne i Danmarks to tusind største virksomheder.

Til receptionen i Saxos auditorium i Tuborg Havn, hvor bogen introduceres i overværelse af personale fra banken, medlemmer af den liberale tænketank Cepos og yngre studerende fra Handelshøjskolen, konkluderer meddirektør Kim Fournais: ”Altruisme fører til et fattigt samfund.” Så skulle Rands budskab vist være klart. Egennytte er livets grundlov og vejen frem. Uegennytte er døden.

Budskabet lever stadig i bedste velgående og taler fortsat til unge hjerter. For eksempel i Liberal Alliance, det parti, som Lars Sejr Christensen stiftede eller købte. Liberal Alliance vandt i 2024 skolevalget for eleverne i 8., 9. og 10. klasse med 30 procent af stemmerne.

Intelligent, uddannet på et marxistisk universitet og med Aristoteles som sin filosofiske ledestjerne, kunne Ayn Rands filosofi naturligvis ikke være helt og aldeles forkert og er det heller ikke. Egennytte ER livets grundlov. Hvilket simpelt følger af, at ethvert dyr må dø, der ikke selv er i stand til at tilegne sig føde. Selv baby-dyr dør, hvis de ikke ved egen kraft kan finde dievorten og patte. Liv uden egennytte er umuligt.

Men livet har endnu en grundlov. Den siger, at enhver art må uddø, der ikke formerer sig og sikrer artens overlevelse i form af nye generationer. Alle arter bruger derfor megen tid og energi på at formere sig. Skal man, som Rand foreskriver, være objektiv og ikke lade sig lede af subjektive følelser, er det imidlertid umuligt at finde noget egennyttigt i formering og yngelpleje. Objektivt finder man ikke andet end slid og slæb og materiel selvopofrelse. Formering er med andre ord det modsatte af egennytte. Den er ren uegennytte og finder dog alligevel sted i lange baner i dyreverdenen.

MAD og BØRN er simpelthen de to grundlæggende måder, hvorpå levende væsener formår at holde den anden termodynamiske lov stangen og forblive levende. Det er så fundamentalt, som det overhovedet kan blive.

Livets biologiske lovgrund er binær, men for fuldstændighedens skyld skal nævnes, at der findes en trans, der kan forvirre. Nemlig fællesnytte, hvilket er, når man hjælper sig selv ved samtidig at hjælpe en anden – quid pro quo, noget for noget, eventuelt forskudt. Da fællesnytte er grundlaget for socialitet, fylder det meget i sociale arter som vores. Da der er tale om gensidig egennytte, oplyst egennytte, hvis man vil, er fællesnytte stadig egennytte og ikke en kategori af samme grundlæggende selvstændige karakter som uegennytte.

Hvis Rands værker hylder egennytten og selviskheden, leder vi forgæves efter spor af uegennytten. Ikke engang den uegennytte, der kommer til udtryk i formeringen. Selv om børn fylder meget i alle samfund, optræder der stort set ingen børn på de over tusind sider i Atlas shrugged. Kun en togvogn fyldt med børn, der på katastrofal vis forulykker som følge af de store eneres strejke. Ayn Rand brød sig ikke om børn, hverken i romanen eller i virkeligheden; heller ikke sine slægtninges børn, og hun havde ingen børn selv. Ayn Rand var kort sagt ikke til børn.

Her kommer vi i imidlertid i tanke om T-teorien om intelligens og de to umage hjernehemisfærer fra denne series andet kapitel. Vi husker, at intelligensressourcerne meget forenklet sagt er fordelt på den måde, at venstre hemisfære faciliterer den rationelle og instrumentelle intelligens, som den målrettede egennytte fordrer, mens højre hemisfære faciliterer den holistiske, sociale og følelsesmæssige intelligens, som yngelplejens uegennytte fordrer.

Dette leder naturligvis frem til den konklusion, at Ayn Rand med sin lære om objektivisme og egennyttens forrang må have en overudviklet venstre hemisfære, og med sin afvisning af børn og al uegennytte må have en underudviklet højre hemisfære. At hun med andre ord er et perfekt eksempel på en markant venstreopper eller halvhjerne.

Tilsvarende kan man så sige, at hendes filosofi er en halvhjerneteori. Den ene halvdel er ikke som sådan forkert, men den anden lige så nødvendige halvdel mangler. Hvilket faktisk er værre end, hvis det hele havde været forkert. Nu kommer den korrekte del til at virke som en trojansk hest for menneskefjendtlige ideologier, og bliver tankeløst trukket ind i byen af børn, halvstuderede røvere og andre ubefæstede sjæle.

Dem er der selvfølgelig heller ingen mangel på. Ayn Rand oprettede i New York sin egen lille filosofiske studiekreds med blandt andre den senere nationalbankdirektør Alan Greenspan som trofast elev, og selv om hendes lille skole til sidst gik i opløsning, fordi Rand ikke tolererede modstand og blev rasende, når nogen sagde hende imod, var det ikke slut. Mens Rand sad alene tilbage, rugende og vred, fortsatte hendes filosofiske værk som en hel bevægelse, der understøttet af amerikanske koncerner og mangemillionærer voksede og voksede og kom på både frimærke hos postvæsenet og pensum på mange amerikanske universiteter. Har man fået stimuleret sin appetit, finder man nemt på YouTube tonsvis af interviews med og materiale om Ayn Rand.

En sidste bemærkning. Mange fordømmer Alisa Rosenbaum/Ayn Rand for hendes hensynsløse egoisme; både hendes personlige selviskhed og det egennyttens evangelium hun docerede i sine bøger. Men overvej at det faktisk svarer til at fordømme den farveblinde, der ikke kan se, at farven er rød. Man kan ikke bebrejde halv-hjerner, at de mangler en halv hjerne.

Vi er ikke færdige med Ayn Rand, men lige nu trænger vi til at møde et mere normalt barn.

[admin]

skrevet af Niels Engelsted 9. marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Magnuslille vidste intet bedre end somrene, han tilbragte med sin store røde badebold og sin drage på den brede strand ved Østersøen i Vorpommern-Mecklenburg, hvor hans adelige familie havde store jordbesiddelser. Men Berlin, hvor hans familie også boede, havde også sine attraktioner for en rask dreng, og Magnuslille – eller Wernher som han hed i skolen – var en rask dreng. Ikke en halvhjerne som Alisa, men et helt normalt barn. Lige bortset fra, selvfølgelig, at Wernher havde fået en pind i hypofysen.

Eller rettere en stjernekikkert. For siden han som 12-årig fik foræret et astronomisk teleskop af sin mor og rettede det mod himmellegemerne, tænkte Wernher ikke på andet end rumfart, og alle tyske drenges yndlingslekture med Karl Mays westernhelte Old Shatterhand og Winnetou blev skiftet ud med først Jules Verne og Rejsen til Månen og så med lærde afhandlinger om rumfart.

Dedikationen til rummet var total. Normale børn plejer ikke at være gode til matematik, heller ikke Wernher, men da en listig lærer fortalte ham, at rumfart var umulig uden matematiske beregninger af brændstofforbrug og kredsløbsbaner, blev han hurtigt den bedste til matematik i hele skolen.

Fra en drengeklub, der byggede modelfly og små raketter, avancerede Wernher snart til medlemskab af Verein für Raumschiffahrt, en forening af entusiastiske ingeniører og videnskabsmænd ved det Tekniske Universitet, der siden 1927 havde viet sig til udviklingen af raketter og rumfart, og snart var Wernher en af de ledende ingeniører i rumskibsfartsforeningen.

Men raketudvikling er dyrt, og pengene var knappe, så havde det ikke lige været for Adolf Hitlers genoprustning i 1930’erne, havde vi sikkert aldrig hørt mere til Wernher og hans drømme om rumrejser. Nu meldte han sig ind i Nazistpartiet og begyndte at lobbye Waffenamt om penge til udvikling af raketter, og med sin begejstring og sine talegaver lykkedes det.

Fra sin barndom ved Østersøen kendte Wernher også det helt rigtige sted at starte, så i 1937 kunne Heeresversuchsanstalt Peenemünde åbne dørene på øen Usedom med Wernher som forskningschef. Fra1940 også som SS-Sturmbahnführer efter krav fra Heinrich Himmler, der ikke ville have en civil i spidsen for raketforsøgsstationen.

Der var selvfølgelig mange militære instanser, der konkurrerede om de utilstrækkelige tyske rustningsmidler, og længe kom de eksotiske raketter bag i køen efter tanks, kanoner, fly og ubåde. Et truende tilbageslag for de tyske stridskræfter resulterede imidlertid i et desperat krav om nye Wunderwaffen, der kunne vende krigens gang, og så fik Wernhers elskede raketter endelig deres chance.

Efter års udviklingsarbejde kunne man lancere V1, Vergeltungswaffe 1 (Gengældelsesvåben 1), et jetdrevent førerløst fly med en bombe på 850 kilo, der fra 1944 skabte skræk og rædsel og store ødelæggelser i beboelseskvarterne i London og Antwerpen.

V1 var ikke en rigtig raket, men en drone. Men V2 var en rigtig raket. En 14 meter høj skønhed af et ballistisk missil - magen til den fra Tintin - der med en vægt på over 12 tons og drevet af flydende ætanol havde en rækkevidde på over 300 kilometer.

Wernher og hans team havde arbejdet på V2 raketten siden 1936, så det var selvfølgelig et stolt øjeblik for folkene i Peenemünde, da den første V2 i september 1944 blev affyret mod et fjendtligt mål i Paris med en sprængladning på 1000 kilo.

Siden gik det slag i slag og mere end 1100 V2 raketter blev affyret mod mål i Storbritannien og Belgien, og med en hastighed på op til 5000 km i timen var V2 - modsat V1 – praktisk taget umulig at skyde ned for de raske engelske piloter i deres elegante Spitfirefly.

Men langt stoltere har Wernher dog utvivlsomt været, da hans baby i juni 1944 nåede en højde over jorden på 175 kilometer, for V2-raketten blev dermed det første menneskeskabte objekt, der krydsede den officielle grænse til verdensrummet. Det var jo rejsen ud i rummet, der var hans store drøm, ikke spredning af død og ødelæggelse i de europæiske byer.

De 20.000 slavearbejdere, der døde i de underjordiske fabrikker i Harzens bjerge, hvor man i ly for allierede bombefly producerede raketterne, har nok heller ikke lige været en del af Wernhers drøm. Men han har utvivlsomt fortalt sig selv, at når krigen først var vundet, så ville V2-raketten med alle dens tusindtallige ofre have lagt grunden til menneskehedens første rejser ud i rummet, og det var jo det, det hele handlede om.

Og sørme om Wernher ikke fik ret. Da sejren var vundet, var amerikanerne hurtigt ude og snuppe de tyske raketeksperter, de kunne få fat i, med Wernher von Braun i spidsen.



Men russerne, der var kommet først til Peenemünde, lå heller ikke på den lade side. Med anvendelse af tysk ekspertise fra V2-projektet var russerne de første til at sende først en satellit i kredsløb om jorden, så en hund, og dernæst et menneske. Det var helt sensationelt, og folk på min alder kan huske Sputnik, Lajka og Gagarin endnu.

Og da dette ikke uforståeligt gav amerikanerne et Sputnik-chok, kom der også gang i det amerikanske rumprogram. Wernher von Braun blev ansat som forskningsdirektør i NASA, smøgede ærmerne op og udviklede på grundlag af V2-resultaterne den næsten 60 meter høje Atlas 5 raket, der i løbet af tre år udførte seks Apollomissioner, der landede astronauter på forsiden af Månen.

Det var en massiv bedrift, men Wernher havde større drømme end bare Månen. Han ville rejse ud i solsystemet og lande på den røde planet Mars. Måske havde han også kunnet nå at opleve det, men han døde, da det amerikanske rumprogram efter seks månelandinger stoppede i 1972 lige så brat, som det var begyndt, og noget tilnærmelsesvis magen til har vi ikke set siden.

Drømme er sindstilstande og derfor lige så stærke som spindelvæv, og kan rumrejsen ikke realiseres i virkeligheden, kan den realiseres i fantasien og i fiktionen, hvilket megen science fiction er beviset på.

Science fiction kan endvidere, som Jules Vernes Rejsen til Månen er bevis på, bringe bud om det, der engang vil komme. Så det er bare om at komme i gang, og det gjorde Wernher naturligvis. Han skrev først på tysk og så på engelsk en bog med titlen Marsprojektet.

Med sine specifikationer, beregninger og ingeniørtegninger var bogen en opskrift på, hvordan en Marsmission teknisk kunne gennemføres. Men den var også en science fiction-roman, der udfoldede Wernhers anden drøm. Nemlig drømmen om en et mere rationelt samfund og en bedre verden.

Kort fortalt er historien i romanen, at astronauterne, der lander på den røde planet, møder en avanceret civilisation af marsboere med en totalt overlegen teknologi. Anført af en visionær leder kaldet Elon bliver marsboernes samfund styret med den visdom, rationalitet og retfærdighed, som Wernher utvivlsomt har savnet både i Det tredje Rige og i Amerika. Og således repræsenterer Elon – som en anden John Galt på Mars – den tyske ingeniørs drøm om utopia.

Og med den drøm og den fantasirejse nåede drengen med teleskopet alligevel til Mars.

[admin]

skrevet af Niels Engelsted 11. marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Muskrat, som hans to yngre søskende kaldte ham, havde, som han selv senere har fortalt, en vanskelig barndom. En ting var hans Aspergers syndrom med overintens og nørdet opførsel, repetitiv adfærd og hæmmet social kontakt, der naturligvis gav ham store sociale udfordringer og gjorde ham til det perfekte mobbeoffer. Men hans fars voldelige adfærd over for hans mor, som den femårige Muskrat måtte forsvare med sine små knytnæver, lyder heller ikke alt for godt. Hans far var ’evil’, har han fortalt.

Jo, sydafrikanske Errol Musk lyder som lidt af et sort får - eller måske snarere en hvid ulv. Vovet eventyrer og opdagelsesrejsende, uforbederlig skørtejæger og benhård forretningsmand, der på ikke nærmere forklaret vis fik hænderne i en diamantmine i Zambia og pengeskabet stoppet fuldt med penge, skød og dræbte tre personer, der angiveligt var brudt ind i hans store hus i Johannesburg, formentlig sorte da han ikke blev straffet, og i en høj alder fik barn med sin langt yngre steddatter.

Men på det tidspunkt var han selvfølgelig for længst blevet skilt og Maye og børnene flyttet fra ham til langt fattigere kår.

Men Errol Musk havde også sine attraktive sider. Han var en fremragende elektromekanisk ingeniør med en stor lidenskab for teknologi og opfindelse, havde sit eget ingeniørfirma og patent på en solardrevet bil og en ny slags flymotor.

Dette kan være grunden til, at Muskrat som tiårig valgte at flytte tilbage til faderen, for drengen havde arvet Errol Musks interesse for teknologi og rumfart, og stærkt inspireret af de tre første Starwarsfilm var han netop begyndt at bygge sine egne hjemmelavede raketter. Det var på dette tidspunkt, at hans livsdrøm startede, nemlig at brede den menneskelige civilisation ud i verdensrummet og befolke Mars.

Nogen siger i øvrigt, at Errol Musks interesse for rumfart var grunden til, at hans førstefødte blev døbt Elon (egetræet på hebraisk), nemlig opkaldt efter den store samfundsleder Elon i Wernher von Brauns science fiction-roman om Marsprojektet.

Helt utænkeligt er det ikke, da Errol med sin interesse for teknologi og flymotorer sikkert har kendt Marsbogen, og da Elon blev født midt under de meget omtalte Apollomissioner. Helt udelukkes kan det heller ikke, at det udfordrede og konfliktfyldte apartheidregime har bibragt ingeniøren Errol den samme vision om det teknologisk velorganiserede idealsamfund, som ingeniøren Wernher von Braun anbragte på Mars.

Muligt er dog også, og måske noget mere sandsynligt, at Elon Musk bare blev opkaldt efter sin morfar, J. Elon Haldeman, en canadisk rodeorytter, pilot og kiropraktor, der emigrerede med sin familie til Sydafrika i 1950. Men selv dette mere plausible forslag bringer faktisk på en måde Nazi-Braun ind ad bagdøren. Elon Musks højt elskede morfar havde nemlig også en interessant historie.

I Canada blev J. Elon Haldeman i 1940 arresteret af the Royal Canadian Mounted Police som et meget aktivt medlem af Teknokratibevægelsen, der var imod canadisk krigsdeltagelse og agiterede for et politisk system, hvor beslutningstagerne ikke blev valgt gennem de traditionelle demokratiske valg, men blev udvalgt baseret på deres ekspertise i science og ingeniørvidenskab.

Bevægelsen havde også radikale ideer om økonomien. Prissystemet med marked og profit burde afskaffes til fordel for en centraliseret planlægning og pengesystemet skulle erstattes med en enhed baseret på energiforbrug, hvilket ville medføre en mere rationel og retfærdig fordeling af samfundets ressourcer.

Bevægelsen var med sin antikapitalisme og forestillinger om det teknokratisk ledede samfund inspireret af en tilsvarende Völkisch bevægelse i Tyskland, og blev derfor mistænkt for fascisme og antisemitisme og måske ikke helt uden grund. Morfar mente således, at internationale finansfolk var skyld i de store økonomiske problemer, der havde ført til den store depression, og delte, hvis jeg kan læse kilderne rigtigt, visse fy-fy synspunkter om Zion’s protokoller med det amerikanske teknologiske geni, gigantiværksætteren og automobilkongen Henry Ford.



Intet af dette afkræftes af J. Elon Haldemans politiske synspunkter efter ankomsten til Sydafrika. Elons morfar blev en ivrig fortaler for apartheid, var overbevist om den hvide races overlegenhed og støttede statsmagtens fanatiske fastholdelse og voldelige håndhævelse og af raceadskillelsen.
Men ingen af forfædrenes synder kan selvfølgelig lastes lille Elon, der fik sit ’stjernekikkert-moment’, da han ti år gammel af sin far fik foræret en dengang ikke helt billig Commodore VIC-20 computer med monokrom 14-tommers skærm.

Computeralderen blev indvarslet med de store mainframes Enivac (1945) og Univac (1951) og tog fart i takt med, at radiorøret blev erstattet af transistoren og transistoren igen erstattet af mikrochippen. Mikrochippen gjorde den lille personlige computer (PC) både teknisk mulig og kommercielt tilgængelig for almindelige mennesker, og med fremkomsten i 1976 af PC’erne fra Apple, Tandy Radio Shack og Commodore med deres softwareprogrammer og spil tog udviklingen et tigerspring fremad.

Med tilføjelsen af endnu et stykke hardware – nørden – blev det ligefrem til en slowburning explosion, hvis omfang og ende vi ikke engang kan gætte.

Det siger sig selv, at den personlige computer med dens programmer og spil var en gave til en utilpasset og ulykkelig aspergerdreng, en bedre verden at gemme sig i, så at sige.

Den var imidlertid ikke kun et velordnet og forudsigeligt refugium, hvor hans underbegavede højre-hjerne kunne slappe af fra den skræmmende, forvirrende og krævende sociale verden, der omgav ham. Den var også et værksted, hvor hans overbegavede venstre-hjerne – måske for første gang – kunne udforske og udfolde sine sande evner.

På den måde blev den nye digitale verden ikke kun en gave til aspergerdrengen, han blev også med sine ekstraordinære evner en gave til den nye digitale verden. Der er intet bedre eksempel end Elon Musk, selv om han langtfra var den eneste, der var tusinder.

[admin]

skrevet af Niels Engelsted 12. marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Sit ’stjernekikkert moment’ fik lille Elon som sagt, da han ti år gammel fik foræret en Commodore VIC-20 computer. Med en IQ på 156 lærte han sig hurtigt BASIC-programmering, og allerede som 12-årig skabte han et computerspil, Blastar, der selvfølgelig handlede om et rumskib, og solgte det for 500 dollars til et computermagasin, der offentliggjorde det.

At han kunne skabe noget, som folk kunne bruge, og få penge for det, var et stort øjeblik for Elon, har han selv sagt, og noget, der blev hans ledestjerne resten af livet.

Sytten år gammel forlod Elon Sydafrika og rejste til Canada, hvor han tjente til dagen og vejen som skovhugger og landarbejder, mens han påbegyndte sine universitetsstudier. Studierne fortsatte han i USA, først i Pennsylvania og siden på Stanford University i hjertet af Silicon Valley, hvor han dog aldrig færdiggjorde sin Ph.d., fordi han først og fremmest var optaget af at producere noget nyttigt, der kunne sælges.

Det lykkedes i 1995, hvor Elon sammen med sin lillebror Kimbal og en kammerat producerede en online cityguide, Zip2, som var så succesfuld, at Compaq købte den i 1999.

Med sin andel af salget, 22 millioner dollars, havde Elon nu penge til et større projekt, et online betalingssystem, som han kaldte X.com, angiveligt fordi han opfatter bogstavet x som et symbol for opdagelse og innovation. X.com havde dog det problem, at Peter Thiel lige havde lanceret et tilsvarende system, som blev kaldt Confinity, så for ikke at dele markedet, sluttede de sig sammen under navnet X.com.

Efter at den ældre og mere erfarne, men lige så nørdede Peter Thiel havde fyret Elon som CEO blev navnet ændret til PayPal, og da PayPal blev solgt til eBay for 1.5 milliarder dollars, kunne Elon som sin andel putte 180 millioner dollars i lommen.

Elon havde nu penge til sit livsprojekt og store drøm og stiftede Space Exploration Technologies Corporation også kaldet SpaceX, hvis formål var at billiggøre rumfart og dermed muliggøre menneskets migration til Mars.

Al begyndelse er svær. Hvis den fjerde Falcon-1 raket var eksploderet på affyringsrampen som de første tre, ville Elons pengekasse have været tømt, og det ville have været slut. Men Elon rystede ikke på hånden, og den fjerde raket eksploderede ikke. Elon fik i stedet en kontrakt med NASA til en værdi af over 1 milliard dollars til at udvikle rumfartøjer, der kunne servicere den internationale rumstation, ISS.



To hundrede millioner dollars i startpenge fik Elon af Peter Thiel, der efter grundlæggelse af Facebook og overvågningssystemet Palantir var blevet milliardær.

Således polstret kunne SpaceX lancere Falcon 9-raketten og Dragon-kapslen, der blev den første kommercielle rumkapsel, der kunne kobles til ISS, og snart begyndte SpaceX regelmæssigt at levere forsyninger og kommercielle tjenester til rumstationen.

Et kæmpespring i udviklingen af kommerciel rumfart fulgte, da ingeniørerne hos SpaceX løste opgaven med sikkert at lande og dermed genbruge Falcon-9 rakettens første trin, hvilket selvfølgelig var en voldsom besparelse i forhold til tidligere, hvor raketternes første trin bare faldt ned og blev knust mod jorden.

I 2018 havde kæmperaketten Heavy Falcon sin første succesfulde opsendelse. Bygget af tre Falcon-9 raketter kunne Heavy Falcon løfte en vægt i kredsløb, der var tre gange større end von Brauns Atlas V, der havde sendt de første mennesker til Månen. Så i 2023 testede SpaceX for første gang prototypen til sit Starship, der skal flyve til Mars.

Planlagt er fem ubemandede missioner i 2026, der skal teste landingssystemet og teknologien, og går det godt, vil SpaceX i slutningen af dette årti sende den første bemandede mission til Mars med det mål at bygge en selvstændig by på Mars inden for cirka 20 år.

Med alle de SpaceX-raketter i omløb gav den næste idé sig selv, så i 2019 blev den første operative Starlink-satellit sendt i en lav kredsløbsbane om jorden, og snart fulgte flere efter. Starlink, Elon Musks satellitbaserede internettjeneste, der mod betaling tilbyder højhastighedsinternet til områder, hvor traditionelle forbindelser er svære at oprette, har i dag 6.994 satellitter i kredsløb. Det er halvdelen af alle aktive satellitter i kredsløb, og hvis dette ikke er imponerende nok, har Starlink planer om at udvide med op mod 42.000 satellitter.

Mens Elon ventede på, at Marsmissionen skulle blive klar, havde han andre jern i ilden, der alle på en eller anden måde kan relateres til rumrejsen.

I 2004 havde han købt sig ind i nyoprettede Tesla Motors, der var pioner inden for udviklingen af elbiler, og da dette blev en stor succes, opnåede Tesla i 2022 at blive verdens mest værdifulde bilselskab, og Elon Musk verdens rigeste mand.

Eller, som onde tunger sagde, verdens rigeste dreng. Kun en dreng ville vel lade tre af sine tolv børn få navne som Techno Mechanicus, Dark Sideræl og X Æ A-Xii? (Det første giver sig selv; de sidste kan man selv gå på nettet for at afkode).

I så fald var det drengen Elon, der det samme år, i protest mod den omsiggribende politiske bias og censur på de sociale medier, købte det sociale medie Twitter for 44 milliarder dollars, straks omdøbte mediet til X, og i en tvist brugte det til at udfordre Facebooks Mark Zuckerberg til en MMA cage-fight. Bare sig til, svarede Zuckerberg, selv en nørdet dreng, men med sort bælte i kampsport, så det blev aldrig til noget.

Det, der særligt optog Elon Musk i Tesla, var den enorme ingeniørmæssige opgave med at forvandle elbilen til en førerløs bil, der kunne navigere sikkert i trafikken, og hermed blev han også dybt involveret i kunstig intelligens og robotics. For eksempel Tesla Bot, en humanoid robot, der med brug af AI-teknologi fra Teslas selvkørende biler, er designet til at udføre opgaver, der enten er for kedelige eller farlige for mennesker.

Musk investerede tidligt i DeepMind, det britisk-amerikanske forskningslaboratorium i kunstig intelligens, der i 2014 blev opkøbt af Google og året efter brød igennem med AlphaGo, programmet der var uovervindeligt i brætspillet Go. (AI-programmet Stockfish var allerede i 2008 blevet uovervindeligt i skak).

Med nørden Sam Altman og andre superhjerner grundlagde Musk endvidere i 2015 OpenAI, der med ChatGPT længe har været i front med udviklingen af super AI. En tvist med Altman, der ikke mente, at OpenAI behøvede være helt så open source som aftalt, og heller ikke så nonprofit, og derfor lukkede Microsoft ind ad bagdøren, fik imidlertid Musk til at trække sig. Allersidste nyt er dog, at Musk sammen med en gruppe andre investorer nu har indgivet et bud på OpenAI på 97.4 milliarder dollars med det formål at bringe OpenAI tilbage i sin oprindelige skikkelse som et open source og nonprofit foretagende. Som aller-allersidste nyt har Altman dog foreløbig sagt nej.

I 2023 lancerede Musk så xAI, en ny virksomhed fokuseret på at forstå universets sande natur gennem AI-teknologi. Dette initiativ inkluderer Grok, en AI bot opkaldt efter Marsboer-ordet for dyb, intuitiv forståelse i R.A. Henleins science fiction-roman ’Stranger in a Strange Land’, om en marsboer, der ankommer til Jorden. [Fremmed i et fremmed land, wink, wink, nudge, nudge, for dem der forstår Monty Pythonsk]. Ifølge Musk er chatbottens formål at forstå "hvordan universet hænger sammen, hvad der foregår derude, hvor rumvæsnerne er, og hvad meningen er med livet." Musk kalder den seneste version, Grok 3, bedst i sin klasse og ”scary smart”.

Endelig må vi ikke glemme Neuralink, som Musk stiftede i 2017, og som sidste år opnåede en slags gennembrud med programmet Blindsight, der ved hjælp af indplanterede computerchips angiveligt skulle kunne give blinde en del af synet tilbage.

Ideen bag Neuralink, som Musk har hentet fra en science fiction-forfatter, er at afhjælpe cerebrale handicaps ved at lægge et digitalt net ind over hjernen og således kombinere den menneskelige hjernes evner med computerens. Hvilket selvfølgelig også vil være nyttigt til rumrejsende på langfart, og måske ligefrem vil kunne skabe en højere, transhuman race af supermennesker eller cyborgs.

Rejsen fra nørd til verdens rigeste mand er selvfølgelig ekstraordinær. Med sin meget aktive tekniske involvering i udviklingen af førerløse biler, kunstig intelligens, robotics, cyborgs og rumfart, og ejerskab af det dominerende sociale medie Twitter/X, bilselskabet Tesla, Neuralink med dets transhumane løfter, Starlink med halvdelen af verdens satelitter og SpaceX, der formentlig i mine børnebørns levetid vil sende Musks yngste søn til Mars, er Elon Musk selv også ekstraordinær. Ikke at blive imponeret ville være småligt.

Men vi er ikke færdige med Elon Musk og hans mednørder endnu.
(Fortsættes efter lille pause).

[admin]

skrevet af Niels Engelsted 14. marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Vi marxister ved, at det er produktivkræfternes udvikling i jordbrug, minedrift, transport og industri, der dikterer produktionsforholdene (ejer- og arbejdsforhold) og dermed drejer historiens hjul fra epoke til epoke. Vi forstår selvfølgelig også, at produktivkræfternes udvikling er drevet af den videnskabeligt-teknologiske udvikling, og at kloge og innovative hoveder siden hjulets opfindelse har haft en stor rolle at spille i denne udvikling.

Vi ved ikke, hvem der først opfandt hjulet, men vi ved, hvem den moderne videnskabeligt-teknologiske udviklings start i det 17. århundrede skal krediteres. Nemlig ikke mindst de tre store matematikere og videnskabsmænd Galileo Galilei, René Descartes og Isaac Newton, der blotlagde og formulerede det matematiske grundlag og grundprincipperne for den klassiske mekaniske fysik.

Mindre kendt er, at de tre genier - Galilei med hans tælletvang, Descartes, der måtte tænke for at eksistere, og Newton, der med intens energi hadede og bekæmpede alle - med deres store hjernekraft, intense fokus og udfordrede sociale evner alle havde en tydelig asperger-signatur.

Peter Theil, selv med stor hjernekraft, intenst fokus og udfordrede sociale evner, har sagt, at aspergere er en af Silicon Valleys vigtigste ressourcer. Ja, Theil og de andre techmilliardærer holder dem ligefrem i farme, aka business incubators, som man kan se i den 10 år gamle Emmyvindende komedieserie Silicon Valley på HBO Max, der både er fornøjelig og oplysende, og hvor figuren Peter Gregory er en (mild) karikatur af Peter Theil.

Men at aspergere er en vigtig ressource, gælder ikke kun i Silicon Valley. Siden Sokrates har højt intelligente og velfungerende autister spillet en afgørende rolle i tænkningens, videnskabens og teknologiens historie.

Springer vi således frem til computervidenskabens fødsel under anden verdenskrig, vil alle, der har set filmen The Imitation Game, forstå, at grundlæggeren, den geniale matematiker og kryptograf Alan Turing, havde en sådan signatur. Det samme havde Turings to medgrundlæggere, Kurt Gödel, der med sine teoremer skabte grundteorien, og John von Neumann, matematikeren bag den første atombombe, der skabte grundarkitekturen. Ungdomspsykiateren Michael Fitzgerald, der i sin bog "Genius Genes" har anbragt de to sidste i autismespektret, kaldte ligefrem von Neumann en af de geniale "ungarske marsmænd." Mars spøger overalt.

Med den nye computervidenskab i ryggen kunne IBM - begyndende med maskinen IBM701 fra 1952 - dominere markedet for store computer mainframes, men selv om IBM’s monstermaskine Deep Blue i 1997 næsten uden hjælp kunne vinde over skakverdensmesteren Gary Kasparov, var det på det tidspunkt for længst blevet tydeligt, at IBM var blevet overhalet inden om af produktivkræfternes udvikling.

IBM’s nemesis var den personlige computer, som to universitetsdropouts med asperger-signatur, Steve Jobs og Steve Wozniak designede i Steve Jobs forældres garage og præsenterede i en computerklub i Silicon Valley i 1976, og derefter satte i produktion under brandnavnet Apple. IBM ville dog ikke uden videre give op og for selv at trænge frem på markedet for personlige computere, henvendte computergiganten sig til Bill Gates.

Lille af størrelse, overintenst fokuseret og smart, men også socialt akavet og et nemt mobbeoffer, passede lille Billy perfekt til signaturen, og Bill Gates har selv udtalt, at hvis man havde brugt diagnoser dengang, var han nok blevet diagnosticeret som asperger.

Nu blev det hans chance, og måske redning, at Mødreklubben, der støttede hans Lakeside privatskole, på et loppemarked købte en Teletype Model 33 ASR terminal og en blok computertid hos General Electric til skolens elever, og den chance greb den 13-årige Billy. Han tilbragte al den tid, han kunne få lov til, ved terminalens taster, fik endda lov til at bruge matematiktimerne, og snart havde Billy og hans lige så kloge kammerat Paul Allen lært sig at programmere og var i gang med at producere små spil og programmer til skolen. Og som det var begyndt, fortsatte det. I 1975, otte år senere, kunne Bill og Paul således lancere en kommerciel softwarevirksomhed, som de gav navnet Microsoft.



Det var til Microsoft, at IBM i 1980 henvendte sig for at få et operativsystem til deres nye flagskib-PC, hvorefter Bill og Paul kom op med MS-DOS (Microsoft Disk Operating System).

Operativsystemet gjorde IBM’s model 5150 til en stor succes og etablerede en ny standard for personlige computere. Og ikke kun for IBM’s. Bill og Paul havde nemlig en vision om at skabe et operativsystem, der kunne blive standard for andre computere end IBM’s. Og sådan skete det og med så overvældende en succes, at Microsoft målt på børsværdi kom blandt de førende på listen over verdens største virksomheder, og Bill Gates i 1995 kunne kalde sig verdens rigeste mand, en førsteplads han beholdt i 12 år.

Med katten ude af sækken begyndte mange andre computerfirmaer nu at melde sig i konkurrencen med deres egne PC-modeller. For eksempel Commodore med sin Commodore 64, som unge Peter Thiel startede på, eller sin VIC-24, som unge Elon Musk startede på; Fountain Technologies med sin Quantex 486DX, som unge Mark Zuckerberg (Meta/Facebook) startede på; Apples Macintosh LC II, som unge Sam Altman (OpenAI) startede på; Atari Corporations Atari 800, som unge Larry Page (Google) startede på; og Tandy Corporations TRS-80, som unge Jeff Bezos (Amazon) startede på.

Denne udvikling fik dramatiske konsekvenser. Da de unge nørder for et lille halvt århundrede siden med deres drengefingre begyndte at tampe løs på de lidt for store tastaturer, kunne ingen vide, at det ville skabe en ny virkelighed. Det ved vi nu. Verden er drejet. Men hvor er den drejet hen?
(Fortsættes.)

[admin]

skrevet af Niels Engelsted 15. marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Fremkomsten af de nye personlige computere i 80’erne bemandet med mindreårige signatur-nørder kan opfattes som Ground Zero for en teknologisk udvikling uden sidestykke i verdenshistorien.

Med de små intense programmører blev et vindue åbnet med uanede civilisatoriske konsekvenser. Hvor tit har vi ikke hørt, at den første industrielle revolution gjorde mange mennesker til slaver af maskinen, men ingen har dog haft så store konsekvensen som den fjerde industrielle revolutions udvikling af kunstig intelligens, der potentielt truer med at gøre hele menneskeheden til maskinernes slaver.

Al teknologisk udvikling har naturligvis åbnet nye vinduer med store civilisatoriske konsekvenser. Det er ikke uden grund, at man taler om industrielle revolutioner i flertal, for når grundlæggerne af et vindue har lukket det bag sig i forsøget på at cementere deres magt, er nye grundlæggere snart kommet til med nye ideer og har slået et nyt vindue op.

De fleste kender historien om de amerikanske industrielle pionerer, der opnåede monopol på deres område og af gode grunde er blevet kaldt røverbaroner. Andrew Carnegie, der satte sig på stålmarkedet, John D. Rockefeller, der satte sig på oliemarkedet, brødrene Vanderbuilt, der satte sig på jernbanemarkedet, og J.P. Morgan, der satte sig på det finansielle marked, der understøttede det hele.

De virksomheder, som røverbaronerne grundlagde, findes stadig, intakte og magtfulde, om end ofte med nye navne, men de har selvfølgelig måtte give plads ved bordet til pionererne i den anden industrielle revolutions udvikling af kemi, elektricitet og telekommunikation; navne som Dupont, Edison, Westinghouse og Graham Bell vil formentlig være bekendte.

Og disse har igen måtte give plads til pionererne i den tredje industrielle revolutions udvikling af automatisering, elektronik og informationsteknologi, hvor Henry Fords bilvirksomhed og IBM længe har været stjernerne, men nu udfordres af den fjerde industrielle revolutions pionerer. Nemlig vores små signaturnørder, der i dag er techmilliardærer med gigantvirksomheder som Microsoft, Google, Apple, Amazon, Meta/Facebook og Tesla.

Den fjerde industrielle revolution er først og fremmest udviklingen af kunstig intelligens. Denne udvikling er nu rimeligt langt fremskreden, og der foregår et vildt kapløb mellem de amerikanske techvirksomheder om at komme først med det næste skridt. Efter AI er det næste skridt AGI (artificiel general intelligence) og efter det venter som kronen på værket super-AGI.

Hvor de specifikke AI systemer, der er på banen i dag, kan løse denne eller hin specifikke opgave lige så godt eller bedre end et menneske, er AGI kunstig intelligens, der kan løse alle opgaver lige så godt eller bedre end noget menneske, og super-AGI er kunstig intelligens, der simpelthen kobler mennesket ud, programmerer og forbedrer sig selv, og træffer afgørelser selv.

Farerne er til at få øje på. Den frygt, der drev landarbejderne til at sabotere selvbinderne og væverne til at smadre vævemaskinerne, viste sig ubegrundet, fordi der til gengæld for de job, som den teknologiske udvikling gjorde overflødige, med tiden altid også blev skabt nye jobs til de ledige.

Spørgsmålet er imidlertid, om det også gælder, hvis robotter og kunstig intelligens kan udføre alle jobs bedre end noget menneske?
Det spørgsmål er hidtil forblevet ubesvaret, og formentlig fordi svaret vil være alt for skræmmende.

Eller hvad hvis mørke tyranniske kræfter kommer først med udviklingen af AGI og bruger forspringet til at gøre sig til herrer over resten af menneskeheden?

Eller endnu værre, hvad hvis den første super-AGI som en anden ånd slipper ud af lampen og beslutter, at den ikke gider menneskeheden mere, og fortsætter civilisationsudviklingen helt for sig selv? Nogle siger, at robotterne af sentimentale grunde vil beholde os som kæledyr, men hvem tror på det?

Tanken om, at kunstig intelligens som et andet selvskabt Frankenstein-monster kunne true menneskeheden med ekstinktion, er der mange, der finder latterlig. Men ikke skaberne af kunstig intelligens selv.

Ikke ulig processionen af forskræmte borgere med fakler og høtyve i Mary Shelleys roman, underskrev i marts 2023 27.565 teknologientreprenører og computerforskere med Elon Musk og Steve Wozniak (Apple) i spidsen et åbent brev, der appellerede til alle AI-laboratorier om at stoppe træningen af deres mest kraftfulde AI-systemer i mindst seks måneder.

AI-systemer med en intelligens, der er konkurrencedygtig med menneskets, udgør en stor risiko for samfundet og menneskeheden, skrev de og beklagede, at ”AI-laboratorierne var kommet ud i et ukontrolleret kapløb om at udvikle og implementere stadigt mere kraftfulde digitale hjerner, som ingen - ikke engang deres skabere - kan forstå, forudsige eller pålideligt kontrollere”.

Men selvfølgelig stoppede laboratorierne ikke. Gevinsten var for stor. AI-udvikling koster enorme summer til computerkraft og energi, og det laboratorium, der fik gennembruddet først, ville også få alle investorpengene og dermed sulte alle de andre ud af markedet og opnå monopol. Og som branchens grå eminence, Peter Thiel, udtalte til Wall Street Journal i 2014: ”Konkurrence er for tabere, hvis man ønsker at skabe og fastholde vedvarende værdi, må man sørge for at skabe et monopol.”



Så nu kæmper laboratorierne med AI-programmer som Googles Gemini, Metas Llama3, xAI’s Grok, og Anthropics Claude på livet løs om at komme først, eller i det mindste forhindre, at frontrunneren ChatGPT4 fra OpenAI kommer først, hvilket ville give Microsoft det forjættende forspring og monopol.

Men som den pludselige og chokerende ankomst i januar af det fuldt konkurrencedygtige kinesiske AI-program DeepSeek-R1 viste, så er konkurrencen ikke et lukket selskab for de store amerikanske techgiganter. Kineserne vil også være med. Og dermed bliver kapløbet om først at nå AGI også et kapløb om verdensherredømmet.

Eller det bliver det i hvert i amerikanernes øjne. Da Donald Trump forleden underskrev et dekret, der satte den amerikanske energiudvinding af olie, gas og kul fri fra alle bånd og regulativer - drill, baby, drill, også i naturparkerne - begrundede han det med, at hvis amerikanerne skulle vinde ”AI våbenkapløbet”, så skulle man alene til træningen af AI bruge dobbelt så megen elektricitet, som USA i øjeblikket producerer.

Tilfældigt var det derfor ikke, at en af Trumps allerførste handlinger som præsident - i nærvær af Sam Altman fra OpenAI og to andre techmilliardærer – lancerede programmet Stargate, der med en investering på 500 milliarder dollars i energi, infrastruktur, computerchips og datacentre skal sikre USA sejren i AI-våbenkapløbet.

Og ej heller var det tilfældigt, at man til Trumps indsættelsesfest blandt MAGA-folkene og de fremmødte milliardærer også kunne finde en række techmilliardærer med Elon Musk, Mark Zuckerberg, Jeff Bezos og Sam Altman i spidsen.

Trumps geni, siger man, er at kunne skabe ’det store telt’ med plads til alle, men blandingen i Trumps store telt er eksplosiv.
(Fortsættes)

[admin]

skrevet af Niels Engelsted 15. marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

En perfekt storm i meteorologien er, når tre dybe stormlavtryk mødes og forstærker hinanden. At den blandede forsamling på scenen, hvor nye og gamle milliardærer og glade MAGA-folk fejrer Donald Trumps indsættelse som USA’s 47. præsident, også er en perfekt storm, forklares bedst, hvis vi begynder med et mini-kursus i samfundsteori.

I alle historiens samfund har der været nogen, der roede, kaldet folket, og nogen, der styrede, kaldet eliten. Begge har haft deres vigtige funktion i den fælles båd, men fra tid til anden er det sket, at folket har ment, at man måske skulle prøve at bytte plads eller i det mindste skiftes. De steder, det er lykkedes, kan nemt tælles, og det har sjældent været længerevarende.

Denne konfliktakse kaldes klassekamp, men der er også en anden.



Elitens magt er funderet i ejendomsforholdene, der igen er funderet i produktivkræfterne, og når nye produktivkræfter spirer frem, spirer også en ny elite frem, der kan udfordre den gamle om førersædet. Alle kender historien om den fremspirende borgerklasse, der med købmandskab, manufaktur, oversøisk handel, børser og aktieselskaber udfordrer den gamle jordejende adelsklasse og til sidst sender de stivbenede riddere på pension og køber deres slotte.

Kæmper eliten mod folket vil det ofte være stormfuldt. Kæmper to eliter mod hinanden vil det ofte være stormfuldt. Sker det hele samtidigt, kan vi tale om den perfekte storm. Den perfekte storm er det, som vi nu er vidne til i USA. Det vil blive uddybet senere, men her er et overblik til skolebrug.

MAGA er selvfølgelig folket, der er blevet mere og mere forarmet i takt med, at eliten er blevet rigere og rigere. I USA i 1964, hvor ginikoefficienten var 34, kunne min klassekammerats arbejderfamilie have hus med have og svømmepøl; i dag, hvor den er over 42, skal en arbejderfamilie have flere - som regel dårligt betalte - jobs for bare at klare gælden, dagen og vejen.

Donald Trump er populisten, der lover at give folket de gode jobs og velstanden fra 1964 tilbage, sætte den selvsikre elite på plads og dræne sumpen af politikere og embedsmænd, der har sikret elitens ustoppelige opadstigen og undervejs også polstret sig selv.

Eliten er akvariet af milliardærer fra Wall Street, banker og finans, investeringsfonde, våbenindustri, energiudvinding, handel, underholdningsindustri og teknologi, grundigt indvævet med hinanden, og indvævet med støttelag fra de store mediehuse og topuniversiteter og fra deepstate, militæret og sikkerhedsapparatet.

Det er klart, at eliten ikke er glade for MAGA. Ingen kandidat i amerikansk historie er da heller ikke blevet forfulgt som Donald Trump, uden ophør har ikke kun hans politiske modstandere, men også medierne, staten, FBI, retssystemet og selv snigskytter været ude efter ham.

Donald Trump er en tyran, lyder klageråbet igen og igen. Hvilket etymologisk set er ret præcist, hvis man husker sin oldtidskundskab. Ordet tyran (tyrannos) betød i det gamle Grækenland en leder, der med uortodokse eller ikke-aristokratiske metoder kom til magten ved at kanalisere den almindelige befolknings utilfredshed med de aristokratiske familier, der havde al kontrol over ressourcerne og dermed hele magten.

Ordet har i dag en dårlig klang, for den herskende klasses tanker er som bekendt de herskendes tanker, men som tyrannen Peisistratos i det 6. århundrede før vor tid, beskyttede tyrannerne ofte den almindelige befolkning mod elitens excesser og indførte reformer, der styrkede folkestyret og svækkede elitens kontrol.

I Danmark havde vi i 1500-tallet således en konge, der fik tilnavnet Kristian Tyran, fordi han til gavn for den almene befolkning forsøgte at lægge bånd på adelsvældet. Det lykkedes ikke, heller ikke selv om han flittigt brugte bøddeløksen. Først da tiden var blevet mere moden, lykkedes det for hans oldebarn at sætte adelen stolen for døren og blive enevoldskonge.

Men hvis Trump på den måde blot er endnu en af mange tyranner i historien, der med et folkeflertal i ryggen har anført et oprør mod eliten, så er det nyt, at denne tyrans indsættelsesfest var proppet med folk fra den samme elite, der tilmed havde doneret hundredvis af millioner dollars til hans valgsejr.

Og ikke nok med det, der var to forskellige og rivaliserende eliter til stede, og hermed har vi den perfekte storm.
(Fortsættes)

[admin]

skrevet af Niels Engelsted 17. marts 2025 - link virker kun, hvis du er indlemmet på Fake Book

Kigger vi på Forbes liste over de rigeste i USA, kommer - anført af Elon Musk, Jeff Bezos og Mark Zuckerberg - alle de øverste fra de nye techkoncerner. Investormogulen Warren Buffett presser sig ind på 5. pladsen, men ellers skal vi ned til pladserne 10-12 for at finde de første ikke-tech formuer, Bloomberg med hans finansielle nyhedstjeneste, Dell med hans IT-hardwarekoncern og Waltonfamilien med Walmart.

Leder vi efter olie, energi og beskidt produktion skal vi helt ned til Kochfamilien på 17. og 19. pladsen adskilt af Nikes sportskoejer. Og rækken af kapitalfonde og finanshajer som Blackstone og Soros finder vi først sammen med slikkoncernen Mars, parfumevirksomheden Estée Lauder og casinomogulen Adelson efter, at vi har passeret 30. pladsen.

Intet demonstrerer mere tydeligt, at en ny elite er kommet til byen og har rystet op i produktionsforholdene end denne ekstremt skæve formuefordeling med alle de nye techmilliardærer i toppen og de traditionelle virksomheders gamle elite i bunden. Men kan de nye og de gamle ikke bare være den samme elite?

Jo, såmænd, og med en fælles interesse i opretholdelsen af privat ejendomsret, billig arbejdskraft, privat profit og private monopoler er de også den samme elite et langt stykke ad vejen. Men bortset fra, at nye eliter altid er stødt sammen med de gamle eliter, de nyrige mod old money som i Matador, så kommer de nye ofte med nye økonomiske modeller, der kræver plads og politisk råderum.

Da produktivkræfterne bragte den nye borgerklasse til magten med dens kapitalistiske og liberalistiske markedsøkonomi, kunne den gamle feudalklasse for eksempel ikke undgå at føle sig klemt, så det tog både revolutioner og talrige krige, før eliterne blev forbrødret - eller indgiftet - igen.

Den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis fra venstrefløjspartiet Syriza (ham rebellen med læderjakke og den store Yamaha-bike) kalder techmilliardærernes nye økonomiske model for cloud kapitalisme, hvor de kapitalistiske techgiganter Microsoft, Apple, Google, Meta og Amazon ejer store datacentre med servere, programmer og det hele – the cloud, skyen – og herfra med kontrol over data og digitale platforme dominerer markedet og høster deres profitter.

Ja, Varoufakis mener såmænd, at det ikke længere er kapitalisme og derfor ikke profit, men rente. Techfeudalisme, kalder han det. Ligesom jordejerne i feudaltiden fik deres indtægt ved at tillade bønderne at arbejde på deres nedarvede jorde mod at modtage op til halvdelen af høstudbyttet, tjener de nye techfeudalherrer deres penge ved at udleje adgangen til deres platforme og tjenester til brugerne, der til gengæld må levere en del af deres indtægter.

Og ligesom ordningen dengang bandt bønderne, der ikke havde andre steder at skaffe sig føden, og til sidst blev gjort livegne, binder ordningen i dag brugerne, der på grund af techgiganternes monopolmagt ikke har andre steder at gå hen, og dermed også risikerer at blive en slags livegne. Og tilmed langt nemmere at overvåge.

De nye techmilliardærer, der ejer skyen, er således at sammenligne med tidligere tiders feudalherrer, der ejede jorden. De er på den måde blevet som de rentierer, som Adam Smith og det nye liberale borgerskab kæmpede så indædt imod i kapitalismens barndom.

Om det er mere end en god analogi, er jeg ikke den rette til at afgøre, men mens man sidder og taster ved hjælp af det Word-program fra Microsoft, som man har måttet leje fra skyen, forstår man i hvert fald godt, hvad Varoufakis taler om.

Som en genvej til magten har den nye elite hurtigt meldt sig under tyrannens MAGA-banner, og de mest radikale er blevet førere i hans hird. Den spændende historie om, hvordan det er foregået, vil vi vende tilbage til.

Præcist hvordan den perfekte storm vil spille sig ud, er selvfølgelig umulig at forudsige på nuværende tidspunkt, hvor det hele lige er begyndt. Men stoler vi på den historiske erfaring, så vil de stridende eliter til sidst forenes under den nye elites førerskab, de rige vil blive endnu rigere, MAGA-folket vil - med Steve Bannon i spidsen - få en lang næse, og tyrannen vil formentlig blive dyrket som den store leder, indtil han styrtes, eller hans mandat løber ud. Men som sagt, vi ved det ikke, vi ved kun at oddsene er særdeles gode.

For at tilkendegive, at de nye techmilliardærer udgør en sammenvævet gruppe med en fælles missionsforståelse, har medierne i USA opfundet ordet broligarki, - en sammentrækning af ordene oligarki og broderskab, som i Shakespeares og Spielbergs ’band of brothers’.

Der er intet nyt i dette. Alle herskende eliter i historien har på den måde dannet sammenvævede net omkring en fælles mission, en fælles kultur og en fælles forståelse. Det sidste halve århundredes herskende elite i USA og eliten hos USA’s vesteuropæiske vasaller kan for eksempel hurtigt fanges ind i et sociogram med adjektiver som protestantisk og demokratisk, anglo-judæisk og transatlantisk, kapitalistisk og bureaukratisk, plutokratisk og hegemonisk, globalistisk og neoliberalistisk, neokonservativt og zionistisk, og de fleste vil forstå, hvad jeg mener.

Så hvad er den nye elites fælles mission udover at tjene penge? Hvad er techmilliardærernes fælles forståelse? Hvor vil det nye band of brothers føre os hen? Det er der måske et svar på, for den nye elite er nemlig vores signaturnørder.



(Fortsættes).